søndag den 30. oktober 2011

30.10 All you need is...

(En) Lykkelig salat med svampe, ost og belugalinser



Nydes sammen med ristet brød med artiskokcreme (med hvidløg) og en god spegepølse

Ingredienser:

1½ dl. belugalinser
2 dl. vand
1 dl. hvidvin
1 tsk. havsalt
2 laurbærblade
-
½ dl. Vesterhavsost i flager (skræl flager af osten med en kartoffelskræller)
½ bakke blandet babysalat – eller ca. 2 håndfulde
-
250 g svampe; østershat, markchampignon, portobello, shiitake, o.lign
1 spsk. Smør
½ bdt. Bredbladet persille, groft hakket
2 spsk. hvidvin
Peber og salt

Dressing:
1½ spsk. god olivenolie
Peber
1 spsk. balsamisk rødvinseddike eller glace

Fremgangsmåde:

  • Start med linserne: vand, hvidvin, salt, laurbærblade og belugalinser koges op.
  • Når linserne koger, sættes tiden på 20 minutter
  • Efter 20 minutter slukkes der for kogepladen, men gryden får lov til at blive stående 10-15 min. endnu, for at trække det sidste hjem.
  • Smag på dem. De skal være faste, men gennemkogte.
  • Imens linserne koger, laves den resterende del af salaten færdig:
  • Skyl og dræn salaten godt, helst med en salatslynge. Fordel salaten ud på et fladt fad
  • Rens svampene forsigtigt; dvs. helst uden brug af vand, men blot med en tør, lidt stiv bagepensel. Kan vand ikke undgås, må det ske så hurtigt som muligt for ikke at få svampe med viskelæder-konsistens som resultat.
  • Smelt smør ved høj varme på en pande, lad det bruse af
  • Tilsæt svampene, men undlad at røre rundt og ryste panden det første minuts tid. Rør rundt og lad atter stå uden at røre.
  • Drys persille, lidt salt og kværn peber henover, og hæld hvidvin på, og rør rundt, så alt fordeles.
  • Mens panden stadig står med høj varme, lader man dette koge ind, hvorved svampene karamelliseres let.
  • Tag svampene af panden og lad dem køle lidt ned.
  • Fordel de let afkølede svampe henover salaten sammen med de ligeledes afkølede linser og flagerne af ost
  • Ingredienserne til dressingen blandes godt og dryppes henover.

 Tip:
  • Når jeg skriver, at du skal undlade at røre rundt i panden med svampene i det første minut, handler det atter om at få svampene til at brune – og ikke koge. Ved omrøring sænkes temperaturen, hvorved svampene lettere koger. Og det er man ikke interesseret i.
  • Hvis du insisterer, er bagte rødløg slet ikke så tossede at servere som tilbehør

lørdag den 29. oktober 2011

29.10 Svensk lørdagsidyl







Lørdag morgen.
Dis, mørke og nogle små krapyl, der vågnede temmelig tidligt - for en lørdag.


Beatles' hvide album, der blander sig med Køkkenhjælperens lille keyboard, der spiller Für Elise i vanvittig hastighed, for sådan et keyboard har naturligvis en knap, hvorpå man kan styre farten på melodierne...


- og alt er tilgivet, for duften af nybrygget kaffe dulmer de sarte øregange og lægger en beroligende dæmper på omstændighederne. Sammen med det faktum, at vi har åbnet for et af de glas marmelade, vi tog med os hjem fra sommerferien i det svensk-norske (nogen forsvandt ud i den blå luft).  Aromatisk som bare pokker - måske fordi bærrene i glasset stammer fra markerne rundt om den gård, hvor vi boede; et familielandbrug der i generationer har taget vare på en omfattende produktion af bær. Marmeladen kan passende puttes på det brød, der ligger ved siden af; en såkaldt hjemmeflikket udgave af "svensk sirupsbrød". Det kan der godt komme en anvisning på, hvis der er nogen derude, der har hang til den slags brød sammen med en god ost. Senere. 


