Hvad skal man dog gøre af sig selv

En (for mig) højt elsket tid på året rinder så småt ud. Et godt år er tillige på nippet til at takke af.

Skønne juledage afløses af en mild rastløshed, som skal anbringes på noget af relevans. Her har man gået og nydt livet, fordøjet og forbrændt, været eftertænksom, distræt - men også temmelig nærværende i fremstillingen af det nye Lego legetøj m.m. til familiens yngre medlemmer. Nu mangler man noget, man kan kaste sin ildhu over og stille skarpt på - og helst noget, der giver lidt mere mening end synet af (mere) marcipan.

I går kunne man se en skikkelse vandrede rundt i haven med skiene på nakken og kigge op i den blå himmel efter et tegn på sne - eller blot lidt forsvarlig kulde til en begyndelse.. 
Da et begyndende hold i nakken var under anmarch skiftede personen taktik...og kiggede ned. 
Dér i den sumpvåde have kunne rastløstheden og juleafmatningen få kamp til stregen. Nu hvor haven atter var blotlagt for sne og frost, kunne man nemlig svinge spaden og nå ned til de guldklumper, der lå og gemte sig lige indenfor rækkevidde. Guldklumper og insisterende og omsiggribende pælerødder. For ikke at tale om de ting, der rask væk kunne indsamles med en vallen og rød næve. Jordskokker, peberrod, kørvel, persille, grønkål og porrer fulgte velvilligt med indenfor til klargøring og forsvarlig opmagasinering. 

Det føles godt at kunne bruge nogle af disse sprøde og friske ting til den nært forestående nytårsmenu. 

Det er da ikke.....nej dét er det ikke! 

Men kan kunne jo godt ønske at det var. Vores have lige nu, altså.

Tilbage til klargøringen af den menu.