tirsdag den 11. oktober 2011

11.10 Vegetarisk ristærte med frisk spinat, rosmarin og majs

Det er første, men bestemt ikke sidste gang, at jeg har givet mig i kast med at lave en tærte, hvor bunden er lavet af ris. Jeg havde set et billede i en vegetarisk kogebog for lang tid siden, og ikke haft lyst til at slippe tanken igen, og jeg kan kun anbefale dig at prøve det.
Først et par billeder af forløbet - derefter opskrift og forklaring.



Ingredienser:
(Selve tærtebunden)
260 g kogte, kolde ris (jeg brugte basmati)
1 dl god, rød pesto
1 æg
1 håndfuld revet ost - har du tilfældigvis en Gouda med chili, kan den anbefales

(fyldet)
En håndfuld frisk spinat, vasket
½-1 kogt majskolbe, skåret fra kolben (gerne i store stykker)
½ rød peber i strimler
1 løg (zittauer, rød eller hvid) i både
1 mellem gulerod, strimlet med en kartoffelskræller
2 stilke rosmarin, ribbet
-
2 æg
2 store spsk. blød feta
peber

Fremgangsmåde til tærtebunden:
  • Bland de kolde ris med ost, æg og pestoen og fordel massen i et smurt tærtefad
  • Forbages 20-25 minutter ved 200 grader
Imens laves fyldet:
  • Grøntsagerne rengøres og skæres som anvist ovenfor
  • Sauter den røde peberfrugt og løget (du behøver ikke sautere guleroden).
  • Læg alle grøntsagerne (samt rosmarin) på tærtebunden
  • Pisk feta og æg sammen og kværn lidt peber i
  • Hæld æggemassen henover tærten og bag hele molevitten ved 200 grader i ca. 30 minutter 
Spises evt. sammen med en salat som nedenstående:
- Kogte, røde kidneybønner vendt med resterne af den røde pesto (brugt til tærten).
- Sauteret squash og hvidløg

3 kommentarer:

  1. Sikke en god ide med ris som tærtebund - det må også være oplagt til dem der ikke kan tåle mel.
    Det skal helt klart prøves :-)

    SvarSlet
  2. Hvor ser det bare lækkert ud! Ristærte har jeg aldrig hørt om, men jeg skal helt klart hjem og lave en.

    MVH. Ina
    www.sundtmums.blogspot.com

    SvarSlet
  3. Halløj - tak skal I have:)
    Jo, det var virkelig en lille perle, der havde gemt sig i den portion ris!! Jeg kan kun anbefale jer at prøve det selv.
    Brug (eller lav selv) en god, rød pesto - mange købte smager for syrligt på en lidt hengemt måde...

    SvarSlet