Det er lørdag.
Legekammeraterne venter forude, en verden skal udforskes og foldes ud. 

fredag den 28. oktober 2011

28.10 thai-inspireret suppe

En hurtig suppe med de for hånden-værende ingredienser. Let, hurtig og kan, hvis ønskes, suppleres med rejer eller kylling



Thai-inspireret suppe med grøntsager, kokos og peanuts

Ingredienser:
½ rød chili, skåret i tynde skiver
1½ fed hvidløg, fint hakket
ingefær skåret i tynde skiver, svarende til ca. 2 tsk. i alt
½ porre med en del af det grønne, skåret i tynde ringe
2 store gulerødder, skåret i tynde skiver
½ dl ristede, saltede peanuts, groft hakkede
ca. ½ squash, skåret i fine tern
1 spsk. peanutolie
gerne lidt fint snittet citrongræs (frisk)

Væske:
½ l grøntsags- eller hønsebouillon
saften af 1 lime
1 spsk. fuldfed kokosmælk, den hvide, cremede del
1 spsk. chilisauce
sojasauce til at smage til med


Fremgangsmåde:

  • Rist hurtigt urterne i olien - gerne i den gryde, hvori du vil lave suppen
  • Tilsæt den kogende bouillon, kokoscreme, limesaft og chilisauce (og citrongræs, hvis du har)
  • Lad suppen koge få minutter
  • smag til og server, enten med brød eller ved at tilsætte nudler til suppen

torsdag den 27. oktober 2011

27.10 Vi går ikke til makronerne men derimod butterdejen



En hyldest til englændernes solide tradition indenfor kunsten udi at lave en bundsolid pie. Og det må man sige, at det er. 
Som bekendt havde jeg et intermezzo med en svineskank den anden dag. De lykkelige rester befinder sig under dette sprøde låg sammen med noget af sovsen, der kom ud af at have en svineskank i ovnen med bouillon, øl og urter. 


Foruden sovs og svineskank, vil den nysgerrige også finde engelsk sauce (naturligvis!), småtskårne grøntsager og lidt mere, jeg pt ikke kan huske, fordi jeg til aftenkaffe fik mig en cola med vaniljeis i. Og sådan én har jeg ikke fået siden barndommens fødselsdagsfester, næh jeg har nemlig ikke.  




Nå, lækkert var det. Meget. Mere pie til os.




Salatblade, der gerne ville frem i lyset. Blot er det lidt sparsomt med lige netop det.

onsdag den 26. oktober 2011

25.10 MAD-STAFETTEN starter nu!

Kære alle.
Dette bliver den samlende side, som udelukkende kommer til at omhandle madstafetten. 


Jeg ridser op:
  • Hver deltager modtager (når stafetten når frem til den pågældende person) 5 råvare-forslag, som deltageren skal anvende inden for en uge. 
  • Det er frit for, om man vil bruge råvarerne i den samme ret, eller om man vil fordele det ud over flere.
  • Når man har lavet retten(-erne), tager man et eller flere billeder, gerne med beskrivelser, som man dels kan lægge på sin egen hjemmeside, dels sende som vedhæftet fil (tekst i alm. tekstformat, eks. "Word", billeder som "JPG") til min mailadresse (lindnina59@hotmail.com), så vi kan samle stafetten her.
  • Man er forpligtet til at sende råvare-forslag, som er mulige at skaffe uanset pengepung eller geografi, men at man gerne må være kreativ :)
  • I store træk må den samme råvare ikke figurere mere end én gang, men naturligvis kan der godt være eks. forskellige meltyper eller øl - derfor er det en god idé, at være så specifik som muligt. 
  • Har du nogle specifikke forbehold (vegetar/allergi) skal du anføre det, så vi ikke står med en grædende og forurettet deltager. 



De første 5 ingredienser er......


1. Jordskokker
2. Hele speltkerner (må gerne være såkaldte "perlespelt")
3. Røget svinemørbrad 
4. Thises "Vesterhavsost"
5. Danske æbler


Deltagerlisten


1) http://www.lonnieboepedersen.dk/
Lonnies ingredienser:
1. Jordskokker
2. Hele speltkerner (må gerne være såkaldte "perlespelt")
3. Røget svinemørbrad
4. Thises "Vesterhavsost"
5. Danske æbler




2) Piskeriset på eventyr
Piskerisets ingredienser:
1. Andebryst
2. Savoykål
3. Pærer
4. Persillerod
5. Svampe


