mandag den 30. maj 2011

30.5 Vi keder os ikke..


Det var noget med en bisse, der skulle skrues på.
En ny uge og dermed nye projekter – denne gang handlede det om tomme kagedåser. Der er slidspor hen til kagedåserne her i huset; det er naturligvis Panda (ham får I lov til at høre om ved lejlighed), som spiser dem alle sammen og i tilgift krummer i sengen. Og sådan en panda kan spise mange, rigtig mange småkager i løbet af en uge. Hmm, tja. Måske endda bare i løbet af en formiddag.
Den ene slags er havregrynssmåkager med kanel og rosiner, den anden er ingefær-småkager.
Et par mere eller mindre mislykkede brød kan man også ane. Mislykkede, fordi de ikke ville slippe hævekurvene, da jeg skulle vende dem ud på bagepladen.
De fire glas er rabarber-appelsinmarmelade med kardemomme.
Der kommer opskrifter på et tidspunkt. Så har jeg ikke lovet alt for meget…

- Her kommer opskriften på omtalte marmelade:

Rabarber-appelsinmarmelade med kardemomme

450 g rabarber, skåret i ½ cm tykke skiver
1 appelsin, rub og stub (bortset fra sten)
Skallen af 1 appelsin
3 kardemommekapsler
2½ dl. friskt presset appelsinjuice
275 g sukker
2 tsk. rød melatin

Skær hele appelsinen i små tern og den enlige appelsinskal ligeså.
Put det i en gryde med kardemommekapslerne og appelsinsaften, og kog det under låg, indtil skallerne føles møre. Det tager ca. 20 minutter.
Tilsæt sukker og rør, til sukkeret er opløst, og massen koger.
Tilsæt rabarber og rør, til alt er blandet godt.
Kog i ca. 10 minutter, indtil rabarberne er begyndt at gå i opløsning – der skal stadig være lidt struktur tilbage.
Bland 3 tsk. sukker med 2 tsk. Rød Melatin og rør det i gryden under omrøring.
Kog ca. 3 minutter.
Lav geléprøven: hæld en anelse marmelade op på en underskål og lad det køle af øjeblikkeligt. Stivner marmeladen, så den ikke løber, er den klar.
Hældes på helt rengjorte glas og lukkes godt.

4 kommentarer:

  1. Nu løber tænderne i vand, fru Nina.... eih altså. Hils Panda og ønsk god appetit.

    SvarSlet
  2. Jeg kan godt overtales til at medbringe en lille rejsekuffert (du ved, blå eller rød) med rationer næste gang vi ses - så er du jo også med til at holde Pandas risiko for hjerte-karsygdomme og diabetes nede :)

    SvarSlet
  3. Åh - det lyder godt - kommer du snart?

    SvarSlet
  4. Jaa..... måske med pandaguf under armen :)

    SvarSlet