tirsdag den 31. maj 2011

31.5 Det kolde bord



Vi fik kold aftensmad; resultatet af køleskabets krinkelkroge, men mindst lige så meget fordi at det primært var et spørgsmål om, at mundene skulle mættes her i huset.

Det var nu slet ikke så tosset;
·        Lyssej med et ”crumble-låg” af brød, parmesan, persille, estragon, olivenolie, salt og peber
·        Avocado most med cremefraiche, fint hakket løg, timian, rucola, citronsaft, salt og peber
·        Radiser fra haven (helt sikkert inficeret med SARS, colibakterier og andre vederstyggeligheder)
·        Kold kartoffelsalat med kidneybønner, tomat og olie-eddikemarinade

Der er nu kommet en opskrift på rabarber-appelsinmarmeladen – klik på den 30.5, hvis du er underlagt horderne af rabarber, der fortsætter med at skyde i vejret her for tiden.

mandag den 30. maj 2011

30.5 Vi keder os ikke..


Det var noget med en bisse, der skulle skrues på.
En ny uge og dermed nye projekter – denne gang handlede det om tomme kagedåser. Der er slidspor hen til kagedåserne her i huset; det er naturligvis Panda (ham får I lov til at høre om ved lejlighed), som spiser dem alle sammen og i tilgift krummer i sengen. Og sådan en panda kan spise mange, rigtig mange småkager i løbet af en uge. Hmm, tja. Måske endda bare i løbet af en formiddag.
Den ene slags er havregrynssmåkager med kanel og rosiner, den anden er ingefær-småkager.
Et par mere eller mindre mislykkede brød kan man også ane. Mislykkede, fordi de ikke ville slippe hævekurvene, da jeg skulle vende dem ud på bagepladen.
De fire glas er rabarber-appelsinmarmelade med kardemomme.
Der kommer opskrifter på et tidspunkt. Så har jeg ikke lovet alt for meget…

- Her kommer opskriften på omtalte marmelade:

Rabarber-appelsinmarmelade med kardemomme

450 g rabarber, skåret i ½ cm tykke skiver
1 appelsin, rub og stub (bortset fra sten)
Skallen af 1 appelsin
3 kardemommekapsler
2½ dl. friskt presset appelsinjuice
275 g sukker
2 tsk. rød melatin

Skær hele appelsinen i små tern og den enlige appelsinskal ligeså.
Put det i en gryde med kardemommekapslerne og appelsinsaften, og kog det under låg, indtil skallerne føles møre. Det tager ca. 20 minutter.
Tilsæt sukker og rør, til sukkeret er opløst, og massen koger.
Tilsæt rabarber og rør, til alt er blandet godt.
Kog i ca. 10 minutter, indtil rabarberne er begyndt at gå i opløsning – der skal stadig være lidt struktur tilbage.
Bland 3 tsk. sukker med 2 tsk. Rød Melatin og rør det i gryden under omrøring.
Kog ca. 3 minutter.
Lav geléprøven: hæld en anelse marmelade op på en underskål og lad det køle af øjeblikkeligt. Stivner marmeladen, så den ikke løber, er den klar.
Hældes på helt rengjorte glas og lukkes godt.

søndag den 29. maj 2011

29.5 P-ordet vandt..igen


Det var så afgjort én af de dage..
- Af slagsen, hvor den ene kigger på den anden, og ud kommer de berømte ord: "har du tænkt på, hvad vi skal have til aften?" 
Sådan en sætning bliver sjældent bedre af, at klokken i dag nærmede sig 17, før den blev bragt på bane.