3) Hanne K's verden
Hannes ingredienser:

  1. stjerneanis
  2. vildt
  3. vin
  4. gorgonzola
  5. pastinakker


4) Karen Iben
(intet sukker, mælk eller gluten)

Karen Ibens ingredienser:
  1. Svinemørbrad
  2. Appelsin
  3. Quinoa
  4. Persillerod
  5. Hasselnød
5) Fenjas mad
(intet svinekød)
Fenjas ingredienser:

  1. Torsk
  2. Sød kartoffel
  3. Fennikel
  4. Belle de Boskoop
  5. Sesam


6) Sverigestossen
(helst ikke alt for stærke oste)
Sverigestossens ingredienser:

  1. Skaldyr
  2. Lakrids (lakridspulver, lakridssirup eller lignende)
  3. Linser
  4. Mango
  5. Rødkål


7) Mad & Have - Camillas andet liv
(ingen mælk, ananas og asparges)
Camillas indgredienser:
  1. Sirup
  2. Torsk
  3. Rugbrød
  4. Philadelphiaost
  5. Kagecreme


8) Nina
kunster på køkkenbordet


9) Der er såmænd plads til flere deltagere, vel er der så. Send en kommentar her, så kommer du med på listen.

tirsdag den 25. oktober 2011

25.10 Madpandekager og noget om en elefant ved navn Sonja

Vi skal ret langt tilbage i denne blogs historik - helt tilbage til det tidspunkt, hvor jeg fandt ramsløg i skoven og lavede madpandekager med dem...(der må klikkes her, hvis man er nysgerrig..)


Ikke helt så yndigt billede som det, der blev taget tilbage i maj. 


Madpandekagerne er denne gang uden ramsløg, men med oregano, persille og purløg fra haven.
Pandekager, der fik lov til at indvie min nye pandekagepande... Intet mindre. 






Jeg fik i virkeligheden den, der er et nummer større, men panden er i jern og tung som et ondt år (ikke helt så slemt som støbejern, men tæt på). Siden jeg elsker at vende pandekager i luften, blev mine håndled og jeg ret hurtigt enige om, at panden nok så sej ud, men at damemodellen et par cm mindre i diameter nok var den mest hensigtsmæssige!


Den lille pande var en bonusgave fra mine svigerforældre - udelukkende købt på grund af dens størrelse! Jeg har netop gjort den klar til brug, og forventer at spejle et æg som indvielse én af de næste dage - bare for at se hviden løbe ud til kanterne og gøre spejlægget helt fint. A la en blinispande.


Nå...er du nysgerrig? Hvad er det for noget med en elefant ved navn Sonja? 






Måske har du læst bogen, og så er du udmærket klar over, hvad jeg fabler om. Hvis ikke - ja, så har du en god oplevelse til gode! Der er ikke tale om en kogebog, og siden jeg kun er nået til side 105 kan jeg ikke afsløre for meget. Blot vil jeg gerne slå fast, at jeg sjældent har befundet mig i så godt selskab som det, jeg møder i denne bog som læser. Deriblandt altså en elefant ved navn Sonja, en nu afdød meget vred ung mand med ordene "Never Again" skrevet på ryggen, samt altså hovedpersonen, den 100-årige Allan Karlsson. Morbid humor rammer nok meget godt. 

Og så ikke mere snak....jeg er ved at bikse Mad-stafetten sammen!

mandag den 24. oktober 2011

24.10 Knap så feminin aftensmad



Hehe..


Jeg kunne naturligvis godt lægge et nydeligt billede ud på bloggen udelukkende med kødet - hvor ben, fedt, sener, m.m. er dømt ude og fraskilt fra det mere populære kød. Dog er der nu noget grundlæggende rart ved at se et stykke kød sådan lidt fra den grovere side. Føle sig lidt i familie med Obelix, omend det så må være som den magre tante; jeg får nok aldrig lov til at fortære et helt vildsvin selv...jeg nøjes med at dele en grise-skank med min familie!!


Simremad er ved at vinde indpas efterhånden som vi træder ind i efteråret og vinterens rækker. Mad, som tilbyder lidt mere substans end en kold melonsuppe, og som varmer ned i de kolde tæer og ud i de stive fingre.


