fredag den 30. december 2011

30.12 Mens vi venter...

på alt det sjove, det nye, det spændende - kan du få et par billeder fra året, der ved at rinde ud:

























Men ikke noget billede fra i dag? 
Næh - lidt spænding må der til her i tilværelsen.....

torsdag den 29. december 2011

29.12 Små fragmenter

Ja, små fragmenter; taget ud af en større sammenhæng - vi skifter året ud om lidt, ved du nok, og sådan en udskiftning kræver lidt at stå imod med. 


Måske føler du dig lidt snydt: fotografiske små bidder his og her -  men ingen ærlig forklaring. Alligevel er det alt, hvad du får for nu. 


Noget, der skal bruges til noget


Noget andet, der skal bruges til noget helt tredje

Til en dessert?



Man kan da ikke...(nej. det kan man ikke. Men det var et pænt billede)


Der er sket en del i dag på køkkenbordet - men hvad må du altså vente lidt med at finde ud af...

onsdag den 28. december 2011

28.12 Bagefter - eller temmelig meget på forkant med det hele?

Hjemmelavet rødkål


Rødkål, nu?


Efter jul?? 


Jep. Den varer alligevel til påske, så hvorfor ikke. 
Jeg havde rødkål, andefedt, ribsgelé og den gode, mørke balsamico - og ikke mindst: en Køkkenhjælper nr. 1 klar til at demonstrere, hvordan råkostmaskinen skulle samles. 




Kartoffelsuppe med chorizo


Aftensmaden var en klassiker; en cremet kartoffel-porresuppe med ristede champignons og slagterens chorizopølse på toppen.


Og så ikke mere. I morgen kommer der en serie billeder med hints til menuen lørdag....

tirsdag den 27. december 2011

25-27.12 Juledage

Jeg vil gætte på, at du nok har lavet nogenlunde det samme som jeg de sidste dage: spist, været sammen med den nærmeste familie, spist, gået ture, spist, ryddet op i hjemmet, der har været nær undtagelsestilstand grundet juledagenes heftige rejseaktivitet, spist (lidt mere) - og ellers bare nydt livet og disse magiske dage. 




Første stadie af salaten med sprængt and


Grønkålssalat med sprængt and, appelsin, granatæble og ingefær


I dag har jeg ganske simpelt ikke taget ét eneste anstændigt billede. Vi har spist resterne af den opkvikkende salat med bl.a. grønkål, sprængte andelår, ingefær, granatæble, m.m. fra dagen før - og det var vist det.


Til gengæld skylder jeg at nævne denne godbid, du kan se på billedet:


Baseler Leckerli


- En krydret, lille snitte med tyndt, krakelerende romglasur på toppen - påført, mens kagerne var varme, så glasuren kunne få det eftertragtede, transparente udseende.  
Kagerne er en fast del af repertoiret hos mine svigerforældre i julen, og jeg glæder mig hvert år til at sætte tænderne i én (eller to...)


Vi holder fast i julen og resterne af samme - et par dage endnu. Menuen til Nytårsaften er dog under forberedelse allerede nu. Jeg kan løfte så meget af sløret og indrømme, at vi skal op på stikkerne....

fredag den 23. december 2011

23.12 Før-julegave..

Gave til mig, mig, mig!


Min Mand gjorde særdeles god figur allerede fra morgenstunden ved at overraske mig med denne store pakke.
Den stod midt på køkkenbordet i ensom majestæt, og jeg var fra første sekund klar over, hvad det var - indpakningen til trods: 

Panettone



Panettone er en klassisk italiensk julekage, oprindeligt fra Milano, som de også bager til påske. Så hedder den bare "Colomba Pasquale" og er formet som en due. 
Er du til en luftig kage, der er flaget i konsistensen, fyldt med tørret frugt - og som vel mærkes en anelse tørt, men som smelter i munden ved små nok bidder - så skal du købe dig sådan en kage. 



