tirsdag den 21. oktober 2014

Prægtige fasaner!


Klokken halv seks søndag aften blev vi de lykkelige ejere af 3 fasankokke. 

Døde, forstås. 




Lige midt i frembringelsen af en græskarsuppe med dukkah, som Køkkenhjælperen hjalp med at frembringe. Græskarsuppe, fordi vi også ligger under for landeplagen med at snitte græskarlygter...

Fasanerne kom op at hænge i den kølige garage natten over, og næste formiddag tog jeg den første ned for at plukke fjerene af og rense den. Det gik ikke værre eller bedre, end at jeg øjeblikkeligt stod med en god luns fjer og skind, hvorved processen ændrede karakter til flåning af fasankok. 

Vild jubel over at stå ude i høj sol og blæst med noget så fjernt fra et kølemontreprodukt hermetisk indpakket i plastic! 




De næste to fik samme tur senere samme aften, og i fryseren ligger nu tre fasaner og en lille pose med indmad. Jeg svælger i tanker som "fasan møder karl johan og røget spæk", "fasancreme med kastanjer" eller "lille simreret med fasan, brombær og fløde"........ 
Sikkert er det, at jeg ikke kan vente med at tilberede dem, gerne en stormende, kold og bidende vinteraften, hvor man føler en naturlig trang til at rykke sammen om gryderne og tallerkenerne. 

Snevejr og bidende frost kan godt komme an!

torsdag den 16. oktober 2014

Glimt fra nogle særlige dage

Atter engang har det været nogens fødselsdag. 
En dag med så uhørt grad af veltilfredshed, at det ved midnatstide var svært at give slip. 


Nu er der så lige knapt et år til næste gang. Alderen tynger åbenbart ikke mere, end jeg på stedet ville kaste endnu et år ind i ringen blot for at få endnu en fødselsdag indenfor den nærmeste fremtid. 


Den slags praktiseres vist desværre ikke rigtigt.


Heldigvis har dagen i dag haft så høj kvalitetsfaktor, at den lettere matte stemning stille og roligt forføjede sig i takt med solen brød frem. Der var tiltrængt og sjæleplejende havearbejde, der pludselig kunne realiseres, og der var 3 høns, der blev sluppet ud i det fri. 

3 høns, som brugte en eftermiddag i høj sol på at vandre tilfredse rundt i haven, skrabe i jord, blive klappet på fjerene, spise persille og grønkål, spise lagkage, gokke, kagle, jage biller - og endelig blive lokket tilbage til indhegningen med (mere) lagkage, da skyggerne begyndte at blive lange. 


Hønsene fik nu ikke det hele, for når grønkålen er klar, skal man lave følgende fuldstændigt vanedannende salat: grønkålssalat med valnødder og pære



Man skal også spise resterne af rugbrødslagkagen med maltsirup, chokolade og solbærmarmelade. 
Resterne af resterne klarede hønsene som nævnt. Til ug.


- og formåede i øvrigt at mande sig op til det, høns er bedst til:


Armene kan næsten ikke komme ned.

søndag den 5. oktober 2014

Krydderier i madlavningen hos en børnefamilie


Jeg arbejdede med en velvoksen portion chili con carne på mit arbejde her i lørdags. Det tog godt og vel 4 timer fra start til slut før resultatet var tilfredsstillende. Da jeg var færdig, havde ingredienslisten sneget sig op over 25 ingredienser, blandt andet kværnede kakaobønner, stærk kaffe, chipotle chili i adobosauce, cayenne og sveskeblommechutney. Smagen var dyb, kompleks, stærk og sød. Mest af alt tilfredsstillende.  

Da jeg kom hjem, tog jeg et grundigt kik på vores krydderiskab. Det har, lad os bare være ærlige, sovet sin grundige tornerosesøvn de sidste 6 år. Sjovt nok er vores ældste barn også 6 år.