Skanken (atter et køb fra johannesminde; økologisk gårdbutik med egne dyr - et anbefalelsesværdigt sted) simrede i ovnen 3 timer sammen med øl, bouillon, friske laurbærblade, rosmarin, forskellige urter samt lakridsrod. En såkaldt "hot pot" fra Arne Astrup og Claus Meyers "Spis igennem" (Politikens forlag 2007) - jeg vil nu nok tilsætte stjerneanis næste gang for at fremprovokere mere lakridssmag. 
Bortset fra dette, er det klart en ret med potentiale. Jeg smed bagekartofler ind i ovnen, da der var en time tilbage - med andre ord særdeles gæste-venligt mad. Vi havde nu kun gæster i form af kuldskære edderkopper og andet i samme dur - og de tæller ikke. Men princippet er godt. 






Selve bogen er også én af de kogebøger, jeg vender tilbage til igen og igen. De første 84 sider er refleksioner over vores samfunds forhold til mad, til sundhed og til madglæde. Bogens budskab er da også, at vi skal nyde vores mad uden skyldfølelse, at man skal vedkende sig glæden ved et veldækket bord - og at dette sagtens kan lade sig gøre via opskrifter, som ikke vil lade nogen savne noget. Alle opskrifterne har en fedtprocent på under 30, men det med fedtprocenten bekymrer mig ikke så meget; jeg har mere blik for, at opskrifterne faktisk også forholder sig til sukker på en afslappet måde, hvor mængderne ikke overdrives - men heller ikke bandlyses. 
Glimrende bog. Ham Claus han kan nu noget..

søndag den 23. oktober 2011

23.10 Opskrift på den der suppe med 31 ingredienser..

Tak spids. 31 ingredienser - det var ikke så lidt! 
Niks. 
Nogle gange skal man ikke sætte sine ingredienser under nogen skæppe, eller (som Morten så klogt citerer ude fra bryggerset) "selvom  man er skaldet, kan man godt lave en langhåret suppe!" Og hvor dén kom fra, ved jeg ganske simpelthen ikke. Men mon ikke, at budskabet er ved at falde på plads....






Vi fik suppen til min fødselsdag, og hvis man er til krydrede sager, så er denne her lige i øjet.
Mængder kan jeg ikke sådan helt komme ind på, men tag et kig på billederne, og læg det sammen med det faktum, at der var mere end nok til 7 voksne


Suppen med de 31. ingredienser

1. del:
Chipotle chili i adobo sauce, 1 stk. + lage (altså ikke en hel dåse, men én chili fra dåsen!)
Rød og grønne chili 1 af hver ("Dutch" - også kaldet supermarkedernes darling, fordi det tilsyneladende er den eneste typer chili, de tør give sig i kast med at lange over disken)
Frisk ingefær, en lille håndfuld efter du har skrællet den
Hvidløg - så mange du kan skamme dig til; ca. 4 fed
Citronsaft, fra 2 citroner
Olie, mørk sesamolie, 2-4 spsk.


2.del:
(alle ingredienserne som udgangspunkt være hele, ikke pulveriserede)
szechuanpeber
spidskommen
nelliker
koriander
muskatblomme
fennikel
kanel
kardemomme
(se billedet for mængder)






3. del:
Knoldselleri, ca. ½ ikke alt for stor knold - i mindre terninger
Gulerødder, 4 stk., i skiver
Alm. hvide zittauer løg, 1 stort, i mindre både
Porre i ringe, 1 stk.
2 spsk. mørk sesamolie


4.del....
Røde linser, ca. 2 dl
friske laurbærblade 2 stk.
tomatpuré 1 dåse af den "store" slags
tomater på dåse (eller, foretrukket, glas) 1 stk. ca. 4-500 g
kokosmælk, fuldfed, 1 stor dåse
sojasauce
saft af 2 appelsiner
skal af 2 appelsiner
cherryeddike
vand, til det hele dækker (forklaring følger under "fremgangsmåden")
salt
honning eller mere appelsinsaft til at smage suppen til med (hvis du kun bruger appelsinsaft ryger du ned på 30 ingredienser. Med andre ord på eget ansvar og initiativ; jeg fraskriver mig ethvert kendskab til konsekvenserne)


Godt så. Tid til at stramme forklædet og gå i gang:

