En fortælling om et fredagsritual

Der var engang en familie. 
Helt normal, meget normal. Denne meget normale familie på to voksne og to små børn havde et meget normalt liv med 2 x fuldtidsarbejde, et hus, en have, børn og et liv at passe. 
Det med søvn gjorde man ikke så meget i. Det var nu også noget opreklameret, det med søvnen altså. 

Når aftenstunden sneg sig ind på det lille hjem, de huslige pligter var vel overstået, og to, små poder med renskurede ører var lagt til at sove, skete der som oftest det, at Den Ene i husstanden kastede sig ud i diverse sportslige aktiviteter bevæbnet med pandelampe og refleksvest. Udenfor. 
Den Anden, hvis arbejde var ganske aktivt, trak vejret dybt og satte sig veltilfreds med en kop te, tegnegrejet og computeren. Så var det meste inden for dovenskabens rækkevidde; det vil sige en arms længde.

På et tidspunkt ville Den Ene dukke op igen med frisk luft i tøjet og eventuelt bande lidt over pletvis dårlig asfaltbelægning. Den slags har en betydning, hvis fødderne befinder sig ovenpå en række hjul. Den Anden ville nikke forstående men måske også hentyde noget om, at det aldrig havde været menneskets pligt at befinde sig oven på 10 hjul.

På den måde kunne aften efter aften afvikles uden megen dramatik, og ofte ville man efter dette korte pusterum fra larm, pligter eller andet fælt, trække vækkeuret op og begive sig til køjs.

På den lange bane var det ikke helt sundt at køre den slags parallelløb, men Den Ene og Den Anden voksne befandt sig et sted i livet, hvor tiden til at puste ud med egne projekter ikke rigtigt eksisterede, og derfor var det en behagelig døs at blive lullet ind i. 

Lige indtil en aften, hvor den ene voksne fik en fiffig idé: Hvad med at indføre en aften...en fredag aften...hvor man efter podernes sengetid skulle skiftes til at mikse en drink efter eget påhit, og som skulle nydes i hinandens selskab? Ideen fik lov til at bundfælde sig, og det skulle snart vise sig at være et hit, der nu er fast forankret i det lille hjem:

Hver fredag (når der ikke er selskabelige arrangementer) skiftes vi nu til at mikse en drink, én drink, til hinanden, som vi nyder sammen. Der er skabt et hul i den ellers pakkede kalender, hvor der afses - og prioriteres - tid til at få snakket med hinanden. 

Nu tænker du måske, at det lyder vel puritansk og lige lovligt udfordrende at strække en hel drink over en fredag aften? Ser du: jeg skrev sandfærdigt, at vi konstant mangler en times søvn hist og her i det store regnskab, og så ville den komiske reaktion ved lidt mere alkohol bare være, at vi begge faldt i søvn hen over spisebordet efter ganske kort tid, hvilket er en højst ubekvem stilling at sove sin beskedne rus ud i. Derfor. 

Omtalte drink er, naturligvis, bare et påskud for at få snakket sammen og prioritere tid med hinanden - saftevand, popcorn, nybagt leverpostej eller postevand går lige vel an. Måske nok ikke lige postevand alene; så bliver det trods alt lidt for svært i længden af fastholde begejstringen - men pointen er nok lige rundt om hjørnet under alle omstændigheder.

Det kan anbefales. Vel kan det så.