Hvis man vil lede efter en forklaring på dette sammenfald, finder man nok 2 forklaringer: 
For det første lammes langt de fleste forældre af en indgroet skræk den dag deres pode går fra at kyle majsgrød rundt i stuen til at smage på den øvrige families måltid. En indgroet skræk for at maden fortsat bliver kylet på langfart, denne gang blot fordi maden simpelthen er for udfordrende. Det er ikke altid man som lettere udkørt forælder er klar på at lade sig udfordre kl. 17.42 ved at lade barnet møde det, der meget vel kan være den sikre vej til endnu en omgang kasteskyts. 
Den anden forklaring bider lidt den første i halen: at man som forældre til helt små børn sjældent kaster om sig med overskud i vilde mængder...måske snarere tværtimod...og dermed er man måske nok ikke det mest proaktive væsen hvad angår test af komplekse gryderetter.

På et tidspunkt begyndte vi med andre ord umærkeligt at udfase en stor del af krydderierne; der var slet og ret et logisk sammenfald imellem lysten til at eksperimentere med szechuanpeber, hel sennep og muskatblomme og så det mærkbare pres fra to små meget trætte og meget sultne børn. 

Hvor står vi så nu? 

I virkeligheden står det nok ikke så ringe til.


Vores børn er nu omtrent 6 og 3, og i virkeligheden er der nemlig ved at komme noget mere overskud ind i vores liv end der har været siden fødslen af vores ældste. Det betegner jeg som et oplagt springbræt til at starte op igen.  

De første tiltag er som følger:
At udvælge ét krydderi og starte med dette som udgangspunkt. Hos os blev det stjerneanis, der kom til at starte lavinen.
Jeg tog et glas med stjerneanis ind til ungerne her til eftermiddag, da de sad og tegnede. Lod dem snuse grundigt ind og delte det smukke krydderi i mindre stykker, så de kunne prøve at tygge på det. Den ældste var solgt og tyggede løs. Den yngste afviste blankt at putte det i munden, men hun kunne godt lide duften. 

Det næste bliver at finde morteren frem og lade dem støde krydderiet, så duftene vælter frem. Lade dem bruge det i en ret, der er velkendt og som de godt kan lide; måske bliver det klatkager med stjerneanis i løbet af ugen som en dessert ovenpå en let hovedret.

Herefter kommer jeg det i en hovedret. Jeg vil tro det bliver en gulerodssuppe, der står for skud. Så kan de støde stjerneanis i morteren og komme det ned i gryden, før jeg blender det hele til en cremet suppe. 

Om denne strategi virker?? Aner det ikke - men jeg har en god mavefornemmelse uanset hvad! Jo mere fortrolig jeg kan gøre dem med de enkelte krydderier, desto nemmere må jeg også kunne gøre dem glade for mad, der kombinerer og leger med smagene. 

Det er godt at have ungerne med i køkkenet!


Min søn har før stødt krydderier i vores tunge morter imens han piller lidt og smager uforfærdet på det, der ligger dernede og støver rundt. Nysgerrigeheden er størst ved køkkenbordet. Det er ved køkkenbordet, magien og oplevelsen indtræder. Når først vi er bænket, sidder vanens magt med til bords, og trækker smagsløgenes præferencer i den konservative retning, så det er helt afgjort at fange dem før det tidspunkt indtræffer. 

Bliver vi ved længe nok med at udvide deres smagsmæssige horisont, bliver det, der i dag er anderledes og svært at forholde sig til, noget man på sigt kommer til at acceptere med selvfølgelighed. Det er jeg sikker på. Jeg tror også vi vil falde tilbage - men hvor vi jeg i sidste ende være lykkelig for at sende to unger ud i livet med hver sin ballast af komplekse smage i rygsækken! 

søndag den 28. september 2014

Hvor meget godt kan man putte ind i én weekend?


For hver dag der går fjerner vi os mere og mere fra en lang og solmættet sommer. Dage og skønne stunder, som jeg stadig dvæler ved og har svært ved at slippe. 