Fremgangsmåde:

  • Ingredienserne i del 2 (bortset fra muskatblomme) skal ristes på en tør, hed pande, indtil krydderierne begynder at dufte og "flytte på sig" på panden. Bliv ved panden og løft den op, med det samme krydderierne begynder at fylde luften med æteriske olier. Hæld krydderierne (+ muskatblommen, du ikke ristede) op i en blender og: 


  • Tilsæt alle ingredienserne fra del. 1. Alt skal blendes til en fin pasta - se billederne. Om du bruger kernerne fra dine chilier er op til dig og dine gæsters ønsker til styrken af suppen. Sæt til side.

  • Tag en stor gryde frem, hæld olie i bunden og ingredienserne fra del. 3 - sauter, indtil grøntsagerne begynder at blive let bløde

  • Tilsæt krydderierne fra Del 2, pastaen fra Del 1 samt ingredienserne fra Del. 4 - Med andre ord er det nu, at suppen skal "samles".




  • Lad alt koge under låg 30-40 minutter, indtil linserne er kogt godt ud.
  • Blend det hele og smag til med salt/soja, honning/appelsinsaft og evt. mere eddike
Serveres med creme fraiche, ristede græskarkerner, bladselleri i tynde skiver og limesaft til at presse henover 


Humlen ved denne suppe er, at samtlige grundsmage er repræsenteret heri; dvs. surt, sødt, bittert, salt og umami. 
  • salt: sojasauce, salt
  • surt/syrligt: eddike, tomater og citronsaft
  • bittert: appelsinskal (også selvom du skræller den hvide hinde af, vil der fortsat være bitre toner at finde heri)
  • umami: sojasauce, chipotle chili 
  • sødt: appelsinsaft, honning
Herforuden finder du det stærke fra ingefær og chili, som bidrager med en særlig sansemæssig oplevelse (rent faktisk er det hjernens smertecenter, der vækkes)
Endelig giver krydderiernes rige tilstedeværelse suppen dens særlige karakter. 

Det er en suppe, der mætter - ikke bare fordi, at den er tyk, kraftig og nærende, men i lige så høj grad fordi at sanserne bliver mættet. 

23.10 Planer...

Det er søndag. 
Ikke bare søndag, men søndag efter ferien-søndag. 
Det fremmaner hos mig en fremadrettet trang til organisering, til at være effektiv og til at få gjort noget ved alle de hængepartier, der måtte gemme sig i de støvede hjørner i huset. (Her tænker jeg altså ikke på at få gjort noget ved støvet, men derimod alle hængepartierne, der sidder fast deri...)  
Der går næsten nytårsfortsæt i den, når man gennemgår lageret af grønt, kød, m.m. og dernæst sætter sig for at bruge, hvad man har. 


Jeg lover, gør jeg.. i hvert fald med følgende undtagelse: mælkeprodukter må man gerne købe til ugens forbrug, ellers ikke nogle andre madvarer. Så må vi se, hvorhen vi kommer med det!


Jeg kan afsløre så meget


At jeg til i morgen (og tirsdag)
- har taget en velvoksen svineskank op fra frost, som skal braisere med øl, urter og andet velsmagende.


At jeg har:- skorzonerrødder
- rødbeder
- hvidkål
- knoldselleri
- løg (hvidløg, rødløg og alm. zittauer)
- squash, som nok i virkeligheden har opgivet ånden - men de får lov at være i huset et par dage mere, før hammeren falder
- gulerødder
- bagekartofler
- grønne tomater
- ingefær
- tomater
- persille, laurbær, rosmarin, timian, oregano og estragon fra haven
- flere af vores nabo Jørgens fantastiske æbler
- en masse æg fra høns, vi er på fornavn med


Så vil jeg også mene, at vi kan klare os!


Indtil videre går planerne med grøntsagerne i retningen af:
- fyldte tomater med brødkrumme, ost og urter
- terrine med selleri og tomat (den kommer vi nærmere ind på)
- stegte skorzonerrødder med kapers, løg og citron (hmpf, ingen citron. Så eddike da..)


Nu må vi se. Planer er gode, elskelige - og til at fravige!!