"Min afdøde hustru serverede aldrig kødrand; hun kendte mine følelser for kogt fars!*" .... og min mand kender (og deler) mine varme følelser for en ægte Panettone! 

*Citat: Lærer Andersen i Matador

torsdag den 22. december 2011

22.12 Lakridskonfekt med mint og chokolade

Der var snak om nogle højst udspekulerede konfektbidder den anden dag...
De kommer her:

Lakridskonfekt med mint og lakrids
Sød, finsk lakrids, pakket ind i mint-fondant, overtrukket med mørk chokolade og drysset med lakridspulver.

Det hele kom vist af, at jeg havde set Hanne fra Hanne Ks verden lave en anstændig udgave af Johan Bülows A-lakridser; finsk lakrids overtrukket af mælkechokolade og drysset med lakridspulver. Det er godt - men mere vil ha' mere - og der kom det med mint ind i billedet.

Jeg har på stående fod midt i juletravlheden ikke nogen konkret opskrift, men du får vejledningen her:
Lakridskonfekt med mint og chokolade

Indgredienser:
Flormelis
pasteuriseret æggehvide
pebermynteolie
-
sød, finsk lakrids
mørk eller lys chokolade
lakridsrodspulver

Fremgangsmåde:

  • Bland past. æggehvide med pebermynteolie og flormelis, indtil du har en tyk, sej masse. (Ca. en hvide til knap 500 g)
  • Tag lakridsstykkerne og skær dem i mindre stykker.
  •  Pak hver lakrids ind i pebermyntemassen og tril dem til runde kugler.
  • Overtræk med chokolade og drys med lakridspulver

onsdag den 21. december 2011

20.12 Andefedt og (flere) vaniljekranse

I søndags lod jeg 3 (sprængte) andelår simre i ovnen med appelsin, en anelse vand samt løg i knap 3 timer ved 150 grader. Foruden det møre og velsmagende kød fik jeg også en lille dåse andefedt som en bemærkelsesværdig sidegevinst. (+ en kraftig fond).


Andefedt


En kort brainstorm fører mig til følgende ideer, som jeg glæder mig meget til at lave:
- hjemmelavet rødkål
- små, hele kartofler råstegt med andefedt, flagesalt og frisk rosmarin
- løgsuppe med forskellige løg, der først er klaret i andefedt, før de mødes med en kraftig fond


Andet?? 


Og så gik turen hjem til mine bedsteforældre/Køkkenhjælperens oldeforældre, hvor vi holdt gang i vaniljekransene - det har vi en vis øvelse i....


Der vokser en helt særlig glæde frem, når jeg ser mine bedsteforældre og søn hygge sig sammen. En ydmyg taknemmelighed over, at de har fornøjelse af hinanden.

mandag den 19. december 2011

19.12 Honningkagehjerter og kaffepause

Verdens bedste honningkager - sponsoreret af  min søster Maj
Øh.......


Sig mig lige: Hvad sker der her?


Du har da vel egentlig ikke.....vel?


Næh nej, vel har jeg ej tænkt mig at spise dem alle! Men man må vel godt fejre og skære lidt ud i pap, at julegaverne næsten er købt. Læg lige mærke til, at jeg ikke skrev overstået. Jeg kan nemlig godt lide at købe gaver, vel kan jeg så.


Så denne lille stund er bare et kløgtigt påfund - undskyldning om man vil - for at smide sig på sofaen med dampende hed kaffe, god læsning - og ikke mindst noget saligt til tænderne.
Tak Majse!


Næste år har jeg næsten fået lovning på en klump honningdej i bytte med min engelske julekage. Dét er en ordning, man kan forstå; min søsters honninkager er uden sidestykke - og det er, hehe, min engelske julekage også. 


I øvrigt højst udspekulerede konfektbidder på vej. Snart.

18.12: 4. søndag for fuld skrue

Som det blev antydet, var falaflerne, pitabrødet og den asketiske gulerod en sølle parantes i den store sammenhæng. Et lille hop til overfladen efter luft - og så ned igen. Ned til alt det, som man slet, slet ikke vil være foruden i december måned:







Hovsa...