Forude venter efterårsstormene, pivmørke cykelture i modvind og regnvejr og ødelagte muligheder for at nå hjem fra arbejde og tage billeder, inden mørket har overtaget. Lige nu er det bare med at holde fast i det blide efterår og nyde det i fulde drag. 

Denne weekend har været let at elske. 

Fredagen var helliget en udflugt med mit arbejde, hvor vi bl.a. tog til vadehavet for at samle østers til senere fortæring under fornøjelige former. En hel dag i godt og muntert selskab hvor turen også gik forbi Emil Noldes museum i Seebüll, fugle i vilde formationer på himmelen, røverhistorier fra egnen og meget, meget mere. 

Lørdag var også noget ganske særligt:
Vi tog på svampejagt. Sammen med nogle gode venner drog vi med højt humør, svampeguide, kurve og knive ud i skoven for at erhverve os et par kilo kantareller, et dusin - måske to - karl johan og nogle velvoksne håndfulde kejserhatte. 



Javel ja. 

Humøret faldt ikke, men kurvens indhold tog sig noget anderledes ud, end først antaget.

Der gik Rødhætte med ulven i den udflugt, og klokken sneg sig langt over det Passende Tidspunkt At Tage Hjem For At Lave Mad Til De Små - for der var ikke noget at gøre, vi var aldeles solgt til det urgamle gen, der varetager evnen til at sanke forråd.

Vi nåede hjem, bevæbnet til tænderne med entusiasme og rumlende (tomme) maver og satte os med henholdsvis føromtalte svampeguide, to mobiler og en tablet. 

Undersøgte, noterede, bandede og svovlede, skar over og kiggede på tværsnit, bandede mere, foretog krydsundersøgelser på tværs af bøger og den internetbaserede videnskab, undrede sig, bandede lidt mere....og endte med at godskrive 3 arter, afskrive 4 og stå tilbage med en lille portion svampe, som vi var helt sikre på, ingen andre før havde set. De er naturligvis sendt videre, så vi kan få navngivet dem efter os...

Vores venner havde heldigvis lavet skøn og god aftensmad, som ikke krævede svampene som hovedingrediens, og enstemmigt måtte vi slå fast, at det midlertidige nederlag ikke havde aflivet kommende udflugter med kurve under armene. Måske tvært imod.

I dag har bare været så søndagsk som noget kan være. 


- Det er godt, kan jeg fortælle, hvis nogen skulle være i tvivl.

Bare det at gå ud i haven og nuppe det med ind, der skulle bruges til aftensmaden (uden at frygte forgiftninger og uden at fare vild)

Lade to unger styre desserten, der røg på bålet

- og bare nyde en dag i et tempo, der ikke er til at stå for. 

Gearet går op fra i morgen igen...

søndag den 21. september 2014

Høns i haven


I nogle dage har man kredset rundt om sig selv. Slidt græsset i haven tyndt af at trave hvileløst omkring, og ligge (næsten) søvnløs om natten.....fordi man venter.

Jamen dog? Det lyder ganske fælt, forledes man til at sige med medfølelse i stemmen, og måske ville man også driste sig til at spørge, hvad denne kvababbelse dog drejer sig om?

Det er såre simpelt: 



Vi har fået høns. 

3 brune, kække og skønne høns, der end ikke har nået deres fulde højde og drøjde.

Måske er dette også forklaringen på al denne venten, for hver dag åbner jeg jo for at se, om der skulle være noget derinde. Bare ét lille æg, så jeg ved, at alt er såre godt!!


Ungerne mener sig overbevist om, at problemer af den karakter skal spises væk, og hønsene er af samme årsag sat på en streng diæt bestående af grønkål, bænkebiddere og regnorme. To unger piler frem og tilbage med forsyninger - hvoraf grønkålen vist godt nok ikke er så højt skattet som de animalske gaver. Jeg står ude på sidelinjen med økologisk fuldkost i pilleform til de tre kræ og ser lidt overset ud i den sammenhæng.. 

