lørdag den 13. september 2014

Glimt af en dag


Det hænder, at man må ud af fjerene tidligere end tidligt. Ikke tidligt for en mandag, bevares, men tidligt for en lørdag. 


En lørdag med indholdsiden så tæt optegnet, som var der tale om en ung piges balkort.


Der var nu godt nok ikke tale om et bal i dag, men om en børnefødselsdag for en skoledreng, der havde givet moderen nøje instrukser at følge.


- eksempelvis om det, man kan komme indimellem to lagkagebunde. "Bananer, Mor. Og creme. Altså banancreme". Jeg tog mig den frihed at tilføje solbær/hindbær/jordbærmarmelade samt makroner...


En lørdag, hvor vi brugte 16 bananer, 81 vindruer, 20 æg, 4,3 kg. mel, 12 slags grøntsager, en gigantisk portion pizzasnegle (og hvad har jeg mere glemt?) til at fylde i 10 drenge + 1 stk. ihærdig lillesøster + 2 stk. forældre i højeste beredskab. 


Senere trådte de andre forældre til og hjalp med at konsumere lidt mere kage, drikke noget mere kaffe og nyde sensommersolen i fulde drag.


Dagen er for længst ved at gå på hæld. 

Jeg har ikke mælet ét ord siden kl. 19.47, hvor jeg vågnede op efter at have puttet ungerne med en grundighed, der kun kan findes hos forældre, der netop har været igennem en (vellykket) børnefødselsdag. 

Men hvor er det en fin dag, sådan en børnefødselsdag!
Om der er tale om overtegnet balkort eller sådan en dag som i dag...begge slags sætter aftryk, der kan føjes til bogen af minder, man så nødigt vil slippe igen.

Overvejer at genoptage talens brug i morgen engang. Det må være rigeligt. 

søndag den 7. september 2014

Henvisning til sjæleplejende æblekage


Man kunne forledes til at tro, at der var tale om et emnemæssigt skift for denne blogs indhold og interessesfære. Dette er dog ingenlunde tilfældet; jeg vil skyndsomt berolige dig med, at du er ikke havnet på en kommunal hjemmeside for lægevagten, men på en madblog. 

Historien ligger faktisk lige for. Jeg bagte en æblekage her til morgen, som blev serveret for nogle gode venner til eftermiddagskaffen. Opskriften har jeg før haft fornøjelse af at bruge, når æblerne er haglet ned om ørerne på os ude i haven. Jeg kan dog sandt at sige ikke prale af, at det er min egen. Det kan Lone Landmand til gengæld, for det er hende, der er ophavskvinde til denne meget klassiske æblekage. 

Jeg klikker ganske ofte forbi hendes (og Søren Sørøvers) hjemmeside. 
Smukke, bjergtagende billeder og gennemarbejdede opskrifter virker dragende på mig. Det er dog mere det faktum, at jeg i tilgift hermed også får serveret oplysende og kritiske informationer om grundlaget for vores fødevarer dér bevirker, at jeg bliver ved med at vende tilbage. Jeg bliver nedslået og skuffet over det, jeg læser mig frem til - men glad for at være blot en smule mere vidende om noget, der vedkommer os alle i meget høj grad. 

Det er altid lettere at tage stilling, når man har et bredt fundament af viden med sig i rygsækken. 

Linket til opskriften(klik på hendes navn ovenfor) er dog barberet fri for alverdens kritiske røster - det er slet og ret en opskrift på en æblekage, som må og skal deles videre ud i sfæren, så længe der stadig er æbler rundt om i de danske haver.



Jeg skrev danske æbler. 

Husk det nu. 

Ps. Var det i øvrigt ikke Samvirke, der lige nu opfordrer alle lykkelige mennesker med for 
mange æbler i haverne til at skrive ind, så de spiselige glæder kan fordeles kvit og frit?!?


onsdag den 3. september 2014

Fascinerende, fascinerende!


Vi har fået en 90mm makrolinse. 

Det er noget, der har stået på min ønskeseddel i ganske lang tid og kan betragtes som et meget konkret redskab til at give fascinationen af hverdagens finurligheder bedste vilkår. 

Når man sidder dér en dugfrisk morgen med kameraet, den nye linse og motivet er indenfor rækkevidde, forsvinder alt andet omkring én, og tiden ophæves på magisk vis. Tankevirksomheden indsnævres, og selv åndedrættet bliver reduceret til det højst nødvendige. Det er den perfekte måde at skubbe alt andet til side på.

Nu har vi haft linsen en uges tid, og begejstringen er ingenlunde formindsket. Dette er i alle tilfælde fuldstændigt genialt, opslugende, magisk... og tidsrøvende.

Ikke mere snak for nu; du får i stedet et par af de første billeder, jeg tog med linsen.