Hæderkronet familietradition føres videre til næste generation


Marcipankonfekt


Salat med sprængte andelår, granatæble, grønkål, appelsin og ingefær


To drenge under indflydelse af hinandens selskab samt et forhøjet indhold af sukker i blodet


 - og så nåede vi ikke engang til den alvorlige del af konfekt-produktionen.. De iblødsatte svesker, skovjordbærrene i sherry, de syltede kvæder og brunkagedejen er sat på stand by de næste par dage
.... indtil det går løs igen.

lørdag den 17. december 2011

17.12 Lidt modvægt

...skal der til. 

Pitabrød med falafler


Selv den mest ihærdige juleelsker kan få brug for et pusterum, hvor kanel, nelliker med videre er bandlyst på tallerkenen. Hvor enhver gæst i velment julemandskostume vises døren, og hvor de brune kager får lov til at blive under låg.

Til gengæld er døren åben for spidskommen, cremefraiche-dressing, hvidløg og oliven...

Tilbage i (kane-) sporet i morgen igen. I dén grad.

fredag den 16. december 2011

16.12 Verdens bedste julefrokost-salat...


grønkålssalat med sprængte andelår
Lad os slå fast med det samme: der er ikke tale om verdens mest æstetisk og stilrene salat i sit udtryk. Du står til gengæld med en smagsmættet, rustik og saftig salat, som kan være et rigtig godt indslag på en buffet med juleretter. Især, hvis man godt kan lide at få bare lidt grønt indenborde imellem snapsene..

Du skal igang et par dage før, salaten skal lande på bordet - sprængte, langtidsstegte andelår indgår nemlig som en del af salaten. Det gode er, at lårene jo altså så kan tilberedes i god tid inden det vanlige anfald af stress overmander én i timerne før gæsterne vælter indover dørtærsklen.
Andelår til sprængning! 
Fremgangsmåde på sprængning af andelår:
3 andelår inden de dækkes af uraffineret havsalt. Tilsat friske laurbærblade, stjerneanis, muskatblomme (hvis du har. Ellers kan det udelades), nelliker, koriander og endelig en hel appelsin i mindre stykker. 
Her skal de nu ligge mellem et-to døgns tid i køleskabet.

Selve anvisningen på salaten (og tilberedning af andelårene) kommer her:
  • Når lårene har ligget i saltlagen mellem 1-2 dage, tager man sine andelår og vasker alt saltet grundigt af. Læg dem i et ildfast fad (med tilhørende låg).
  • Kom lidt vand i bunden af fadet, en appelsin skåret i mindre stykker (økologisk, forstås) og et stort løg, der er skåret i både. 
  • Kom låg på og sæt det ind i ovnen ved 150 grader i 3 timer.
Dette giver et mørt og velsmagende stykke kød, en lille portion kraftig fond samt en lille portion andefedt, der senere kan bruges til at riste små, hele kartofler i, lave rødkål med til jul - og meget andet sjovt. Fond og fedt skal du ikke bruge til salaten - det må du være kreativ med et andet sted. 

Salaten er frisk, smagfuld, sprød og med en dybde der gør, at man kan spise den solo blot med lidt brød balancerende på kanten af tallerkenen. 

Ingredienserne til salaten er som følger:

  • Grønkål, finthakket - dette er din hovedingrediens. Resten kommer i faldende mængde:
  • Afkølede, plukkede andelår (minus skind)
  • Danske, røde æbler med god syrlighed, skåret i mellemtynde både
  • Rucolasalat, blot vasket
  • Granatæble, kernerne banket nænsomt ud
  • Clementiner, gerne skåret lidt over, så lidt saft kan løbe ud
  • Lidt porre, skåret meget fint (gerne med lidt af det grønne)
  • Fint revet frisk ingefær
  • En anelse finthakket rød chili
  • Lidt appelsinsaft til at presse henover og binde det hele sammen med
Salaten er bedst samme dag - om nødvendigt kan man gøre tingene klar dagen forinden og så samle hele herligheden et par timer før servering. 



torsdag den 15. december 2011

15.12 Havregrynskugler med dadler, appelsin og instant kaffe

Havregrynskugler med dadler, appelsin og kaffe

Talen faldt på havregrynskugler i går aftes...og opskriften blev fundet frem her til morgen.

