onsdag den 31. juli 2013

Gaven på havebordet

Tænk engang. Mere skulle der ikke til, før en arbejdsom hverdag blev til en lidt gladere udgave af sig selv.



Her ser du et glas syltede agurker. Det er måske ikke så sindsoprivende i sig selv - men ser du: i går morges, da jeg åbnede døren for at tage på arbejde, lå der to smukke agurker på vores havebord. Afsenderen er i skrivende stund stadig ukendt - men jeg har en rar nabo længere nede af vejen under stærk mistanke. 

Om eftermiddagen fik Køkkenhjælper Nr. 1 til opgave at klargøre de to agurker. Jeg fandt et elektrificeret snitteaggregat frem, et dørslag, salt og en skål - og lod Køkkenhjælperen om resten. Da agurkerne lå i dørslaget med salt, piskede han eddike og sukker sammen, og efter aftensmaden kunne alt komme på glas. 

Nu mangler der bare lige en skærm dild fra haven. 

Tænk, at der er nogen, der har et overskud - og endda har lyst til at dele det med andre. Finere bliver det ikke. 

Tusind tak!!

mandag den 29. juli 2013

Risotto - sommerudgave




Risotto med squash, estragon og ærter
Dette er en særdeles stolt sommerrisotto. Den kan nemlig bryste sig af at rumme ærter, babysquash og estragon fra haven. Måske var det nærmere mig, der ikke kunne holde begejstringen væk fra livet; så spæde og saftige grøntsager! 
En ært, der overrasker ved at punktere i munden. Sprøde og letkogte tern af squash, der giver kontrast til den fede creme, der pakker ris og grøntsager sammen. Nistre af estragon, der giver associationer til lakrids.

Om vinteren er det mig umuligt at lave en risotto uden knoldselleri. Om sommeren er der frit slag, og i dag var det ærter, squash og estragon der vandt.

Let aftensmad til 2 voksne og børn - eller forret til 4 voksne

Ingredienser:
½ dl. olivenolie
300 g risottoris*
ca.1 l. anstændig grøntsagsfond
ca. 2½ dl. rosé eller lettere tør hvidvin
3 fed hvidløg, fint hakkede
1 stort løg, fint hakket
50 g groft revet Parmesanost
2 stængler estragon, ribbede og groft hakkede
salt og peber af lige så anstændig kvalitet som bouillonen kan mønstre
1 håndfuld friske ærter
1 smuk miniature squash, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med store kerner og trevlet indre

Fremgangsmåde:

  • Svits risene ved middelvarme i olien, indtil olien næsten er forsvundet på mystisk vis. Det er den ikke. Risene har slugt den. Altså næsten. 
  • Det er nemlig nu, du skal tilsætte estragon, hvidløg og løg, og samtidig stå ret ved komfuret. Brankede løg og i særdeleshed hvidløg må under ingen omstændigheder blive brune!
  • Mens løg, hvidløg og ris kæmper om den sidste olie, rører du tålmodigt med en grydeske i træ. 
  • Når olien ikke mere er at syne, begynder du stille og roligt at made din risotto med bouillon og vin - dl. efter dl. For hver dl du tilsætter, skal du lade risene absorbere væden, før du tilsætter den næste portion. Dette er et studie i at afskaffe stress. 
  • Enden er nået - eller målet - om man vil, når risene har opgivet deres faste ydre. De må ikke være kogt i smadder! Det er her, man skal stå sin distance i køkkenet og bruge sine sanser. Risene skal have absorberet væden til den grad, hvor de er kogte - men ikke udkogte. De skal være cremede - men ikke ligne havregrød. Af pålidelige kilder har jeg fået fortalt, at en risotto "skal være som en bølge" - og at man kun opnår dette, ved at anvende en grydeske af træ.. 
  • Når man mener at have bragt sin risotto til dette punkt, tilsættes den revne ost. Der røres forsigtigt et par gange hver vej. 
  • Smag til: smagen af salt kan være opfyldt fra ost og bouillon. Groft peber i beskedne doser er ikke til at undvære. 
  • Så, endelig, tilsættes ærter og squash. Ind på bordet, alle på deres plads; souffle og risotto venter man ikke på! 
Spæde ærteskud serveres som topping og (mere) vin følger retten oppe fra glasset. 