Det er i situationer som disse, at menneskets sande natur træder afslørende frem og blotlægger, hvilket stof vi er gjort af.
Tag nu Morten, min mand: Jeg har ham under mistanke for at fremprovokere situationer som disse, for han vil efter "har du tænkt på..."-sætningen uden tvivl proklamere (efter en kunstfærdig tænkepause): "vi kunne jo få en pastaret med nogle ting svitset sammen på panden" mens julelysene i øjnene er tændt for højeste blus. 
Der er noget med pasta og dén mand - og generne ser ud til at være leveret videre i lige linje, for det var faktisk vores søn, der kiggede op på os og udbrød: "tortellini".... med samme lys i øjnene. 
Jeg tror mit stof er gjort af noget lidt mere grønt, så jeg overlod skåneærmer og forklæde til Morten, mens jeg selv lavede en salat som tilbehør. 
Det har så afgjort været en weekend uden de store gastronomiske udskejelser.
Mandag skruer vi bissen på..

lørdag den 28. maj 2011

28.5 Suppe på en kold dag


Hønsekødssuppe med hvide og grønne asparges - og så ikke mere hønsesnak herfra det næste stykke tid!

27.6 Rabarbermuffins

Vi bliver lidt ved det rabarber'ske - her en opskrift på nogle muffins, som vi (i godt selskab) spiste i går aftes:



Rabarbermuffins 10-11 stk.

Ingredienser:

80 g havregryn
125 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 nip salt
80 g rørsukker
50 g farin
1 æg
2 kandiserede ingefær-knolde
Skal fra 1 øko. Appelsin
50 g smeltet smør
1 dl mælk
200 g rabarber, groft hakket
75 g ditto groft hakkede mandler

Farin på toppen

Fremgangsmåde:
  • Bland havregryn, hvedemel, bagepulver og salt sammen i en stor skål.
  • Pisk æg og de to slags sukker skummende
  • Tilsæt smør, appelsinskal og ingefær og pisk igen.
  • Gradvist hælder du mælken og sukkerblandingen op i den store skål, hvor melet og de andre tørre ingredienser befinder sig, imens du vender det hele godt sammen. Vender – ikke pisker.
  • Til sidst vender du rabarber og mandler i.
  • Drys lidt farin på toppen af hver muffin – det vil give en sprød, karamelliseret skorpe.
  • Op i muffin-forme med dejen og bag dem 35 minutter ved 200 grader. Er din ovn lidt mere hidsigt anlagt end min, er 185 grader sandsynligvis nok.

torsdag den 26. maj 2011

26.5 Rarbarberbarbarwonderbravisimus


Hermed en opskrift på rødløgs-rabarber relish/marmelade!

Du kan bruge den som spread i en flute/sandwich på linje med pesto, og er navnlig godt sammen med med kylling, bacon, sprøde salater og fint skårne grønne asparges. Eller tyndt skårne rester af en okse/lammesteg fra dagen før. Jeg havde kogt to kyllinger i forgårs, så vi hepper på udgaven med kylling til vores aftensmad i aften :) 

300 g rødløg, renset vægt.
300 g rabarber (de grove er fine heri), renset vægt.
30 g smør
4 spsk. lys lagereddike
100 g sukker
1 spsk. vand
1 nip salt
1 tsk. friskt kværnet peber
200 g rødløg (ikke en fejl – læs videre) renset vægt.

Fremgangsmåde:
  • Skær de 300 g rødløg i tynde skiver og steg dem forsigtigt i smørret, indtil de bliver transparente og kollapser.
  • Tilsæt lagereddike, vand og sukker og lad det simre ca. 15 minutter under stadig omrøring. (bemærk den flotte farve, som rødløgene får ved kontakt med eddiken)
  • Imens den ene hånd rører i gryden med rødløg kan den anden passende skære rabarber i grove stykker.
  • Hæld rabarberstykkerne i gryden sammen med salt og peber og fortsæt med at røre ved jævn varme, indtil massen tykner og væden er fordampet. Det tager ca. 25-30 minutter.
  • Så er det de sidste rødløgs tur til at komme op i gryden. På dette tidspunkt vil rabarberne være kogt ud, og det hele ser lidt mistrøstigt ud. Derfor tilsættes de sidste 200 g rødløg i tynde skiver nu, så der gives lidt substans til grydens indhold. Lad koge 5 minutter og sluk.
  • Smag til med salt og peber.