Vi er tilbage ved Vaniljekranse-Syndromet; alle har verdens bedste opskrift, og det er såre fint alt sammen. Men havregrynskugler tager 8 minutter fra start til slut (medregnet tiden det tager at spise dem bagefter på en god dag), så der er i løbet af julen rigelig tid til at afprøve mere end én opskrift.  

Havregrynskugler
17 stk. I realiteten 15, fordi du spiser minimum to, før du er færdig med at trille.

Ingredienser:
30 g smør
30 g saftige dadler uden sten
3 dl. havregryn
1½ spsk. usødet kakao
saft fra ½ appelsin 
skal fra ½ appelsin
lidt vaniljepulver, essens eller korn (ikke syntetisk vanilje)
1½ dl flormelis
1 spsk. fint malet instant kaffe
10 dråber mandelessens (hvis du har amaretto, bruger du det)
kokos til at rulle i

Fremgangsmåde:
  • Alt blandes rigtig godt med hænderne, indtil massen er formbar.
  • Trilles i kokosmel
  • Opbevares køligt og spises efter maks 5 dage pga. appelsinsaften. 
Du kan gå linen ud og bruge Cointreau eller Grand Marnier i stedet for appelsinsaft- så er det så som så med det børnevenlige islæt. De bliver til gengæld stopfodret med rosinpakker, massive "chokolade" julemænd og små, tørre pebernødder i kurve med papirservietter til diverse juleafslutningsarrangementer; så hvorfor ikke bruge det som undskyldning, og lade denne konfekt være de voksnes........Eller være demokratisk og lave to udgaver :)


onsdag den 14. december 2011

14.12 Fenjas indlæg på Madstafetten

Så har Fenja, den seneste deltager i madstafetten, været kreativ med de råvarer, hun fik leveret af Karen Iben! Jeg overlader siden til Fenja: 


Variation over torsk, fennikel, madæbler, søde kartofler og sesam – Madstafetten

Nu er stafetten kommer til mig. Jeg har meldt mig til stafetten, fordi jeg synes det er sjovt at blive udfordret og for at få inspiration fra de andre bloggere der deltager.

Vi starter med billedet af den færdige menu. (Desværre er mine billeder ikke specielt gode.)





Jeg har fra Karen Iben fået følgende ingredienser, som jeg skal muntre mig med:


Torsk
Sød kartoffel
Fennikel
Belle de Boskoop
Sesam

Jeg havde tilfældigvis torsk i fryseren. Tilfældigt fordi jeg sjældent laver mad med fisk, hovedsageligt fordi min kæreste ikke kan lide det. Søde kartofler og fennikel fandt jeg i den lokale Kvickly og sesam har jeg altid i mit basislager. Æblerne fandt jeg i en af nabohaverne på vejen. Jeg ved ikke om det er Belle de Boskoop, men det er madæbler, så jeg besluttede, at det måtte være fint.




Jeg besluttede at de fem ingredienser skulle være det bærende element i måltidet, så det eneste jeg købte ind ved siden af, var piskefløde. Fra mit basislager brugte jeg desuden: Olie, smør, margarine, salt, peber, sennep, eddike, honning, agavesirup, kokosolie, majsgryn, æg, karry og lakridspulver.

Jeg besluttede at lave variaterne over de forskellige ingredienser og at undersøge hvordan de forskellige smage kunne få lov til at udfolde sig.

Jeg har aldrig prøvet at tilberede søde kartofler før og har kun smagt dem få gange, så jeg startede med at undersøge hvad andre anbefaler om dem. Jeg fandt i en kogebog ideer til hvilke krydderier der er gode sammen med søde kartofler og fandt en enkelt opskrift der foreslog søde kartofler og æbler sammen.

