lørdag den 29. december 2012

Hvad skal man dog gøre af sig selv


En (for mig) højt elsket tid på året rinder så småt ud. Et godt år er tillige på nippet til at takke af.

Skønne juledage afløses af en mild rastløshed, som skal anbringes på noget af relevans. Her har man gået og nydt livet, fordøjet og forbrændt, været eftertænksom, distræt - men også temmelig nærværende i fremstillingen af det nye Lego legetøj m.m. til familiens yngre medlemmer. Nu mangler man noget, man kan kaste sin ildhu over og stille skarpt på - og helst noget, der giver lidt mere mening end synet af (mere) marcipan.


I går kunne man se en skikkelse vandrede rundt i haven med skiene på nakken og kigge op i den blå himmel efter et tegn på sne - eller blot lidt forsvarlig kulde til en begyndelse.. 
Da et begyndende hold i nakken var under anmarch skiftede personen taktik...og kiggede ned. 
Dér i den sumpvåde have kunne rastløstheden og juleafmatningen få kamp til stregen. Nu hvor haven atter var blotlagt for sne og frost, kunne man nemlig svinge spaden og nå ned til de guldklumper, der lå og gemte sig lige indenfor rækkevidde. Guldklumper og insisterende og omsiggribende pælerødder. For ikke at tale om de ting, der rask væk kunne indsamles med en vallen og rød næve. Jordskokker, peberrod, kørvel, persille, grønkål og porrer fulgte velvilligt med indenfor til klargøring og forsvarlig opmagasinering. 

Det føles godt at kunne bruge nogle af disse sprøde og friske ting til den nært forestående nytårsmenu. 


Det er da ikke.....nej dét er det ikke! 
Men kan kunne jo godt ønske at det var. Vores have lige nu, altså.

Tilbage til klargøringen af den menu.

onsdag den 19. december 2012

Kan det være meget bedre?


Det er egentlig nu, man skal huske at nyde det hele. 


Om en god uges tid er ét af årets højdepunkter afviklet.. Løjerne er begyndt at falme og forventningerne er forlængst indløst. Afløst af nye forventninger, bevares. Men ikke helt på samme måde. 


Nej. Lige nu skal man huske at nyde. 


Alt det lækre


De uventede pakker, man kan få lov til at indløse på posthuset


- og de behagelige udflugter, som kun kan fremme den gode stemning.


Lige nu. Lige nu.

torsdag den 13. december 2012

En fortælling om et fredagsritual


Der var engang en familie. 
Helt normal, meget normal. Denne meget normale familie på to voksne og to små børn havde et meget normalt liv med 2 x fuldtidsarbejde, et hus, en have, børn og et liv at passe. 
Det med søvn gjorde man ikke så meget i. Det var nu også noget opreklameret, det med søvnen altså. 

Når aftenstunden sneg sig ind på det lille hjem, de huslige pligter var vel overstået, og to, små poder med renskurede ører var lagt til at sove, skete der som oftest det, at Den Ene i husstanden kastede sig ud i diverse sportslige aktiviteter bevæbnet med pandelampe og refleksvest. Udenfor. 

Den Anden, hvis arbejde var ganske aktivt, trak vejret dybt og satte sig veltilfreds med en kop te, tegnegrejet og computeren. Så var det meste inden for dovenskabens rækkevidde; det vil sige en arms længde.

På et tidspunkt ville Den Ene dukke op igen med frisk luft i tøjet og eventuelt bande lidt over pletvis dårlig asfaltbelægning. Den slags har en betydning, hvis fødderne befinder sig ovenpå en række hjul. Den Anden ville nikke forstående men måske også hentyde noget om, at det aldrig havde været menneskets pligt at befinde sig oven på 10 hjul.


På den måde kunne aften efter aften afvikles uden megen dramatik, og ofte ville man efter dette korte pusterum fra larm, pligter eller andet fælt, trække vækkeuret op og begive sig til køjs.


På den lange bane var det ikke helt sundt at køre den slags parallelløb, men Den Ene og Den Anden voksne befandt sig et sted i livet, hvor tiden til at puste ud med egne projekter ikke rigtigt eksisterede, og derfor var det en behagelig døs at blive lullet ind i. 