onsdag den 25. maj 2011

25.5 Gulerodsslaw og hjemmelavet leverpostej - en længere smøre

Ovenpå søndagsmiddagen må vi sande, at det atter er blevet hverdag igen. 
Nogle ting befinder sig mere i kategorien "hverdag" end andet; her i huset er gulerødder essensen af hverdag - de emmer ganske simpelt af vane og fornuft, og findes altid i vores køleskab.
Det kunne med andre ord snildt komme en særskilt kogebog ud af denne grøntsag; gulerødder på 103 måder! Aftenens udgave er nr. 47 (ud af de 101, forstås) og læner sig op ad den amerikanske coleslaw:

Man tager

  • Så mange gulerødder som familien spiser til et aftensmåltid
  • Halvt så meget spidskål eller hvidkål
Dette rives af Køkkenhjælper nr. 1 (se billeder) i huset - gerne groft

Så laver man sig en god dressing:
  • En rest af mormordressingen fra dagen før - eller: fløde, citronsaft og sukker og rører rundt
  • Tilsætter dijonsennep, lidt æblecidereddike og kværner lidt peber herned.
  • Rør, indtil alt er godt blandet. Smag til, så den rammer familiens smagsløg. Husk, at både kål og gulerødder er søde, så dressingen må gerne have en anelse kant fra sennep, citronsaft og eddiken
  • Hæld dressingen på de revne gulerødder og kålen og bland godt.




















Så var der en forespørgsel på leverpostejen, som jeg omtalte den 19. maj.
Leverpostej må om noget høre til kategorien "hverdag" - på linie med gulerødderne?! Nej, det kan nok ikke sammenlignes. Men uundværlige er de begge, det skal slet ikke diskuteres.

Opskriften er min mors, og der er ikke meget der slår duften af en nybagt leverpostej i huset. Der er tale om lige dele tryghed, forventning og mundvand, der bare ikke står til at redde.
Min mor påstår hårdnakket, at den er allerbedst, når den er nybagt, men let afkølet. Vi andre ved bedre og kunne i princippet spise den før hende, mens den er helt varm og luftig som en soufflé!

Jeg skal ikke kommentere på hvorvidt det er sundt at spise margarine eller spæk - men nøjes med at understrege, at gladest bliver man af at spise noget, der gør en glad. Og sund, hvis man spiser lidt af alting. Også leverpostej. Især min mors!

Opskriften passer til 18-20 små leverpostejsforme.

1 del af leverpostejen:
  • 1,5 kg. lever
  • 800 g spæk
  • 4 løg
Dette hakkes i en kødhakker, food processor el. lign
2. del af leverpostejen:

  • 200 g margarine
  • 200 g mel
  • 1½ l mælk
Smelt margarinen, pisk melet i under intense armbevægelser og rør, indtil dejen slipper kanterne af gryden, og den begynder at se blank ud. Tilsæt mælken lidt efter lidt, efterhånden som dejen absorberer væsken.
Køl af.

3 del af leverpostejen, opbagningen:
  • 5 æg
  • 7 tsk. salt
  • 5 tsk. FRISKT KVÆRNET peber - ellers mere
Når opbagningen er kølet af, tilsættes den hakkede del 1 og ingredienserne i del 3. Bland, indtil du er fuldstændigt sikker på, at alt er blandet godt sammen.
Hældes i aluforme og pakkes enkeltvis.Hvis man ønsker, kan man lægge en stribe bacon på hver.
Fryses ned rå, så man kan tage dem op efterhånden og bage dem. Bagetid fra frost: ca. 50 minutter v. 200 grader

tirsdag den 24. maj 2011

24.5 Nogle tæller får...










- Jeg nøjes med at tælle surdejsbrød. Altså ikke nu, men når jeg nærmer mig de 365 dage, er jeg faktisk spændt på at se, hvor mange brød, der er røget igennem huset på et år. "Giv os i dag vort daglige brød..." jo tak, det skal jeg love for! Det er først når man ser det, at det går op for én, at det er nogle ting, som man spiser mere af end andet. Naturligvis er min næste tanke så hvor meget kage, vi kan nå at spise....