Madæbler har jeg kun brugt i varme retter med karry eller i råkostsalat, så her var også masser af muligheder for at udforske råvaren.

Torsk hører for mig ind under kategorien fisk, uden at være nærmere defineret. Jeg har ikke særligt meget erfaring med fisk og oplever at det som regel er en enten/eller oplevelse for mig at spise fisk. Nogle gange kan jeg lide det og andre gange kan jeg ikke.

Fennikel kan jeg i grunden godt lide, men jeg ender som regel blot med at smide det i en varm ret, så lakridssmagen forsvinder, så her er også masser af muligheder for at undersøge hvad grøntsagen kan.

Sesam bruger jeg flere kilo af om året, til brød, grød og müsli. Det er sjældent jeg får det brugt i andre sammenhænge, blandt andet fordi min kæreste ikke bryder sig om sesam i maden.

Alt i alt er der masser af uafprøvede muligheder i de fem råvarer, jeg har fået tildelt.

Jeg fandt frem til at der var nok af alle råvarerne til at jeg kunne lave forskellige små retter, så jeg kunne afprøve forskellige kombinationer og tilberedningsformer.

Jeg skrællede tre af de fire søde kartofler. De to røg i foodprocessoren og blev skåret i fine skiver.


Tre æbler blev vasket og kernehuset fjernet, hvorefter de blev skåret i tynde skiver med foodprocessoren.


Fennikel skar jeg i kvarte og de tre af dem blev skåret i skiver i foodprocessoren.




Torsken skyllede jeg og gennemgik nøje for ben. Så duppede jeg den tør med køkkenrulle og skar den i mindre stykker.

Og så var jeg klar til at lave de forskellige retter.

Sesampaneret torsk

Torskefiletter eller anden hvid fisk

Sammenpisket æg

Sesamfrø, salt og peber

Fisken vendes i æg og derefter i sesam, blandet med salt og peber. De steges gyldne og sprøde i godt med fedtstof på en middelvarm pande.



Æble-majspaneret torsk

Torsk

Sammenpisket æg

Revet æble

Majsgryn, salt, peber

Torsken vendes i æg og derefter i en blanding af revet æble, majsgryn, salt og peber. Steges på samme måde som sesampaneret torsk.

Sesam og Majsgryn plejer jeg at bruge til panering, da begge dele giver en sprød og smagfyld skorpe. Æblerne tilsatte jeg for at eksperimentere med råvarene. Æblerne smagte ikke specielt meget igennem, men jeg vil prøve at eksperimentere med frugt i panering en anden gang. Til gengæld smagte æblerne meget igennem, da jeg spiste resterne af fisken koldt dagen efter.

Torsk i karryfløde med æbler, fennikel og søde kartofler

Torsk

Æbler i tynde skiver

Søde kartofler i tynde skiver

Fennikel i tynde skiver

Fløde

Karry, salt

Halvdelen af kartofler, æbler og fennikel lægges i et ovnfast fad, fisken lægges ovenpå, drysses med karry og salt, resten af kartofler,æbler og fennikel lægges øverst. Sørg for at æblerne er det øverste lag. Hæld fløde over, så det står knapt halvt op i fadet.


Bages ved 200 grader i ca. 45 minutter.


Jeg havde læst mig til at karry og sød kartoffel står godt til hinanden og jeg ved at æble og karry er godt sammen, så jeg kombinerede denne lille ret. Smagen var cremet og god. Alle ingredienserne gik op i en højere enhed og jeg kan godt finde på at lave retten igen en anden gang og servere den for gæster. Fennikel druknede i retten, men den har nok været med til at give den fuldendte smag.

Æble/sød kartoffelfad

Madæbler i tynde skiver

Søde kartofler i tynde skiver

Fennikel i tynde skiver

Smør, salt, peber

Æbler, kartofler og fennikel lægges lagvis i et ovnfast fad. Slut af med kartofler. Drys med salt og peber en gang eller to undervejs. Læg skiver af smør på toppen.