Der var også noget med en madstafet, der snart løber af stablen. Denne uge på et tidspunkt.

torsdag den 20. oktober 2011

20.10 Anvisning og opfordring til en gåtur - samt rød grønkålssalat (sikke da en blanding!)

Det er efterårsferie. For nogen.. os i hvert fald.
Dermed har man også forpligtet sig til at opsøge steder, hvor der er mere end ét træ at kaste sine øjne (og kærlighed) på - og hvorfor ikke opsøge ét af de smukkere steder her i Danmark??


Har du nogensinde gået en tur ved Hald Hovedgård ved Dollerup Bakker omkring Viborg? Måske spist på Niels Bugges Kro?? Nej??? Hvad er det for noget. Skynd dig afsted - der er flere dage derude, før løvet falder helt ned om ørerne på dig.
Parker lige før kroen (hvis ikke du agter at parkere ved - og rigtig gøre stads af dagen), hvor der er en lille, diskret parkeringsplads. Stig ud af automobilet og tillad dig at strække ben og krop, hvis du har kørt langt. Tag dernæst ben, termokande, chokolade, m.m på nakken og gå ned ad stien til venstre. Stien fører dig til en gammel ruin, som i tilgift tilbyder en udsigt, man godt kan tåle at se mere end én gang i sit liv.
Rent faktisk er det ikke engang det bedste - selve Dollerup Bakker og i det hele taget området omkring Hald sø byder på noget af det smukkeste natur, vi har i Midtjylland.












Da vi havde skridtet området af, ladet sjælen finde hvile i træernes brusende toppe og kinderne var røde af kulde, gik turen videre vestpå. Ungerne er atter engang sat på opgaven med at blive dus med hønsene og blive passende hærdet. Hos min mor.


 

Rød grønkål kan man altså ikke bare kigge på....den kan man spise. Her er den fint hakket og serveret med æble og tranebær, vendt med en appelsindressing. Det er en kål, som virkelig har sit udseende med sig; hvordan den er opvarmet, vides endnu ikke (i hvert fald ikke i skrivende stund), men kold som råkost/salat er den i hvert fald glimrende.

øhm....øhm.... den var da vist fyldt, den tallerken.

onsdag den 19. oktober 2011

19.10 Bagels og mere pærebrød


Vi lod frivilligt huset være base for legekammerater, mødregruppe, venner og familie i dag - og det beløb sig bl.a op i 16 bagels og den halve pærekage, som du kan se forrest på billedet. 


Efter troligt i årevis at have rullet, snoet, bandet, klemt, presset, bandet mere og fingereret nervøst ved en håndfuld dejpølser, som skulle ende med at ligne en bagel som de, man kan købe, fandt jeg på at bruge mit udstikkersæt til at frembringe disse festligheder. Dét kan anbefales. Brug alt muligt andet, hvis du ikke lige er den lykkelige ejer af sådan et sæt. 


Sidstnævnte lavede jeg lidt anderledes denne gang - jeg havde ikke mere apple curd, så jeg blandede mandelsmør med (mere) honning, smurte det på dejen, lagde pærestykker ovenpå og dryssede endeligt med vaniljesukker. Jeg har sagt det før, og gentager gerne mig selv(....): rigtig godt og tilfredsstillende som en mellemting mellem kage og brød.


Det ringer lidt for mine ører. Kan 7 børn i alderen 6 mdr-5 år virkelig klare den sag?!!....

tirsdag den 18. oktober 2011

18.10 Sommerens sidste...

... eller nærmere høstens sidste. Det er atter billeder fra den buket, jeg fik lov til at udse mig på torvet i lørdags til min fødselsdag. Nu har nattefrosten været her, og det er først muligt at skaffe blomster på denne måde til næste år. 
Georginer er noget af det mest smukke i hele Verden. Det siger ikke så lidt, men nogen gange er det altså på plads at finde de store ord frem. Billedet virker umiddelbart lidt rodet, men er udelukkende taget med fokus på de smukke farver. 




Aftensmaden klarede sig selv; pasta med Hollandaise-nærved og næsten-saucen, porre, laksen fra i går samt en rest squash. Glimrende, glimrende! 