Vi havde en hyggelig eftermiddag og aften: 4 generationer satte sig til bordet; min mor og mormor og morfar kom nemlig hen på eftermiddagen og blev til aftensmad. 
Ved tanken om det forventede besøg øjnede jeg en chance til at servere en rigtig forårs- og sommerklassiker:











Dansk kylling 
Nye kartofler (ja, det blev det så ikke, for jeg venter trofast på de danske)
Rabarberkompot
Agurkesalat
Grøn salat med mormordressing (det hedder den!) 
- og naturligvis sovs....masser af sovs.

Der må være tale om en søndagsmiddag. Gad vide, om ikke jeg skulle have haft købt chips???? Er det bare mig? Søndagsmiddag... og så på en tirsdag. Hold på hat og briller, hvor brydes der grænser i dag!

- Undskyld Kylling.. Tænk at man skulle ende sine dage fotograferet med måsen opad!

mandag den 23. maj 2011

23.5 Rejer på udenlandsrejse


En lille salat fra aftensmaden - en af de dage, hvor alting gik så stærkt, at der end ikke var tid til at nedfælde mængderne. Det er nu til at se igennem fingre med, for - som du kan se på billedet - er forholdet mellem ingredienserne næsten én til én. 
Smagen er frisk, sød og skarp på én gang. 

Ingredienser:
Rejer
Mango
Appelsin
Bladselleri
Agurk (uden kerner og skræl)
Skalotteløg
Citronsaft og lidt citronskal
Chili
Ingefær

Fremgangsmåde:
Alt fint hakket og blandet rigtig godt
Ønsker man en let frokostret, kan man blande afkølede jasminris i.

Note til dressingen, der kan akkompagnere denne salat: Hvis du blander dressingen i, skal du til gengæld undlade at bruge citronsaft og skal, som ellers er angivet ovenfor..

søndag den 22. maj 2011

22.5 Madpandekager med ramsløg


Det var her de endte. Ramsløgene.
- og jeg kan tilføje, at de snildt finder sig i at tilbringe lidt tid i køleskabet. Næste år kan jeg med andre ord godt tillade mig at være lidt mere grov ved skovbundens vegetation, så jeg har til flere eksperimenter..

Såvel blade som blomster kan spises. Smagen minder om en blanding af purløg og mild hvidløg, og jeg er i særdeleshed helt pjattet med blomsternes udseende - tænk, at man kan spise noget så fint!
De grønne blade, rucola og spinat, er fra haven :)

Opskriften på madpandekager kommer her:

11-12 stk.
2 dl. groft kværnet hvedemel
2 dl. alm. hvedemel
1 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
1 spsk. tahin (sesampasta)
3 spsk. sesamfrø
2 spsk. koldpresset rapsolie
4 dl. mælk
½ dl. tykmælk
2 æg
4 blade ramsløg (med stænglerne), fint hakket
Så meget persille du kan skrabe sammen, fint hakket
Er din have underlagt et skvalderkåls-diktatur, kan du naturligvis gøre et hæderligt forsøg på at vælte regimet ved at lade disse blade indgå i urteblandingen - men jeg er oprigtigt bange for, at du skal spise mange, mange pandekager før det for alvor rykker ved bestanden...  

Fremgangsmåde:
  • Start med at riste sesamfrøene på den pande, du alligevel har besværet med at hive frem til pandekagebagningen.
  • Bland sesamfrø, de to slags mel, salt, bagepulver og de hakkede krydderurter.
  • Hæld 3 dl. mælk ved og pisk grundigt, indtil dejen er uden klumper.
  • Tilsæt den sidste dl. mælk samt æggene, olien og tahin. Pisk grundigt igen.
  • Varm en pande op og tilsæt 1 spsk. olie.
  • Bag pandekagerne - knap 1 dl. pr. stk afhængigt af din pandes størrelse. Efter første pandekage burde det ikke være nødvendigt at bruge mere fedstof på panden.
Bruges til at svøbe om det fyld du nu engang har lyst til - smagen af urter er mild i pandekagerne.

lørdag den 21. maj 2011

21.5 Spidskål vol.1 og ramsløg



Jeg har aldrig før fundet, smagt eller arbejdet med ramsløg - men det kommer jeg til nu. Vi var på familieudflugt i Forstbotanisk have i dag, hvor jeg pludselig fik øje på ramsløgene. Det var fristende at bruge dem i dag, men vi kom sent hjem, så de ligger nu i køleskabet og venter på at blive brugt i morgen.
Jeg håber, at de klarer skærene natten over.