Tilbage til det med æggene. 
Indtil nu har der end ikke været skyggen af noget, der kunne minde herom. Men:

Naturloven foreskriver, at det heldigvis vil ske.

lørdag den 13. september 2014

Glimt af en dag


Det hænder, at man må ud af fjerene tidligere end tidligt. Ikke tidligt for en mandag, bevares, men tidligt for en lørdag. 


En lørdag med indholdsiden så tæt optegnet, som var der tale om en ung piges balkort.


Der var nu godt nok ikke tale om et bal i dag, men om en børnefødselsdag for en skoledreng, der havde givet moderen nøje instrukser at følge.


- eksempelvis om det, man kan komme indimellem to lagkagebunde. "Bananer, Mor. Og creme. Altså banancreme". Jeg tog mig den frihed at tilføje solbær/hindbær/jordbærmarmelade samt makroner...


En lørdag, hvor vi brugte 16 bananer, 81 vindruer, 20 æg, 4,3 kg. mel, 12 slags grøntsager, en gigantisk portion pizzasnegle (og hvad har jeg mere glemt?) til at fylde i 10 drenge + 1 stk. ihærdig lillesøster + 2 stk. forældre i højeste beredskab. 


Senere trådte de andre forældre til og hjalp med at konsumere lidt mere kage, drikke noget mere kaffe og nyde sensommersolen i fulde drag.


Dagen er for længst ved at gå på hæld. 

Jeg har ikke mælet ét ord siden kl. 19.47, hvor jeg vågnede op efter at have puttet ungerne med en grundighed, der kun kan findes hos forældre, der netop har været igennem en (vellykket) børnefødselsdag. 

Men hvor er det en fin dag, sådan en børnefødselsdag!
Om der er tale om overtegnet balkort eller sådan en dag som i dag...begge slags sætter aftryk, der kan føjes til bogen af minder, man så nødigt vil slippe igen.

Overvejer at genoptage talens brug i morgen engang. Det må være rigeligt. 

søndag den 7. september 2014

Henvisning til sjæleplejende æblekage


Man kunne forledes til at tro, at der var tale om et emnemæssigt skift for denne blogs indhold og interessesfære. Dette er dog ingenlunde tilfældet; jeg vil skyndsomt berolige dig med, at du er ikke havnet på en kommunal hjemmeside for lægevagten, men på en madblog. 

Historien ligger faktisk lige for. Jeg bagte en æblekage her til morgen, som blev serveret for nogle gode venner til eftermiddagskaffen. Opskriften har jeg før haft fornøjelse af at bruge, når æblerne er haglet ned om ørerne på os ude i haven. Jeg kan dog sandt at sige ikke prale af, at det er min egen. Det kan Lone Landmand til gengæld, for det er hende, der er ophavskvinde til denne meget klassiske æblekage. 

Jeg klikker ganske ofte forbi hendes (og Søren Sørøvers) hjemmeside. 
Smukke, bjergtagende billeder og gennemarbejdede opskrifter virker dragende på mig. Det er dog mere det faktum, at jeg i tilgift hermed også får serveret oplysende og kritiske informationer om grundlaget for vores fødevarer dér bevirker, at jeg bliver ved med at vende tilbage. Jeg bliver nedslået og skuffet over det, jeg læser mig frem til - men glad for at være blot en smule mere vidende om noget, der vedkommer os alle i meget høj grad. 

Det er altid lettere at tage stilling, når man har et bredt fundament af viden med sig i rygsækken. 

Linket til opskriften(klik på hendes navn ovenfor) er dog barberet fri for alverdens kritiske røster - det er slet og ret en opskrift på en æblekage, som må og skal deles videre ud i sfæren, så længe der stadig er æbler rundt om i de danske haver.



Jeg skrev danske æbler. 

Husk det nu. 

Ps. Var det i øvrigt ikke Samvirke, der lige nu opfordrer alle lykkelige mennesker med for 
mange æbler i haverne til at skrive ind, så de spiselige glæder kan fordeles kvit og frit?!?