mandag den 2. marts 2015

En snak om et stykke vegetarsmørrebrød


Nu er det ikke lige sådan, at ordene smørrebrød og vegetar plejer at være de bedste, uadskillelige venner. Det synes nærmest modsat, og i mine tanker opstår der et billedligt modsætningsforhold, hvor hver kategori står længst fra hinanden på talerstolen og råber skældsord af hinanden.

Måske skulle jeg også skynde mig at sige, at jeg holder forfærdeligt meget af smørrebrød, men i lige så høj grad af grønne retter. For smørrebrødets vedkommende handler det - som det så ofte gør - om omhu, respekt og evnen til at mestre begrænsningens kunst.
Det er nemlig som om det synes magtpåliggende for visse smørrebrødsudøvere at overtræde samtlige klassiske smørrebrødsregler og i henført ekstase kaster de derfor skive efter skive kødpålæg på et stakkels stykke (tørt) rugbrød, der er smut med et eller andet blegt blandingsprodukt. Dernæst må og skal hånden ivrigt dykke ned i plasticbakkerne med div. spirer, dippedutter og andet tant og fjas og drysse det over  det stakkels pålæg. Til sidst ligger der noget på tallerkenen, der mest af alt ligner en strandet hval, der har været til karneval. Og kom sent hjem.

Der er langt imellem de virkelig gode madder, og når de glimrer ved deres fravær, holder jeg af at gå helt i den anden grøft og lave noget, der alligevel rummer de fem grundsmage; salt, sødt, surt, bittert og umami

Ovenstående er skrækkelig simpel:
Godt rugbrød (eller godt surdejsbrød)
Hjemmelavet mayonnaise med grov sennep...masser af grov sennep
Små buketter grønkål
Ristede mandler (gør det i ovnen, så de ikke kun bliver brankede på hinden og stadig mangler ordentlig nøddesmag)
Tykke skiver avocado, dryppet med lime
Gojibær

Spis.

(Der har sneget sig en skive gulerod ind forrest i billedet. De er simpelthen ikke til at komme af med, de gulerødder; så anmasende- rene party crashers!) 

Ej altså....prøv lige at stable disse komponenter på en mad en dag....nemlig.