Den første, danske spidskål er ved at ramme butikkerne nu.
Stadigvæk til en hamper overpris - eller er det også en af de råvarer, der har fået et generelt hak opad? Jeg ved det ikke, men det føles tosset at give en kvart landejendom for et spidskål (og gulerødder, nu jeg er igang med at brokke mig).
Nå. Hmpf. Naturligvis er det endt med, at den slemme, slemme supermarkedskæde fik skovlen under mig, og hjemme i mit køleskab ligger der nu et halshugget eksemplar af ovennævnte kål - hvis man altså kan finde halsen på et spidskål.
Halshugget, fordi den første del er blevet brugt til aftensmadens salat, og det skal der naturligvis være et billede af. Det skal nu også lige siges, at det var en særdeles flot spidskål, vi taler om, og det var den primære årsag til, at jeg kunne se fornuften i at købe den.

Der står "spidskål vol. 1"..... ja,det gør der. Og det er der nød til at stå, for er der en grøntsag, jeg er vild med, så er det spidskål. Derfor er dette altså kun den spæde start; der kommer mange flere..



Man gør følgende, hvis man har lyst til at spise omtalte salat:

Skær så tynde strimler af et spidskål som muligt med en kniv. Op i en skål med det.
Åbn for en pose med semidried tomater i strimler og hæld nogle af disse op i skålen til spidskålen.
Har man en god feta (ak, det havde jeg ikke!) skal der bestemt også smuldres noget i af den.
Hvide, kogte bønner skal også gøre salaten selskab
- og det var så det.

Så kommer marinaden; salatens korset om man vil:
Olivenolie, løvstikke (ja, der kom den igen), persille, hvidløg, hvidvinseddike, salt, lidt honning, peber - alt blendes til en fin, grøn marinade, som vendes i salaten, når man har smagt den til.

Den kan sagtens spises dagen efter, da kål ikke har den kedelige egenskab at den klasker sammen som almindelig salat vil gøre i selskab med dressing et døgns tid.

Vi fik nogle gode oksekødspølser, noget af brødet fra i går og så denne salat til aftensmad.

fredag den 20. maj 2011

20.5 Lakridskage og surdejsbrød med kartoffel


Denne kage er tilegnet min søster Maj, der gav udtryk for, at der var lige vel meget hippie-gryde og klidsnegle at finde på min blog. "Jeg savner sådan en rigtig kage" lød det mellemfornøjet.


Kagemangel kan vi ikke have, så kødhammeren og lakridsbolcherne måtte en tur frem fra gemmerne.
Resultatet: en lav, fugtig kage med karamel-lakridsglasur (og lakrids i dejen). Jo, den smagte af mere.


Opskriften kommer her:

Dejen:
175 g blødt smør
100 g lyst muscovadosukker
200 g rørsukker
2 æg
150 g hvedemel
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
30 g knuste/pulveriserede Tyrkisk peber-bolcher
1½ dl. A38 el. lign

Karamelglasur:
75 g smør
75 g flormelis
30 g farin
1/4 dl. sødmælk
20 g knuste/plveriserede Tyrkisk peber-bolcher

Fremgangsmåde til dejen:
Rør de to slags sukker med smørret, til det hele er blandet godt
Tilsæt æggene, ét ad gangen, mens der piskes
I en anden skål blandes mel, knuste bolcher*, salt og bagepulver godt sammen, og tilsættes derefter til smørblandingen
Til sidst vendes A38 i.
Dejen fordeles i en bradepande, ca. 22x34 cm, og bages 45  minutter ved 200 grader, indtil den føles let fast. Man kan stikke en kødnål eller knivblad ned for at se, om der sidder dej fast - det skal der ikke.