....og ved du hvad? 

Den kan også tage billeder af kager!!! 

søndag den 31. august 2014

Squashkage vol.109834

Squashkage

Den er god nok. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har bagt en squashkage, eller hvor mange udgaver der er vandret fra mine hænder. Faktum er, at jeg endnu ikke er blevet træt af at tage dette stykke bagværk under luppen og bearbejde det på kærlig vis. 

Kageforsøg nr. 109834 så dagens lys her forleden, hvor tiden var blot en anelse mere nådig ved mig, end den kan have for vane at være. Der var med andre ord tid til at varetage en ubønhørlig og insisterende trang til kage, og det endda så det passede med, at den landede på bordet kl. tre - lige tidsnok til at aftensmadens krav blev nedjusteret behørigt. 

Hvad er der da med lige netop denne kage? Jo, der er ganske simpelt rugbrødsdrys i! 

I min originale opskrift bruger jeg der 50% almindeligt hvedemel og 50% grahamsmel, men da jeg stod og skulle til at bage, stod jeg samtidig med den største pose rugbrødsdrys, som netop var revet og blandet sammen med lidt farin. Der var denne eftermiddag åbenbart ikke særligt langt fra tanke til handling, for resolut blev den grove mængde mel erstattet af rugbrødsdrysset. 

Resultatet var en noget mere svampet og saftig kage, som dog alligevel havde noget struktur i sin krumme på grund af rugbrødet. Det var med andre ord en temmelig tilfredsstillende oplevelse. 

Ingredienser:
3 æg
2 dl koldpresset rapsolie
3 dl. sukker
5 dl groft revet squash - er det en temmelig saftig udgave, skal du lige presse en anelse af væden fra
2½ dl. hvedemel
2½ dl. hjemmelavet rugbrødsdrys, ikke alt for sødt.
1/4 tsk. bagepulver
2 tsk. natron 
1 tsk. salt
3 tsk. kanel
2½ dl. grofthakkede nøddekerner
2 dl. tørrede tranebær

Fremgangsmåde:
  • Pisk æg og sukker til det er hvidt og cremet. Sukkeret må næsten ikke knase mere.
  • Så kommer det sjove: vælt alt ned i skålen og pisk forsigtigt, indtil det hele er blandet.
  • Op i en mellemstor bradepande og bag kagen ved 200 grader, indtil en kødnål kommer op igen uden dej - det tager knap 1 time. 
  • Af uvisse årsager er det bedst at drikke te til denne kage. Ikke kaffe.
Note
Hvis du ikke bruger sødet rubrødsdrys, men river rugbrødet direkte for at putte det i kagen, vil jeg anbefale dig at erstatte ca. 0,5 dl af de 3 dl. almindeligt sukker med mørkt farin for at få mere smag af karamel frem i den endelige kage. 


onsdag den 27. august 2014

Al magt til drenge på pærerov


Livet er hårdt. OG uretfærdigt.

Det man ønsker er ikke altid inden for rækkevidde, og en vis indsats er påkrævet i kampen om at få det, man kan ane i horisonten.


Man må være tilstede i nuet.. 


Have fuld fokus...


Stole på eget virke


- og ruste sig med tålmodighed. 

Der går ikke længe, før drengen har knækket koden, fundet stigen og er kravlet til tops... 

...og hvem vil i grunden ikke gerne sidde lige netop dér?!

onsdag den 20. august 2014

Nem, nærved og næsten-klassisk tærte med babyspinat, feta og tomater

Tærte med spinat, feta, oliven og tomater

Vi er nået til et skelsættende kapitel i mit liv, hvor et udefrakommende element er blevet implementeret på smukkeste vis. 

Jeg har købt en pakke butterdej. 

Jeg, der aldrig helt har forstået de dybere og saliggørende aspekter af dette fedladne stykke bagværk - som oftest gemt bort bag en tung dyne af æggestand i den helt klassiske udgave af en tærte - har nu måttet sande, at der alligevel er noget godt gemt bag de flade plader, man køber på frost. 

Begrebet tærte er taget nænsomt ved hånden og drejet en anelse, så butterdejens flagede konsistens er så intakt som muligt. 

Det er rasende nemt at lave!! - og ja; den slags kommer man til at holde af fra tid til anden.