Eh... den sauce...
Når der nu står "nærved og næsten" så handler det altså om min nærighed og bekymring over rigets tilstand, hvis jeg gik linen ud og ofrede alt det smør, som en ægte sauce nu engang kræver. Derfor lavede jeg lidt om på  tingene, og jeg vil afsløre så meget, at jeg tilsatte fint blendede grøntsager til saucen for at hjælpe det kolde smørs evne til at tykne og give smag lidt på vej. Det havde den soleklare fordel, at vi her i dag også kunne anvende den - nu som en cremet pastasauce. Vi måtte sætte restriktioner ind overfor Køkkenhjælper nr 1, som gav retten 5 ud af 5 mulige pastamaskiner..

mandag den 17. oktober 2011

17.10 Flere huller

Det griber om sig. Når først man drages, så kan de være at finde allevegne!!!! 


Hullerne, altså. 


Jeg har før begivet mig ud af den sti, der fører til et hul i vores have. Nu sker det igen. Denne gang uden alt for mange sten indblandet, ja rent faktisk er sten bandlyst denne gang. 
Det handler om højbede. 








Når man nu alligevel er i gang med at gøre haven klar til efteråret med gravning og alt det dér, hvorfor så ikke lige tilføje endnu en mulighed for lidt større produktion af grønt? 
Det føles nærmest lidt tarveligt med to bede, når nu man hellere så, at der var 31. Så er man da et skridt mere i den rigtige retning med en tilføjelse, som fører beholdningen op på hele 3 stk....




Jeg vil i øvrigt gerne have lov til at prale på vegne af vores rare nabo Jørgen: dette er Aroma - og hele indholdet i denne store spand er vores! Meget betænksomt af ham, netop som vi var ved at nå bunden i vores egen beholdning. De skal nydes, hver eneste én. 
- Og så har jeg i øvrigt skelet lidt til hans imponerende kvædetræ.. æblekvæder, tror jeg det er...og har også fået en løs aftale i stand om at få nogle over hækken.....






  Aftensmaden bød på ovnbagt laks. 
Drysset med citronskal, sesam og oregano fra haven. Serveret til kartofler, salat og hjemmelavet Hollandaise-nærved og næsten-ægte sauce..

søndag den 16. oktober 2011

16.10 Anmeldelse af chokoladekogebog + opskrift




Ovenstående kogebog "Chokolade delikatesser", skrevet af Christine France i 1996 (Lademann) købte jeg tilbage i '97, og den har fulgt mig siden. De fleste opskrifter er efterhånden prøvet, fundet acceptable og brugt op til flere gange. 

  • "Marengspyramide med chokolademascarpone" tog jeg med til et bryllup engang. 
  • Magisk chokoladedessert", hvor desserten deler sig i to lag; en saftig kage øverst og en blød chokoladesauce underst, er simpel og hurtig at lave - men smager pragtfuldt med vaniljeis. 
  • "Brownies med nødder og chokolade" lavede jeg til vores datters barnedåb - med mintchokolade i. 
- for blot at tage et par eksempler.


Sidste opskrift jeg havde fingre i, hedder "Filosnegl med chokolade, dadler og mandler" - og den har jeg, ja lad os bare indrømme det, lavet temmelig mange gange som dessert til min fødselsdag. De fleste dage året rundt beskæftiger jeg mig med mad, som på forskellige måder overrasker eller udfordrer i kraft af nye tilberedningsmetoder eller nye ingredienser. Af samme årsag er det en lise for min sjæl at gribe fat i denne opskrift og vide, at resultatet bliver akkurat som sidste år.....og siden jeg tilfældigvis ikke har fødselsdag mere end een gang pr år, når jeg aldrig at blive træt af den! 


Hvad gæsterne mener, er i et fødselsdagsbarns egoistiske tankegang bedøvende ligegyldigt. 


Du får opskriften, fordi den ikke længere er den samme, som den der er i bogen - ikke fordi originalopskriften ikke er god - jeg manglede bare en del ingredienser for år tilbage, og kom frem til denne nye udgave i stedet for - man kan vist kalde det for "en variation over samme tema". Rester er gode at nyde kolde som konfekt til aftenskaffen.