*bolcherne skal knuses umiddelbart inden, de blandes med melet, da de ellers har en tendens til at klistre sammen.

Imens kagen bager laves glasuren:
Alt vejes af og kommes i en gryde.
Tænd for fuldt blus og pisk, så armen er ved at falde af i et par minutter, mens glasuren bobler lystigt. Så har man ligesom også fortjent sin kage, når der skal piskes sådan..

Den lune glasur fordeles henover dejen i et jævnt lag, når kagen er næsten kølet af.

Skæres i passende stykker = så store som man kan skamme sig til.


Surdejsbrødet med kartoffel er endnu et af Dan Lepards genistreger. Bagt på godt mel, der indeholder kim, klid og hele pivtøjet.
Små lyksaligheder...

torsdag den 19. maj 2011

19.5 Varme hveder og en lille surprise..

Nææh....Det var vel nok en overraskelse! Varme hveder, ih altså!


Hårdt presset vil jeg nu nok godt indrømme, at det ikke kom som nogen overraskelse for mig. Hvert år glæder jeg mig måneder forinden til at få lov til at bage disse pragtstykker, for det ville være omtrent lige så blasfemisk at bage brune kager i juni, som at bage varme hveder i august. (men heldigvis er der noget, der bare hedder "krydderboller" - som man kan redde sig ind under, når trangen til noget blødt med kardemomme melder sig uden for sæson...)


Opskriften er fra Lene Hannestads "Årstiderne i mit køkken", og den skuffede heller ikke denne gang. Som ristet hvedeknop er den optimal, men også helt friskbagt fra ovnen. Få minutter efter at den har været i ovnen, kan man tage en bolle, flå den fra hinanden og se, hvordan den "flager" i bløde hapsere, der smelter på tungen.


Dette: En dej med ambitioner..


Kanonkugler...


- Forvandlingskugler...


Varme, nybagte hveder...




OG lidt husmoder-pral her på falderebet. Enhver god husmoder har jo naturligvis lavet 18 (rå) leverpostejer, pakket dem sirligt ind i vokspapir, og sendt dem på lejrskole i fryseren, indtil behovet for varm (eller kold) leverpostej opstår. Man har vel gået på husholdningsskole.... 

onsdag den 18. maj 2011

18.5 Rugbrød og svensk sirupsbrød

Så er der atter rugbrød til folket! (det vil primært sige mig)
Den lille gnom ved siden af er en slægtning til et svensk sirupsbrød med svesker, mandler og krydderier. Opskriften på sidstnævnte brød kommer oprindeligt fra Claus Meyers "spis igennem", jeg har blot gået det sidste stykke og tilsat nelliker og kanel til dejen.
Er man igang med at bage rugbrød, kan man lave dobbelt portion af sin dej, hvis man ønsker at få denne slags brød:

Tilsæt
3 spsk. sirup
1-2 gode håndfulde svesker, det samme gælder hele mandler.
1 tsk. nelliker og 1 tsk. kanel.
Så meget mel, at dejen igen ligner rugbrødsdejen i formen ved siden af - sandsynligvis blot et par store spsk.
Bages som almindeligt rugbrød.

Brødet egner sig i særdeleshed godt til blåskimmeloste og bitter appelsinmarmelade, men er man en kryster, kan koldt smør nok også gå an.

tirsdag den 17. maj 2011

17.5 De første surdejsbrød samt kalkunlår i øl..




Så er der gang i surdejen for alvor. Disse brød er bagt på hvede-, majs- og grahamsmel og var klar til aftensmaden.



Jeg havde to hjælpere (2½ år og 6 uger) med mig i køkkenet til at klare aftensmaden, så der blev produceret mad i den helt store stil (og ja, hun var sikret, så hun ikke kunne rulle ud!):
  • Salat med æble, tomat, persille, hvidløg, rapsolie, flagesalt, æblecidereddike og kværnet peber
  • Kalkunlår stegt i ovnen med øl, enebær, estragon*, citronskal, honning, peber og salt - lagt ovenpå gulerødder og løg
  • Surdejsbrødene
* Tørret estragon fra de forrige dage..