Ingredienser:
1 plade butterdej pr. snude
1 tomat pr.snude - og ja, herfra aftaler vi bare, at resten af nedenstående ingredienser naturligvis også retter sig til førnævnte snude!
1 damehåndfuld babyspinat, vasket 
2-3 store humpler cremet feta
3-4 sorte oliven af særdeles anstændig kvalitet skåret i tynde flager
Lidt olivenolie
Lidt groft kværnet sort peber
Frisk basilikum, revet groft fra hinanden


Fremgangsmåde:

  • Lad buterdejspladerne tø en anelse op på en bageplade
  • Kom en håndfuld spinat på hver, fortsæt med tyndt skårne tomater, feta, oliven, olie og til sidst peber.
  • Bagetid: 20-25 minutter ved 215 grader
  • Efter kort afkølingstid drysses basilikum på. 
  • Spises med godt, lufttørret skinke, kølig hvidvin og bunkevis af oliven



søndag den 10. august 2014

Køkkenhjælperens sidste fridag før skolestart


Nu skal i høre. 
Ham, vores store dreng på billedet er på vej ind i skolelivet. Fra i morgen kan han bryste sig af at kalde sig skoleelev og ikke børnehavedreng, og derved er livet lagt i noget mere strukturerede rammer. Det gør lidt ondt på moderens frihedsgen, der nok kunne have trængt til 10-15 år mere med impulsive udflugter og afstikkere sammen med denne kønne dreng. Nuvel, dette må fremadrettet blive i weekenderne og skolernes ferier...

Det leder til aftenens historie, for i onsdags fejrede vi, at han og jeg havde vores sidste hverdags fridag sammen. Aftenen før havde jeg spurgt ind til, hvilke kriterier der skulle være opfyldt for at dagen ville blive godtaget. "Jo altså Mor. Eh, altså, der skal være nybagte boller og så skal vi dække et fint bord til morgenmaden. Og så skal vi have lov til at se fjernsyn, når vi vågner (noget, der ellers hører morgenerne i weekenderne til), og så skal vi læse bøger, og så skal vi (her trækker han muligvis stakåndet vejret) ud i en skov eller sådan noget, altså Mor; og noget med en legeplads, og så skal vi lave god mad, og der skal både være dug og dækkeservietter på, og så leger vi restaurant, Mor, hvor Silje og Far skal komme, og så må de vælge hvad de vil have at spise på menukortet, altså lagkager, pizza, havregrød, frikadeller, tortellini, kager" - Her måtte jeg afbryde det kære væsen og nænsomt indvie ham i det lidt mere realistiske begreb "dagens menu". Ved den melding så han en anelse desorienteret ud. Jeg kunne heldigvis følge op og berolige ham med, at det ikke behøvede at udelukke flere retter, blot at vi nok trods alt ville få svært ved at lave en hel a la carte blot ham og jeg. Så var alt tilbage i den gode stemning igen.  

Jeg var overrasket over at høre, hvor meget maden fyldte i hans bevidsthed, fordi jeg netop havde spurgt åbent ind til hans ønsker for dagen. Jeg lovede opfylde ønskerne, og således var rammerne for dagen sat. 

Dagen blev både skøn og dejlig. 


Efter en god morgenmad smurte vi nogle solide madpakker og vinkede farvel til Lillesøster, der skulle i skoven med sin børnehave. Tog det mest og mindst nødvendige i en rygsæk og kørte afsted. Destinationen var Den økologiske have i Odder, der faktisk rummede samtlige kriterier for de udendørs aktiviteter, som drengen havde sat for dagen. Vi gik rundt, snusede omkring, legede gemme, kløede heste på mulerne og beundrede de flotte høns. Fandt en plet med skygge og hev madpakkerne frem, der lå gemt i rygsækken. Samme sted lå også et par gode historier fra biblioteket, der blev læst højt i samme stund. 

Lidt over middag kørte vi videre ud i skoven til Lillesøster og børnehaven, der tog imod os med åbne arme. Vi blev hængende og spiste vores eftermiddagsmadpakker dér, inden jeg kørte to trætte unger hjem til is i haven og endnu flere historier...og kaffe til mig. 

Så begyndte forberedelserne til aftensmaden. Forretten var tænkt af drengen selv; han havde om morgenen nuppet nogle blade fra vores basilikum, pakket det rundt om noget Vesterhavsost fra Thise mejeri, og spist det med største velbehag. Jeg gav ham ideen om tandstikkere, og det fængede øjeblikkeligt. 


Til aften havde han i tilgift hentet tomater fra haven og ristet noget daggammelt brød, som vi spiste til: et par halverede friske hvidløgsfed blev gnedet på brødet, lidt olie blev stænket på og et par flager groft salt dalede ned og fuldendte hver lille bid. 

Hovedretten klarede sig selv: frisk tortellini, ristet bacon, let ristet løg og sort peber. Ikke mere? Nej, ikke mere. Tortellini står meget højt rangeret over yndlingsmad i en næsten 6-årig drengs bevidsthed.

Desserten var frisk, sprød og fuldstændig uforlignelig: koldskål med dels groft skårne og dels hele brombær i. 





Den aften var drengen glad - og jeg var glad. 

Sikke en dag. Sådan en dag, man husker.