Lige indtil en aften, hvor den ene voksne fik en fiffig idé: Hvad med at indføre en aften...en fredag aften...hvor man efter podernes sengetid skulle skiftes til at mikse en drink efter eget påhit, og som skulle nydes i hinandens selskab? Ideen fik lov til at bundfælde sig, og det skulle snart vise sig at være et hit, der nu er fast forankret i det lille hjem:

Hver fredag (når der ikke er selskabelige arrangementer) skiftes vi nu til at mikse en drink, én drink, til hinanden, som vi nyder sammen. Der er skabt et hul i den ellers pakkede kalender, hvor der afses - og prioriteres - tid til at få snakket med hinanden. 

Nu tænker du måske, at det lyder vel puritansk og lige lovligt udfordrende at strække en hel drink over en fredag aften? Ser du: jeg skrev sandfærdigt, at vi konstant mangler en times søvn hist og her i det store regnskab, og så ville den komiske reaktion ved lidt mere alkohol bare være, at vi begge faldt i søvn hen over spisebordet efter ganske kort tid, hvilket er en højst ubekvem stilling at sove sin beskedne rus ud i. Derfor. 

Omtalte drink er, naturligvis, bare et påskud for at få snakket sammen og prioritere tid med hinanden - saftevand, popcorn, nybagt leverpostej eller postevand går lige vel an. Måske nok ikke lige postevand alene; så bliver det trods alt lidt for svært i længden af fastholde begejstringen - men pointen er nok lige rundt om hjørnet under alle omstændigheder.

Det kan anbefales. Vel kan det så.

søndag den 9. december 2012

Rester af hokkaido - græskarsmør

Græskarsmør med fennikel og chili
I skrivende stund skulle jeg have været i færd med at konkurrere med min søster og mor om at fremstille den mest perfekte æbleskive. Have lavet farverig marcipankonfekt med de mindste og klippet hjerter til julepynt. Det endte anderledes, idet en snestorm indefrøs planen og reviderede vores forventning om denne søndag i advent. 

Hmpf. Hmpf. Æv og snyd. Disse blev spist sidste år...


Nu er der til gengæld tid til at udgive det indlæg om den bagte hokkaidos endeligt, som har været planlagt i et  beskedent stykke tid. 

Græskar bliver urimeligt cremet efter opvarmning, og det kan udnyttes til et smørbart pålæg eller dip, som kan spises til rå grøntsager, ovenpå lunt hjemmebagt brød eller bruges som base i en karryret.

Rester er en svær størrelse at lave en opskrift efter, idet de færreste kan siges at levne samme mængde. Derfor får du blot vejledende anvisning på, hvad jeg har gjort med det, der var tilbage hos os.

Hvis resterne af din hokkaido har været opbevaret på køl, kan du uden problemer lave dette græskarsmør 4 dage senere -på det tidspunkt virker synet af græskar atter voldsomt opkvikkende og fornyende.. 


Græskarsmør

Ingredienser
Omtrent ½ hokkaido - uden fyld. Fyldet giver du til dine høns. Eller nabo. Eller luner det i en pandekage sammen med en rest hakket oksekød.
2 fed hvidløg 
Et ordenligt drys friskt kværnet sort peber
Et par centimeter rød chili, finthakket
Fintrevet skal og saft fra 1 citron
Fintrevet skal og saft fra ½ appelsin
evt. 1 tsk. grofthakkede fennikelfrø, hvis noterne fra den tilberedte hokkaido ikke længere er at spore.
Evt. lidt frisk ingefær

Fremgangsmåde:

  • Hak hokkaido groft - brug også skallen
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og blend det hele sammen til et meget cremet dip/smør
  • Drys evt. med ristet sesam og nigellafrø ved servering.

Her er der som sagt ingen æbleskiver. Ingen klippede, flettede hjerter og ingen marcipankonfekt. 

Der mangler noget, gør der!! Meen: man må tage revance og måske købe en sneplov til bilen...

...når nu man ikke kan prale af kane og rensdyr!

mandag den 3. december 2012

Den enes død er den andens brød...

Ak! 





Jeg er en stakkels julegris af marcipan, vistnok.
Min skæbne er mig ganske slem; jeg havner i en sok. 
En lille dreng med hang til sødt skal klemme om min mave, 
og spise lidt hist og spise lidt dér; nej, nej: Det vil jeg slet ikke have!



Én havde nok forestillet sig en fremtid så lys, 
måske som minister, en degn eller bare dronningens vikar -
Nu er det for sent; jeg er lovet væk, oh.....var ham drengen dog blot.......





vegetar!