 - Marinaden, som kødet kom til at ligge i




- Den tørrede estragon

mandag den 16. maj 2011

16.5 Knækbrød


Dette var dagen, hvor jeg skulle have lov til at åbne ballet og afholde den første mødregruppe.

Forinden bliver man nøje indprentet af sundhedsplejersken, at man endelig ikke må stille an med for meget; det går med andre ord ikke an at skræmme folk fra sans og samling med for megen overskud og hjemmebag.
Nuvel. Knækbrød måtte virke tilpas asketiske, og jeg høstede da også et nådigt nik fra sundhedsplejersken..
Hyggeligt var det i hvert fald!

Opskriften kommer her - man kan se det som en grundopskrift, hvor man selv kan føle sig fri til at fifle lidt med krydderier og smagstilsætninger (se nederst).

Ingredienser:
60 g havregryn
100 g hvedemel
30 g rugmel
50 g græskarkerner
50 g solsikkekerner
50 g sesamfrø
50 g hørfrø
1 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
1 tsk. honning
½ dl. rapsolie
1½ dl vand

Fremgangsmåde:
Alt blandes og æltes godt. Rulles eventuelt ud mellem to stykker bagepapir eller på et bord, strøet med mel.
Bages ved 200 grader i ca. 15 minutter, men det afhænger af, hvor tykke man kan lide dem.

Forslag til smagstilsætninger:
  • Rosmarin - bare rosmarin. Honningen i knækbrødene klæder denne krydderurt, der har noter af eukalyptus. God til oste
  • Kanelsukker - for at få en helt anden oplevelse.
  • Riv ost henover inden bagningen.
  • Groft kværnet eller knuste fennikelfrø



Surdejen er klar i morgen - men måske drister jeg mig til at bruge den allerede i aften til en koldhævning.. Skummet minder om en god, gammeldags milkshake, og duften er begyndt at være syrlig, og det er gode tegn på, at dejen er på ret kurs.

søndag den 15. maj 2011

15.5 Rabarbersaft, aftensmad og surdej


 








Så blev der endelig saft ud af de røde og grønne stængler..sikke en farve :)













Herrerne i huset stod for at lave tortellini til aftensmad- vendt med en cremet sovs af ajvar, fløde og sauterede løg.
Damerne klarede salaten (meget symptomatisk..), der fik en dressing af den hjemmelavede sennep fra forleden, peberrod fra haven, honning fra hjemmevante bier, rapsolie og lidt hvidvinseddike. Den kvikke læser vil naturligvis allerede på nuværende tidspukt have bemærket, at salaten indeholder spirer. Og ja, det er selvfølgelig de små linselus, der endeligt har udviklet sig til perfektion - og så bliver de belønnet ved at blive spist! Livet er hårdt og uretfærdigt...


Et lille kik ned til surdejen - den skummer smukt, men er endnu ikke begyndt at dufte syrligt. Jeg forventer, at den river i næsen som et godt nys, når jeg åbner for den i morgen. Så går der ikke mange dage, før den er klar til at blive brugt.

lørdag den 14. maj 2011

14.5 Rabarbersaft

Ikke så meget snak - dette er rabarber, der snart ender som pink saftevand.