Filodejsstykker med dadler og chokolade:

Ingredienser:

1 pakke filodej, optøet
40 g smeltet smør til pensling af filodejen
Fyld:
75 g smør
120 g mørk chokolade
120 g mandler, malede (med skal)
120 g dadler uden sten, fint hakkede
6 spsk. cognac
2 store spsk. bitter appelsinmarmelade, blendet
Evt. 2 spsk. tørrede tranebær, fint hakkede

Fremgangsmåde:

  • Start med fyldet:
  • Smelt smørret og chokolade
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele godt sammen.
  • (Det var nemt! Jaa... jeg har heller ikke påstået det modsatte..)
  • Lad dette køle af i køleskabet, indtil massen er stivnet nok til, at den kan formes
  • Bred så filodejen ud, så du har et enkelt stykke foran dig.
  • Pensl stykket forsigtigt med det smeltede smør, og læg et nyt stykke filodej ovenpå.
  • Gentag, indtil du har 4 lag.
  • Bred fyldet ud - se billedet - og rul sammen til en lang rulle.
  • Put den (og de øvrige ruller) i en form, som du har smurt med smør, og sørg for, at de ligger tæt sammen. Pensel med smør, og bag rullerne ved 200 grader i 20 minutter - eller til gyldne. 
  • Køl let af og skær stykker på skrå, som du serverer med vaniljeis og appelsinsukker*


*Appelsinsukker er fuldstændigt uundværligt for enhver husmoder. Mangen familie er gået rabundus, udelukkende fordi lageret af appelsinsukker var gået under bundlinjen. 
Det kan vi ikke have:
APPELSINSUKKER

Næste gang du køber økologiske appelsiner - og det gør du snart, for sæsonen nærmer sig, skærer du skallen af uden at den hvide hinde kommer med. Dette blender du med rørsukker, indtil du har den flotteste, gyldne sukkermasse. Dette breder du ud på et stykke bagepapir og    tørrer i ovnen, indtil det er fuldstændigt tørt. Intet mindre. Puttes på glas og opbevares forsvarligt, indtil lejligheden byder sig. For eksempel ovenpå vaniljeis til denne dessert. 







Filostængerne rulles


15.10 En dag i billeder


Nogle dage skal ikke beskrives med ord































- Men en dejlig dag, dét var det!!!

fredag den 14. oktober 2011

14.10 Rod på køkkenbordet?



Mmmmm.....nej. Egentlig ikke. 
Men det, du kan ane, er alt sammen ingredienserne til den suppe, vi skal have i morgen aften. Hvor nogen fylder år. En suppe med 31 ingredienser. Præcis. Meget vigtigt.
Suppen blev til for lang tid siden, hvor jeg manglede en fond som grundlæggende skelet - og alt endte, på grund af den massive mængde krydderier, i fryd og gammen nede i de dybe tallerkener. 
Jeg skrev løseligt ned hvad jeg gjorde, og jeg lægger her en vejledende opskrift snarest, men det bliver altså senere; jeg har brugt det meste af aftenen på at vente på, at vi atter havde adgang til internettet, hvilket vi har manglet siden i går....skræk og rædsel. Det er lige så slemt som at mangle kaffe. 


Indtil opskriften kommer, får du her lidt stemningsbilleder fra suppens tilblivelse:


(fra venstre: muskatblomme, kanel, szechzuan-peber, spidskommen, indisk koriander, fennikel, nelliker og kardemomme. Hvor er bukkehornsfrøene? Hva'??? HVEM HAR TAGET MINE BUKKEHORNSFØ?? For søren da, jeg havde et helt glas. Engang i hvert fald)




Krydderierne blev først ristet let på en pande - siden blendet med:
Røde chilier, ingefær, hvidløg, olie og citronsaft..






- Og kom til at se sådan ud




Løg, gulerødder, knoldselleri, friske laurbærblade, hemmelige ingredienser, m.m.....



Kokosmælk, røde linser, flere hemmelige ingredienser...




OOOG... her KOMMER der så et billede af suppen - men lidt spænding skal der da være, så det får du først i morgen. 





- Og så springer vi lige videre til noget andet - aïoli med hviløg og ristede mandler. Det er også først til i morgen. Der er saftsusemig mange ting i vores køleskab, der først er til i morgen. Men hvad så med nu? Lige nu? Når man nu sidder her bare med en lille sult? Det er altså ikke let at tage en bid af en lagkage, uden at nogen aner uråd....