lørdag den 30. november 2013

Pebermyntepastiller med tre slags lakrids og mørk chokolade

Pebermyntepastiller med lakrids og mørk chokolade

Den fortærskede floskel; tredje gang er lykkens gang holder temmelig meget stik i dette tilfælde. Det er nemlig 3. år i træk, jeg arbejder med denne form for konfekt. 

Årsagen skyldes, at jeg holder rigtig meget af mint-lakridskonfekt, som hvis mest kan købes hos Frellesen chokolade. (Engang holdt jeg også rigtig meget af Lagermands lakridskonfekt. Det gør man ikke længere.)

Der er en tydelig reference til smagen i lakridskonfekten med mintsmag i nedenstående - her kombineret med mørk 70% chokolade og lakridspulver. 

Ingredienser:
400-420 g flormelis
3 dråber japansk pebermynteolie
1½ past. æggehvide
10 g engelsk lakrids, stang
75 g sød, finsk lakrids
Til overtræk:
ca. 100 g 70% chokolade
pulveriseret rålakrids

Fremgangsmåde:
  • Kom flormelis (start med 400 g), pebermynteolie og æggehvide i en skål og bland det hele godt sammen.
  • Knus den engelske lakrids (gerne lidt groft), hak den finske lakrids fint og kom begge slags lakrids ned i skålen. Ælt det ind i massen.
  • Vurder, om du kan nøjes med denne mængde flormelis - massen må gerne være let klistret. 
  • Form en masse pastiller af massen - 80 små stykker er et godt pejlemærke herfor... eller 40, hvis du er dovent anlagt. Smagen af den mørke chokolade passer bare bedre sammen med en lidt mindre pastil, så myntesmagen ikke overtager for meget. 
  • Overtræk med smeltet chokolade og drys lakridspulver på, inden chokoladen stivner.


tirsdag den 26. november 2013

Morgenmad. Morgenmad.


Der findes et stort og følelsesmættet begreb; livsglæde. 

Følgende hjemmeflikkede begreb findes til gengæld ikke som sådan, men det hænger dog uløseligt sammen med førstnævnte. 

Det drejer sig om ordet morgenmadsglæde.


Det er sent på aftenen. Klokken har passeret de trætte timer, og man er ved at lukke og slukke hus og hjem for natten. Mens tandbørsten kører på autopilot, slår tanken ned i én: Morgenmad

Der sker en kortslutning et sted i hjernen.

Tandbørsten svæver nu faretruende ud i luften, og man er i overhængende fare for at dryppe tandpasta ned over tøj og gulv. Et klassisk vægelsind vælter indover de trætte øjenlåg og lokker dels med en blød hovedpude, dels med tanken om nybagte boller, iskold æblejuice fra fryseren (der står i skuret udenfor huset), og hvad hjertet ellers kan begære. Man lægger tandbørsten fra sig. Indser, at det eneste rigtige er at gå baglæns. Tænde det lys, der lige er blevet slukket, finde forklædet frem, der ellers var lagt sammen. Tage rigeligt mod til sig og liste ud i mørket og finde fryseren hvori æblejuicen fra sommeren, der er gået sin vej, ligger. 

Der er nu helt tyst i huset. Alle andre har opgivet denne færden (med let hovedrysten) og sover sødeligt. Nu, hvor den magiske natstilhed hviler let på skuldrene, er det pludselig også nemt at liste tallerkener ind på bordet. Finde små skåle frem. Måske en kvist med sene roser fra haven. Måske en lysestage. Måske når man endda til det punkt, hvor en gammel, men fin og sart dug, som ens mormor har håndbroderet i sin pure ungdom, kommer frem og danner underlag for herligheden. 

Man kravler ind i seng. Glæder sig til duften af nybrygget kaffe, bollerne i ovnen, den stille glæde ved synet af bordet, som gør alle anstrengelserne ære. 

Det kan hænde, at man vågner en morgen, hvor de trætte øjenlåg vandt kampen aftenen forinden. Det er ikke helt så sjovt..