fredag den 13. maj 2011

13.5 hippie-gryde og snegle


Aftensmaden stod på Dhal - en gryderet med linser og brune ris:
  • 2-3 chili
  • 3 fed hvidløg
  • 80 g ingefær
  • 2 alm. løg
  • 4 spsk. olie
--
  • 5 kardemommekapsler
  • 2 tsk. spidskommen
  • 3 tsk. karry
  • væsken fra ½ ds. ananas
  • 1½ l. kraftig hønsefond
  • 120 g røde linser
  • 120 g De puy linser
  • 120 g brune ris
  • 1 lille dåse kokosmælk
  • 2 stængler forårsløg, skåret i tynde skiver
  • 2 stængler bladselleri, skåret i tynde skiver
Start med at blende/hakke chili, hvidløg og ingefær godt med olien.(nemt i en food processor eller med stavblender. Ellers hakker man bare tingene på et skærebræt og putter dem i en gryde med olie)
Hak de almindelige løg groft.
Dette sauteres ved god varme, indtil løgene er klare.
Tilsæt kardemomme, spidskommen og karry og steg videre, indtil krydderierne dufter.
Hæld fond/bouillon, ris, begge slags linser, kokosmælk og ananasjuice ved og lad retten småsimre 45 minutter.
Tilsæt bladselleri og forårsløg og lad det hele få 5 minutter mere.

Server med citronsaft og -skal, evt. hakkede krydderurter, græsk yoghurt og godt brød til.


Linserne er næsten perfekte - i morgen sætter jeg dem på køl



Så var der lige en trang, der meldte sig... trang til noget kage, men ikke helt i den kategori, hvor man får dårlig samvittighed for alvor (men næsten). Det kom der nogle snegle ud af:

 Dej:
5 dl. mælk
½ pk. gær
1 stor tsk. salt
1 stor tsk. kardemomme
550 g hvedemel
70 g groft hvedemel - kværnede kerner
100 g fint revet gulerod

Alt blandes som man nu gør med en gærdej...
Hæver indtil dejen er luftig og let bævrende

Imens laves fyldet:
  • 170 g kanelsmør (find en opskrift, det vrimler med opskrifter på den slags. Jeg havde en rest i fryseren som jeg vejede af)
  • 50 g peanutbutter af den gode slags - ikke noget med hærdet, vegetabilsk fedstof og mærkeligt sukker her.
  • 50 g mørkt muscovadosukker - alm. farin kan bruges i en snæver vending, men det mindsker fornemmelsen af karamel
  • Rosiner skal der også drysses henover, inden dejen rulles sammen - så mange man har samvittighed til
  • Æblemos - smøres ud i et tyndt lag, efter at sukker/kanel/peanutbutter er smurt på
Peanutbutter og sukker røres sammen med kanelsmørret og så gør man som man gør oftest, når man skal lave kanelsnegle - need say more???
Hæver og bages til gyldne.

12.5 En blandet landhandel



 









Hjemmelavede forårsruller og en lækker nudelret som tilbehør - så skynder man sig at sige ja tak til godt selskab og ditto aftensmad hos mine svigerforældre. 
Da vanilleisen, makronerne og rabarberkompotten fra haven fulgte efter som dessert, var der ikke et øje tørt...
Nej, de kan ikke lånes ud; de er mine svigerforældre! :)

Så var der noget med nogen mungbønner og belugalinser...og de har det aldeles glimrende, men fotografen har ikke tid til at forevige dem, så de kommer med i morgen.


Så har vi også en festlig suppedas foreviget i et syltetøjsglas: må vi introducere trin 1 til min surdej!
Den indeholder vand, rugmel, hvedemel, rosiner og yoghurt naturel. Senere sier man rosinerne fra, men de er medvirkende til at sætte gang i gæringsprocessen her i starten.
Er man interesseret i at bage brød af surdej, kan jeg varmt anbefale, at man erhverver sig bogen "Et godt brød" af Dan Lepard - uundværlig til genial brødbagning. Det skulle jeg gerne bevise senere...vedlægger gerne opskrifter til den tid.


Sidst men ikke mindst:
I olympisk hastighed fik jeg ved middagstid hevet en god portion krydderurter indenfor i sikkerhed, da to venlige fyre ankom med det helt store grej til at rense vores tag med - og noget af det kunne ende i mit bed med krydderurter. Det gik ikke, så urterne kom med ind i køkkenet og ligger nu og tørrer, alt det de kan.
Der er tale om de frøkerne Oregano, Estragon og Timian.
Senere skal jeg have lavet estragoneddike, men det kan vente, til de nye stængler kommer op igen. Ingen løgsuppe uden estragoneddike. Det går virkelig ikke!