Bages ved 200 grader i ca. 45 minutter.

Smøret gjorde at alle skiverne var møre og saftige, da retten var bagt færdigt. Det var en god ret og kombinationen af æbler og søde kartofler var rigtig god. Desværre druknede fennikel i retten, så de virkede ikke til at bidrage til smagoplevelsen.

Sød kartoffelmos med æbler og fennikel

Søde kartofler

Æbler

Fennikel

Ristede sesamfrø

Smør, salt, peber

Sød kartoffel koges med skræl, i usaltet vand. Pilles og moses med smør og smages til med salt og peber. Mosen er ret smagfuld i sig selv, så den behøver ikke særligt meget krydderi. Små tern af æbler og fennikel samt tørristede sesamfrø tilsættes. Serveres lunt eller koldt.


De rå tern af æbler og fennikel var knasende og lækre i den bløde mos og de gav smag til den ellers ret søde mos, så den blev frisk og skarp.

Æble/fennikelsalat

Æble i tynde skiver

Fennikel i tynde skiver

Ristede sesamfrø

Dressing af:

Sennep

Olie

Honning

Eddike

1 tsk af hver ingrediens til dressingen rystes sammen i et tomt syltetøjsglas med låg eller lignende. Jeg brugte taffelsennep, olivenolie, akaciehonning og æblecidereddike. Æbler og fennikel, halvt af hvert, blandes forsigtigt og dressingen hældes over. Trækker i en times tid, hvis du har tid til det, og tørristede sesamfrø drysses over.

Æble og fennikel går rigtigt godt sammen og blandingen af surt, sødt og stærkt i dressingen matchede salaten godt. Almindelige spiseæbler kan også bruges i denne salat.

Råstegte søde kartofler

Søde kartofler

Fedtstof

Salt, peber

Kartoflerne skrælles og skæres i ½ cm tykke skiver. En pande varmes godt op og der kommes en god portion fedtstof på. Kartoflerne steges nogle minutter på hver side, til de er gyldne og møre. Sørg for at der er rigeligt fedtstof på panden hele tiden.


Kartoflerne smagte rigtigt godt på denne måde. Jeg havde en smule tynde skiver i overskud og de blev også stegt. De blev helt sprøde som chips og jeg tror måske jeg foretrak dem. De lidt tykkere skiver har mere fylde og indeholder procentvis mindre fedt, men jeg kan så godt lide sprøde madvarer, så i mine smagsløg vinder de tynde og sprøde skiver.

Som afslutning på middagen lavede jeg en lille variation over den klassiske æblekage. Jeg valgte at lade lakrids gå igen i desserten, men ikke fra fennikel, som jeg ikke havde mod til at bruge i desserten. I stedet kogte jeg æblegrøden sammen med en lakridsrod og brugte engelsk lakridspulver i fløden. Æblegrøden smagte meget lidt af lakrids. Jeg ved ikke om det er muligt at få lakridssmagen frem fra en lakridsrod ved at koge den med, men det fungerede i hvert fald ikke her. Til flødeskummet brugte jeg ½ tsk engelsk lakridspulver til 1 dl fløde og det var næsten lige i overkanten. Lakridsen smagte meget igennem og druknede lidt resten af desserten. Men ud over det var det en fin lille dessert som afslutning på madstafetten.

Æblekage med lakrids og sesam

Æbler

Lakridsrod

Piskefløde

Lakridspulver

Sesamfrø

Kokosolie

Agavesirup

Æblerne skrælles, befries for kernehus og skæres i mindre stykker. Koges til en intens grød i en gryde med en lakridsrod i mindre stykker. Hæld evt. en skefuld vand i bunden af gryden, så æblerne ikke brænder på, inden de safter. Lad mosen køle af.