Når det kommer til de fire søndage i advent, er glæden noget helt særligt. Koldhævede birkes, hjemmelavet lemoncurd, luksus nutella, måske scrambled eggs, måske bacon, måske smukt anrettet frisk frugt...

Hvert år er det en særlig glæde og noget, der lægges lidt planlægning i. Planlægning, hvor forventning og glæden følger efter i lige linje. 

Det er godt, det snart er søndag.

onsdag den 20. november 2013

Optakt til december


Når man er voksen, kan man godt vente.



Vente på alting. 



Busser. Ovne. Langsomme børn med hang til distræt adfærd. Billigere dieselpriser. Tilbud på økologisk mel. 



Nogen gange skal man vente i så lang tid, at det selv for en voksen føles uden for kontrol.



Nu er det bare som om, hele lille mig slet ikke kan vente længere. Det er næsten ikke til at holde ud. 



Godt 10 dage. 



Så kan man få lov til at folde alt det ud, der ligger dér og venter. 



Tegningerne af snemænd.


Æbleskiverne, der dufter og smager lige præcis som de skal smage.



Glæden ved at putte noget i en hue hver eneste aften, når nogen trækker vejret fredsommeligt.

Glæden ved...

Glæden ved....


mandag den 18. november 2013

Glutenfrit bagværk: småkager med kokos og dadler og fladbrød med mandelmel

gluten- og sukkerfrie småkager med kokos og dadler

Vi har haft besøg her i weekenden. Gode venner kom på forbi og gjorde et ihærdigt forsøg på at indhente det forsømte. Der er meget man ikke når at følge med i, når såvel vært som gæst har små børn - og sådanne mundtlige opdateringer tørrer mundlæderet svært meget. 


Forfriskninger blev sat på bordet for at bibeholde talestrømmen - uagtet, at det så for en stund blev med den finurlige artikulation der følger med, når hele selskabet høfligt forsøger at tale med mad i munden

Det var nødvendigt at tage højde for gluten- sukker og mælkeallergi, hvilket var en kærkommen undskyldning for at bage noget, vi alle kunne trænge til før alt går amok i småkager og marcipan. 


Det blev til disse små toppe, som er i slægtskab med den klassiske, sukkermættede kokosmakron- holdbarheden er dog ikke på samme niveau, så man pådrager sig den tort at spise alt det man kan, samme dag som disse toppe er bagt. 


Det eneste sukker, der her er til stede er af naturlig forekomst; det vil sige bananen og dadlerne gør arbejdet. 


Ingredienser:
75 g banan (svarer normalt til én øko-udgave)
80 g kokosmel
5 dadler, hakket i små tern
et strejf kanel
0, 25 dl. olie
½ tsk. bagepulver

Fremgangsmåde:

  • Mos bananen
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele godt sammen
  • Sæt små toppe på en bageplade og bag dem ved 185 grader i knap 20 minutter afhængigt af størrelsen.

Note:
Jeg gør nogen gange det, at jeg udskifter halvdelen af kokosmængden med hirseflager og risflager - simpelthen for at få en knap så kokosmakron-smagende oplevelse. 

Fladbrødene er bagt med mandelmel og rismel. Som sådan var de udmærkede, men de mangler den sidste finjustering, før der gives tilladelse til at udgive dem her som en opskrift.




Nu er det også snart ved at være tid. Tid til alt det, jeg holder så forfærdeligt meget af. 

Det' sørme, det' snart....

onsdag den 13. november 2013

Intet efterår uden en ordentlig græskarsuppe!


Cremet græskarsuppe
I morges gik dagen os i møde med den smukkeste solopgang. Luften var frisk, løvduftende og klar - lige som man gerne ser at en morgen i november skal være. 

Dagen gik på hæld, og solen fulgte efter. Lygterne blev tændt og aktiviteterne rykket indendøre. Ind i varmen og ind i køkkenet, hvor nogle gode lunser græskarlygtefremstillingsindmadsrester lå og ventede på, at noget kreativt skulle hænde. Det skete sådan set ikke, hvis vi altså skal være helt ærlige - for græskarsuppe er dog trods alt set før. Der er bare det ved det, at denne suppe slap afsted med prisen for "smukkeste farve for en græskarsuppe" hvilket er en ikke særlig højt profileret kategori for mad i almindelighed. Farven kan ikke helt ses på billedet; den var nærmest...hmm...mættet æggeblommegul med en dybte, jeg sjældent har set hos denne type suppe - naturligvis hjulpet på vej af rødløg og chili.
Smag fulgte heldigvis efter farve, og suppen endte med at gøre den kølige aften ære. 