Spis...for Søren! 

*En garvet risottoelsker vil straks se, at dette ikke er klassiske, buttede arborio ris, men derimod brune upolerede ris. Disse ris vil ikke give samme fløjsbløde fornemmelse i munden, men til gengæld lidt flere fibre i kroppen. Nogle gange er man klar til at gå på et sådant kompromis..

Noter: Rejer kan evt. tilsættes sammen med squash og ærter - i så fald skal du være endnu mere forsigtig med saltet.
Risotto er god restemad - det vender vi tilbage til..

onsdag den 24. juli 2013

Vegetarisk aftensmad: majsbrød med ost og kikærter

Denne aften endte sine dage som Kødløs Onsdag (sikke en titel - en sørøver værdig..) En aften, hvor vi i stedet for spiste: 

Majsbrød med ost og kikærter, løvstikkepesto og en røget peberfrugtpesto 
Løsvstikkepesto kan du finde en opskrift på her

- og opskrift på majsbrødet kommer her:

En lille bradepande

Ingredienser:
125 g groft majsmel (polentamel)
125 g hvedemel
2 tsk. bagepulver, strøgne mål
1 tsk. natron, ligeledes strøget mål
1 tsk. salt
2 æg
1½ dl. kærnemælk
1½ dl. letmælk
25 g smeltet smør, saltet 
Fyld:
50 g groft revet ost; din yndlings 
125 g groft hakkede, kogte kikærter
Et strejf chiliflager

Fremgangsmåde:

  • Bland de tørre ingredienser sammen i en stor skål
  • Tilsæt de to slags mælk, æg og smeltet smør, og rør det hele godt sammen. 
  • Tilsæt fyldet, bland godt og kom straks massen op i en smurt, lille bradepande.
  • Bagetid: 30 minutter ved 210 grader

Alternativ til fyld:
bacon, forårsløg og peberfrugter
Ristede svampe
soltørrede tomater, oliven, feta.......fortsæt, fortsæt, fortsæt!
Tilsæt 1 spsk. honning, masser af groft hakkede nødder og tørrede frugter = så er brødet blevet til kage.

mandag den 22. juli 2013

Sommeraftener. Der kan man (blandt andet) spise frossen pavlova.



Så kom de - 

Sommeraftenerne. 

De duftmættede, sanselige og lune aftener, hvor varmen stråler ud fra husmuren. Endeløse dage med sol, sol, sol. Jeg burde klage, for jorden er tørre end godt er - men det er næsten 4 år siden vi sidst har haft uafbrudt sol og varme over en længere periode...og jeg nyder det. 

Varmt vejr kalder på let mad:




En grøn salat blandet sammen med:
Grillet abrikos, tørrede kirsebær, maasdammer (ost), citron/basilikum/honningmarineret (og grillet) kylling, humpler af grillet majs og endeligt avocado. 
Godt brød ledsagede retten, og alt der havde brug for varme, blev hevet hen til grillen, hvorved køkkenet forblev velsignet grydeløst den aften. 


frossen chokolade pavlova og rabarber-hindbærgrød

To desserter mødte hinanden den aften - hindbær-rabarbergrød dannede underlag til en kugle letfrossen chokoladepavlova, som vi havde fået få aftener forinden. 

For at gøre nummeret efter skal du:
1) Invitere nogle gæster og lave en (chokolade) pavlova på forhånd - med eller uden chokolade i bunden.
2) Sørge for, at hovedretten er så fyldig, at gæsterne umuligt kan spise sig igennem pavlovaen,  når den kommer på bordet. 
3) Sparke gæsterne ud, inden flødeskummet er blevet surt - eller servere den sent udendøre, hvorved gæsterne ikke opdager, at du på et tidspunkt sniger den ind i køleskabet. Man kan altid tage en skål chokolader med tilbage - så er der i hvert fald ingen, der begår mytteri og ødelægger dine forestående planer.
4) Sørge for, at du har lidt marcipan i huset.

Godt så: 
Når gæsterne er gået: er det frem med pavlovaen - med dets sædvanlige fyld af flødeskum og friske bær. 
Luk øjnene og mosl det hele sammen i en plasticbeholder, hvilket gerne må foregå med en gaffel, så hele bær bliver most. Frosne hele bær er sjældent særligt morsomt at tygge sig igennem. 
Tilsæt revet marcipan. 
Frys ind - og så skal den blot tø lidt op, før den kan kugles op til en iskold dessert. Marengsbunden gør isen lidt sej, hvilket er en salig fryd.




Note: Linket på pavlovaen fører dig til Lone Landmands (gamle) hjemmeside

torsdag den 18. juli 2013

Hjemvendt..med blå fingre

Man har været på tur. 

Ikke længere væk, end man kunne finde hjem igen - men præcis så langt, at man alligevel fornemmede ny jord under sandalerne.

Efter længere rådslagning fandt man ud af, at det familien mest af alt havde brug for og lyst til i sommerferien, var en tur fyldt med gåture, natur, god tid, nærvær og ro på sjælen. Ikke noget krav om finere gastronomi og timelange ture i køkkenet - forunderligt nok - men ganske simpelt en ferie med ro i livet.


Det fik vi. 

En ferie med højt natur potentiale....og som sidegevinst masser af bær. 

Blåbær..


Skovjordbær og hindbær..

Sådan nogle gåture kan trækkes i det uendelige, når 3 mia. bær skal findes og fortæres undervejs.  Det klarer de fleste i familien snildt. 



Den sidste skal afledes:


Næh!! Minsandten! En fin blomst vi har der!! Orv hva, den er godt nok interessant! Kan du ikke lige tage et billede? - lyder det henne fra buskene, hvor resten af familien synes i febervildelse over alle de små mirakler, der ligger indenfor rækkevidde. Alt går an for at strække tålmodigheden til det sidste 



...som altså til sidst ikke går længere...og den mand er ellers godt nok et eksempel i sig selv på god tålmodighed.

Det var også ok. Vi havde nemlig lige præcis nok til én Pandekager med blåbærmarmelade-dessert. Resten fortærede vi på vejen.



Hjemme igen fortsætter fornøjelsen


Fingrene fortsætter med at have finurlig farve det næste stykke tid...

søndag den 7. juli 2013

Citron- og hyldeblomstmarmelade

- En fortsættelse til
Når du nu laver hyldeblomstsaft én af de næste dage:



..skal du lave en parfumeret, skarp, sød og bitter citrus- og hyldeblomstmarmelade af resterne. Nuvel, måske handler det ikke så meget kvaset, men mere den citron, der har ligget og mæsket sig den sidste tid i sukkerlagen. 

Det er ikke en opskrift som sådan - snarere en vejledning: 

  • Du skal bruge: 1 citron, der har trukket med hyldeblomster, citronsyre, sukker og vand. Hak den fint og put den i en gryde sammen med 2 spsk. fint hakket blomsterkvas -uden stænglerne.
  • Tilsæt 2½ dl. koncentreret hyldeblomstsaft og lad det simre under låg 1-1½ time. Det må ikke koge for hårdt; du er ikke interesseret i en mørk karamelliseret udgave....  Blid kogning og det ender som det skal. 
Citron- og hyldeblomstmarmelade


Denne historie gentager sig fra juni sidste år. Måske er jeg blot nød til at nævne denne marmelade igen, fordi den hører til min absolutte yndlingskategori af søde ting på brødet. Samtid smider man ikke citronen væk - så lidt god mavefornemmelse findes også her. 

Kan du få fingre i bergamot-citron til ovenståede, har du det ypperste citrus-sylt....overhovedet.

onsdag den 3. juli 2013

Når du nu laver hyldeblomst én af de næste dage...

....så skal du ikke bare komme citronsaft ned til blomsterne. Du skal tage hele økologiske citroner, skære top og bund af, og så komme dem ned i gryden i grove fisk-op-venlige stykker. 



Hvad så?? Jo, så skal de selvfølgelig trække smag sammen med hylden de næste dage, akkurat som man plejer. 

Og...?

Jo, så skal du lave noget med dem. Nemlig. 

Det kommer vi til.