1 del kokosolie og 1 del mørk agavesirup varmes op på en pande og sesamfrø kommes i. Det skal passe med at frøene opsuger det meste af olien/siruppen, men uden de bliver tørre. Rør jævnligt i frøene og lad dem stege til de er gyldne. Bred ud på en tallerken eller bagepapir og lad køle af.

1 dl fløde piskes med ½ tsk engelsk lakridspulver.

Æblegrød lægges i en skål, drys et lag stegte sesamfrø over, hæld fløden over og top med flere stegte sesamfrø.





Alt i alt synes jeg det har været rigtigt spændende at være med i madstafetten. Jeg har afprøvet nogle råvarer, jeg ikke normalt bruger og jeg har fået afprøvet dem i forskellige kombinationer. Det lykkedes mig at komme frem til mange små forskellige retter ud fra fem råvarer og resultatet var godt.

Jeg sender disse fem råvarer videre til Sverigetossen:


Skaldyr


Lakrids (lakridspulver, lakridssirup eller lignende)

Linser

Mango

Rødkål



Pssst… Hvis du har lyst til at deltage i madstafetten, kan du kontakte Nina via hendes blog. Der er stadig plads til flere der har lyst til at blive udfordret i køkkenet.
























tirsdag den 13. december 2011

13.12 Porrer i slåbrok

Bare navnet!!
Du har gættet helt ret; vi skal tilbage i tiden. 
Tilbage til den tid, hvor man i ramme alvor opmuntrede husmoderen til at anskaffe sig et spejl i køkkenet, så hun  lige kunne nå at nette sig, inden manden trådte ind ad døren. At anspore til sin "kone-moral" kan jeg endda fortælle dig, at man har kaldt det. Men det er en anden historie, som du nok skal få en dag.


Vi skal tilbage til Tørsleffs Husmoder Services "Den røde Kogebog", som udkom første gang i 1939. I forordet står der blandt andet: "Tørsleffs Husholdningsbøger er udarbejdet af examinerede Husholdningslærerinder, som staar til Deres Disposition, saafremt De ønsker at drøfte Opskrifter eller andre husholdningstekniske Problemer (...)"






Kogebogen var én i rækken af 5; den blå, hvide, røde, grønne og altså også den røde. Bedst kendt er nok "Den grønne Syltebog", som vist står i mange hjem - den udkom lige som den røde også i 1939, men den udgave jeg sidder med, er på 74. oplag, i alt trykt i 1.725.000 eksemplarer....


Årsagen til denne snak handler om dagens overskrift; vi havde nemlig besøg af Mortens 89-årige mormor Else til aften. Hun er nu sej; jeg har endnu ikke oplevet hende nægte at prøve anderledes mad, så det var faktisk mest for vores egen fornøjelses skyld, at vi skulle tilbage til de gamle kogebøger. 


Danske kogebøger fra den tid har meget, meget svært ved at håndtere mad, der skal smage af noget. Beklager, men det er et faktum. Jeg har en del kogebøger fra denne periode, og i minimum én af disse advares der mod at varme karry op i fedtstof, da smagen da bliver for intens...
Der indgik da også kun salt som smagsgiver til denne ret - og det kunne jeg ikke finde ud af at rette mig ind efter. Rosmarin, peber og lidt citronskal kom på, før farsen blev pakket rundt om.


Porrer i slåbrok/farserede porrer


Ved serveringen havde jeg ristet rasp i smør sammen med persille, som så blev drysset henover. 






Tyttebærkompot med appelsin og en svampesauce med enebær
En frisk grønkålssalat med jordskokker, tranebær, ristede mandler og clementiner






Desserten var en hilsen fra i sommers; 
Skovjordbær marineret i sukker og sherry & flødeskum vendt med knuste brune kager.


Har du lyst til at få flødeskum med en lidt mere tæt og holdbar konsistens, skal du blot blende det med en stavblender eller food processor. Det vil ikke skille, selv ikke efter et par dage. 


Dette var Raadet for i aften. Dansk madbloggerforening ønsker Dem en fortsat god tirsdag aften!