Ingredienser:
700 g græskar (græskar kan fryses rå og tages frem, når lysten til suppe melder sig)
½ rød chili
1 tsk. korianderfrø, hele
1 tsk. sorte peberkorn
1 kvist rosmarin
1 rødløg
150 g gulerod
saft og skal af 1 citron
1 dl. fløde
8 dl. hønsefond, kogende
Evt. 100 g saltede peanuts

Fremgangsmåde:

  • Kom græskar, chili, rosmarin, rødløg, gulerod, citronsaft og -skal op i en rummelig gryde og hæld kogende hønsefond henover.
  • Rist koriander og peber på en tør, hed pande, til krydderierne dufter. Ikke ryger.
  • Tilsæt de ristede krydderier, læg låg på og kog sagte i knap 20 minutter
  • Tilsæt fløden og blend suppen glat
  • Smag til med citronsaft, sukker og sort peber
  • For konsistens og smagsdybte kan du komme peanuts i gryden sammen med fløde, og blende det med. 
God suppe, køligt smør og godt brød.. åh! 



mandag den 11. november 2013

Har du ikke bare lige en lille smule travlt...??


Sidst på eftermiddagen invaderes hjemmet af en flok gæster med hang til and. Gæster af ulige alder, højde og drøjde - men alle har dog det til fælles, at de er sultne. Meget sultne. 

Det er her, vi kommer ind i billedet: Hvert 3. år lægger vi hus til den navnkundige Mortens aften - til gengæld tager vi så den gode sult med os på besøg hos vores venner de 2 andre år.
I går var jeg på arbejde; derfor inddrages i aften til formålet.

Forude venter lidt arbejde i køkkenet. Såmænd ikke det helt store, bare lige:

Langtidsbagt and med (næsten) klassisk fyld - lidt rosmarin sniger sig med
Hjemmelavet rødkål
Små sukkerpocherede æbler med ribsgelé
Brune og hvide kartofler
Forjættet, fortættet og fornøjet sauce
Waldorfsalat

Ris a' la mande med romdruknede kirsebær samt den mere klassiske udgave til det yngste publikum

Kaffe og kransekage

Jeg har kogt risengrøden...så er menuen næsten i hus.

Tilbage er vist kun at sige: sæt i gang...!




onsdag den 6. november 2013

Voksent frugtpålæg med svesker, chokolade, ingefær, citron og græskarkerner

Der må ligge noget i vores gener. 

chokolade- og frugtpålæg

Noget, der bare kalder på en mørk, klistret og sød masse, som kan smøres på brød, på kiks, bananer, eller hvad der nu ellers kan skabe grundlag for lyster i den dur... det er i hvert fald ikke første gang, jeg ser mig selv stå ved food processoren og fortabe mig i ingredienskombinationer hertil! 

Denne udgave er måske mest for voksne grundet citronen, den skarpe ingefær og undertonerne af den bitre kaffe. Jeg har dog en køkkenhjælper på 5 år, der har fulgt pålægget til dørs med talrige smagsprøver undervejs - uden at tage sønderlig skade. Det kan sagtens trilles til konfektkugler og rulles i grofthakkede græskarkerner. 

Ingredienser:
250 g svesker
160 g græskarkerner
85 g mørk chokolade, groft hakket
30 g kakao
saft og skal af ½ citron
1 dl. stærk og varm kaffe
50 g flormelis
5 g frisk ingefær

Fremgangsmåde:


  • Kom alle ingredienser i en food processor og blend, til du har en grov, men dog blød og cremet masse. Den varme kaffe vil smelte chokoladen, hvorved den hjælper til at binde ingredienserne sammen. 

Opbevares på køl.