søndag den 11. november 2018

Tørrede frugtruller


I min kolonihave står et gammelt, højtydende æbletræ af ukendt sort og herkomst. Det minder lidt om Cox Orange uden dog helt at være det. Smagen er fortræffelig, men holdbarheden kort. 

Jeg har fortsat en del æbler tilbage - og det piner mig! Jeg har nemlig ikke længere lyst til at sætte tænderne i dem som de er, og uden fryser eller tørremaskine har der svævet en krisestemning tungsindigt henover æblerne. 
Det er svært at se en god ressource gå til spilde.

Heldigvis har jeg fundet en vej ud af overfloden. Æblerne bliver tørret til en slags frugtlæder i min ovn, som efter bagning kan strimles op og trilles til små ruller, der gør sig særdeles godt i mine børns madpakker. 

Det kræver nærmest ingen indsats: 
  • Tag et par æbler/pærer - eller hvad du lige har af gode frugter og bær, der er godt modne. 
  • Blend dem i en food processor eller stavblender og tilsæt evt. lidt smag i form af lakridspulver, vanillekorn, kokos, citronskal - eller intet! Konsistensen skal være som en blød grød. 
  • Er mosen for vandet, må du koge den lidt ind, men ellers kan du hælde mosen direkte ud på en bageplade beklædt med bagepapir og sætte den ind i en forvarmet ovn på 80-100 grader afhængig af din ovns kapacitet. Mosen skal være jævnt bredt ud og med en tykkelse på ca. 5 mm. 
  • Med jævne mellemrum åbner du for ovnlågen, så der slipper damp ud. 
  • Når du kan trække mosen af bagepapiret, er det færdigt. Det tager ca. 5 timer. Efterfølgende kan du skære tykke strimler eller lave udskårne figurer, der kan listes med i børnenes madpakke som det lille søde punktum. 
Opbevar den tørrede frugt i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. Den bør snildt kunne holde sig i et par uger - jeg har ikke haft mulighed for at teste det endnu!