onsdag den 31. august 2016

Surbær i slowjuiceren - og hvad tørstoffet fra bærrene kan bruges til bagefter

Her midt i overfloden af modne bær, grøntsager og frugter har min mor anskaffet sig en slowjuicer.


Halet indenom, smidt sig i overhalingsbanen og efterladt mig tilbage i inderste vognbane med mit noget ældre hakkebræt af en almindelig juicer, der sprøjter saft ud uden sans for næring, karma, mindfullness og vitaminer.

Heldigvis er det også hende der har den store have og dermed også den største legeplads for dette misundelsesværdige apparat. Børnene og jeg besøgte hende den anden dag, hvor hun viste maskinen frem. Under begejstrede hyl løb de begge ud i haven og kastede sig over alt fra gulerodstoppe, surbær, rødbeder og persille, som min mor rensede og gjorde klar.

Så startede magien.

To børn så henførte på dette monstrum af et apparat, der sindigt tyggede sig igennem de mest ufattelige ting. Flaske på flaske blev fyldt med væske i de mest farvestrålende nuancer, og højdepunktet blev næste morgen, hvor vi smagte løs.

De fleste rester smed vi ikke ud, men tænkte dem ind i nye sammenhænge:
Gulerødderne røg i bolledejen og surbærrene blev blandet med en anelse sukker og tørret i ovnen.

Hjemmebagt rugbrød, peanutbutter, lynghonning, tørrede og friske surbær

Vi nåede ikke til at bruge de øvrige ting, men følgende er oplagt at gøre:
Persillekvas: i tærtedej, pastasauce, pandekagedej, sauteret på en pande med andre grøntsager, i en opbagt lys sauce, ovenpå fisk sammen med rasp og smør - og 1048 andre gode ting.
Rødbede: Vegetarfrikadeller, hummus, suppe og brød
Ingefær: urtete, ginger ale og thaisupper (i en gazepose) 
Æble: Pandekagedej, bolledej og kager, vafler eller tørret i ovnen som crunch til morgenmaden og havregrynene

tirsdag den 30. august 2016

En af de bedste ting man kan putte i en tørremaskine lige nu

Surbær (Aronia), på vej til at blive tørret


Jeg bruger min tørremaskine hele året. Den bliver hevet frem med jævne mellemrum, hvis det eksempelvis vælter ned med æbler, eller hvis der bare er behov for at lave et par sylteglas med raslende, søde og sprøde ting at hygge sig med en fredag aften eller på en lang køretur.

Lige nu er der de skønneste surbær/aroniabær i min mors have, som jeg og resten af familien nyder godt af. Normalt ville jeg fryse bærrene, men lige nu er der et praktisk aspekt indover sagen, som forpurrer planerne lidt. Min fryser er nemlig mikroskopisk lille, og uanset hvor struktureret tingene bliver puttet derind, og uanset hvor meget optimistisk jeg er, så er der a l d r i g plads til det, jeg gerne vil have plads til - og så er en tørremaskine sagen.
Har du selv surbær i haven - eller kender du nogle der har, så skynd dig at plukke nogle og tør dem i en tørremaskine eller i ovnen ved maks 60 grader, overskåret i ca. 12 timer

Derfor stiler jeg lige nu efter glas i snorlige rækker, der med sit lokkende indhold blot venter på at blive blandet i müslier, iblødsat til grød eller smoothies, proppet i bagværk, ovenpå blå oste eller kogt til en varm punch senere på året, når de første efterårsstorme for alvor sætter rusk og rav i sagerne derude..

Jeg holder farligt meget af sommeren - men pludselig kan jeg også godt begynde at glæde mig til det, der venter forude.

Hov..surbær og slowjuicer...der er noget her, der mangler. Det må vi lige komme tilbage til.

torsdag den 18. august 2016

Her er køkkenredskabet, dit barn vil elske at få mellem hænderne

Se lige her...


Ting i miniature ér bare tiltalende, og denne pande er ingen undtagelse.

Som udgangspunkt er de fleste ting i et køkken designet, indrettet og stablet på benene af hensyn til de voksne mennesker, der skal bruge det. Det er for så vidt fint og fair, da man kommer ret langt med en skammel og en voksen til at overvåge brugen af knive og andre køkkenremedier.

Men...disse pander, der egentlig mest er beregnet til blinis og perfekt rundede spejlæg, virker altså dragende og sært tiltrækkende på børn. Lavet i ordenligt materiale og med en perfekt tyngde og længde på skaftet, gør de håndteringen af ganske mange ting overskuelige og overkommelige. Det sparker grundigt til begejstringen for at lave mad, når man er barn.

Mine børn på 5 og knap 8 fik én hver i sommerferiegave af mig, og når jeg står ved siden af, kan de selv spejle æg, lave små, tykke pandekager, riste småting, de selv har skåret....nå ja, og spille luftguitar, alt det de orker!




Det er det franske firma LeBuyer, der står bag - og nej, det er ikke et sponsoreret indslag! Det er blot mig, der godt kan se, at jeg her har ramt et svagt punkt her, ikke blot hos mig selv, men i lige så høj grad hos mine børn.