tirsdag den 22. december 2015

Julesnaps med tranebær, citron og stjerneanis


Du kan nærved og næsten få denne smukke, dybt røde julesnaps klar til juledagene.
Den bliver naturligvis kun bedre og bedre af at trække, men smagen kommer forbavsende hurtigt, så faktisk er der ingen undskyldning for IKKE at kaste sig ud projektet lige her og nu...

Dette er ikke en klistret, sukkersød kan-de-li'-køer-udgave, men en rensende, stærk drik, der nok kan sætte gang i den indre varme. 

Ingredienser:
70 cl vodka eller smagsneutral snaps
200 g friske tranebær
Skallen af 1 citron
2 stk stjerneanis (hele)
5 sorte peberkorn (hele)
Lidt tid

Fremgangsmåde:

  • Vask tranebærrene og prik dem med en kødnål el. lign. Kom dem op i en smuk beholder sammen med den vaskede citronskal og de to hele stjerneanis
  • Vent. Trask lidt rundt om glasset, der stille og roligt er ved at skifte farve fra bleg til dyb rød.
  • Når 3. dagen indtræffer, bør du føle dig forpligtet til at smage på snapsen. Det er nemlig på nuværende tidspunkt, at de to stjerneanis godt kan være på vej til at stjæle billedet - og det er ikke hensigten. Hvis du deler denne oplevelse, fisker du dem roligt (ingen panik) op af glasset, og lader snapsen trække lidt længere.
  • Vent lidt længere. Føl dig atter forpligtet til at smage, ja denne del af processen er rent faktisk uundværlig, lige indtil den dag, hvor snapsen er klar. 
  • Hvornår er snapsen klar?? 
  • Det er den, når smagen folder sig ud i munden og efterlader dine smagsløg tilfredse og glade. 
  • Tranebærrene kan du med fordel proppe i en mørk chokoladekage på et eller andet tidspunkt i januar, når du ikke orker at høre på flere nytårsfortsæts-fanatiske mennesker med hang til aflad og askese. Nemlig.

onsdag den 16. december 2015

Nydelige pebermyntepastiller med lakrids

Myntepastiller med lakrids


Jeg er ikke sikker på, at konfekten kommer til at strømme fra mine hænder i år. Lidt, men godt kan meget vel ende med at være sloganet, der bringer julen i hus her. 

Skal jeg nævne 3 uundværlige ting til godtefadet, så må disse pastiller komme ind på hitlisten sammen med de hjemmelavede flødekarameller og så min mors brune kager, der er sprøde og seje på én gang. (OG klejner!! For pokker da; vi udvider fluks listen med én mere!)

Ingredienser:
400-420 g flormelis
3 dråber japansk pebermynteolie
1½ past. æggehvide
10 g engelsk lakrids, stang
75 g sød, finsk lakrids
Til overtræk:
ca. 100 g 70% chokolade
pulveriseret rålakrids

Fremgangsmåde:
  • Kom flormelis (start med 400 g), pebermynteolie og æggehvide i en skål og bland det hele godt sammen.
  • Knus den engelske lakrids (gerne lidt groft), hak den finske lakrids fint og kom begge slags lakrids ned i skålen. Ælt det ind i massen.
  • Vurder, om du kan nøjes med denne mængde flormelis - massen må gerne være let klistret. 
  • Form en masse pastiller af massen - 80 små stykker er et godt pejlemærke herfor... eller 2, hvis du er dovent anlagt. Smagen af den mørke chokolade passer bare bedre sammen med en lidt mindre pastil, så myntesmagen ikke overtager for meget. 
  • Overtræk med smeltet chokolade og drys lakridspulver på, lige inden chokoladen stivner.

søndag den 13. december 2015

Vanedannende dressing til ovnbagte grøntsager

Dressing med mayonnaise, grov sennep, tahini og æbleeddike


For omtrent 10 år siden gik der et lys op for os danskere. Ét eller andet lyst væsen fik det finurlige påhit at komme rodfrugter i ovnen og bage dem med olie og salt. Ikke længere bare kartofler; næh nej, men: rødbeder- knoldselleri- pastinakker- jordskokker-og-jeg-skal-give-dig-skal-jeg!-rødder lå pludselig på bagepladen og gjorde sig til. 

Vi vænnede os til synet af de ovnbagte rodfrugter. Begyndte at eksperimentere med eksotiske drys med alt fra dukkah til blå birkes, da det med olie og salt trods alt blev for svært at blive ved med at skrive hjem om.

På et eller andet tidspunkt blev det hverdag, selv for de bagte rødder. Noget man holdt af, bevares, men ikke længere ofrede ret mange strøtanker - og det var..og er.. lidt synd. 
Jeg havde selvsagt ikke tænkt over dette, før jeg den anden aften lavede lidt enkel aftensmad til mig selv. 
Frem dukkde denne dressing, som jeg slet endte med at bruge som man bruger ketchup til klassiske pomfritter. Dyppe, guffe, dyppe, guffe....

Pludselig var oplevelsen af bagte rodfrugter noget helt andet, og den oplevelse trængte jeg til. Så kan en dressing altså ét og andet!

Ingredienser:
6 spsk. maonnaise
2 spsk. grovkornet sennep med honning
4 spsk. æblecidereddike
2 spsk. grov tahin

Fremgangsmåde:

  • Rør alt grundigt sammen og server det sammen med nogle bagte rødder (såmænd bare  vendt i olie og salt og bagt!), smagfulde små tomater og nogle basilikumblade drysset henover hele herligheden. 
  • Spis!