Pebermyntepastiller med lakrids og mørk chokolade |
Den fortærskede floskel; tredje gang er lykkens gang holder temmelig meget stik i dette tilfælde. Det er nemlig 3. år i træk, jeg arbejder med denne form for konfekt.
Årsagen skyldes, at jeg holder rigtig meget af mint-lakridskonfekt, som hvis mest kan købes hos Frellesen chokolade. (Engang holdt jeg også rigtig meget af Lagermands lakridskonfekt. Det gør man ikke længere.)
Der er en tydelig reference til smagen i lakridskonfekten med mintsmag i nedenstående - her kombineret med mørk 70% chokolade og lakridspulver.
Ingredienser:
400-420 g flormelis
3 dråber japansk pebermynteolie
1½ past. æggehvide
10 g engelsk lakrids, stang
75 g sød, finsk lakrids
Til overtræk:
ca. 100 g 70% chokolade
pulveriseret rålakrids
Fremgangsmåde:
- Kom flormelis (start med 400 g), pebermynteolie og æggehvide i en skål og bland det hele godt sammen.
- Knus den engelske lakrids (gerne lidt groft), hak den finske lakrids fint og kom begge slags lakrids ned i skålen. Ælt det ind i massen.
- Vurder, om du kan nøjes med denne mængde flormelis - massen må gerne være let klistret.
- Form en masse pastiller af massen - 80 små stykker er et godt pejlemærke herfor... eller 40, hvis du er dovent anlagt. Smagen af den mørke chokolade passer bare bedre sammen med en lidt mindre pastil, så myntesmagen ikke overtager for meget.
- Overtræk med smeltet chokolade og drys lakridspulver på, inden chokoladen stivner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar