lørdag den 9. maj 2015

Et indlæg til de få heldige


Det er ikke helt fair, dette her. (Det er der så mange ting, der ikke er..)
Der kommer nemlig en opskrift på noget såre simpelt, og med en tilsvarende kort ingrediensliste. Problemet er bare, at de grønne blade du ser her ovenfor ikke nødvendigvis er de letteste at skaffe. Derfor må dette indlæg dedikeres de lykkelige asener, der har en kvan i sin have (eller ved, hvor man skal finde det). 

Kvan er en del af vores nordiske arv. De fleste har hørt tale om kålgårde - men vi har faktisk også haft kvangårde. Det siges at være den første plante, der blev dyrket i Danmark tilbage i vikingetiden. Alt på planten kan bruges; stænglerne kan kandiseres, der kan laves udtræk til likør, man kan bruge bladene som almen smagsgiver, og den nævnes tillige i bred sammenhæng indenfor urtemedicinsk sammenhæng. 
Endelig er det heller ikke helt uvæsentligt at nævne, at kvan nedbryder oxalsyren i rabarber.

Nå.. ikke flere faktuelle informationer for nu. 

Du skal blot have en kort forklaring på en dessert, som tager 30 minutter at lave - og så er alt godt på din videre færden den dag.

Ingredienser:
Rabarber (har du nogle med stamtavle, bliver retten kun endnu mere tiltalene i alle henseender)
Honning
Kvan
Skyr
Stjerneanis

Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 200 grader
  • Skær rabarber i smukke, skrå skiver og kom dem op i et ildfast fad
  • Kom et par gode, ødsle skefulde honning henover
  • Drys med finthakket kvan
  • Kom fadet i ovnen og lad rabarberne mørne og suge honningen til sig. Fadet skal blive i ovnen indtil et par af rabarbernes kanter begynder at karamellisere ganske sart. Så er det med at hive fadet ud og sikre sig, at det hele ikke ender som en miserabel omgang udkogt rabarbergrød. Køl en anelse af.
  • Imens ovnen gør sit arbejde, knuser du et par smukke, hele stjerneanis i en morter til et groft pulver. 
  • Find din pæneste tallerken frem, kom skyr på, drys med stjerneanis og lad til sidst et par skefulde rabarber møde herligheden.