lørdag den 1. oktober 2011

1.10 Madmesse og madblogger-træf i Ridehuset. Pæresalat med ristet, ølmarineret hamburgerryg, timian og lime.




MADMESSE I RIDEHUSET

Her burde der være en hel masse interessante billeder - men jeg garanterer dig for, at jeg var bevæbnet til tænderne med bleer, bæresele, sutter, alt indenfor first aid i forbindelse med gylp, m.m..... End ikke en kamel kunne bære mere. Overhovedet.

Jeg vil derfor blot sige, at besøget i Ridehuset/Århus (hvor madmessen holder til denne weekend), og det gode selskab af andre madbloggere, udgjorde en rigtig fin formiddag - forhåbentlig med flere arrangementer i vente.

Nu til maden..

En del af hamburgerryggen, som vi fik den anden dag, blev anvendt på en lidt utraditionel - men rigtig lækker måde her til aften:


Skåret i tynde skiver og marineret i en marinade af øl, limesaft, peber og olie. Dernæst svitset og blandet i en lækker, sommerlig salat med timian og pære:

Pæresalat med ristet, ølmarineret hamburgerryg, timian og lime

Ingredienser:
  • 3-4 skiver hamburgerryg (Nej, og det ved Gud at du ikke kan bruge en pakke skiveskåret fra Brugsen! Nu har jeg aldrig.. Lav kun denne salat, hvis du står med en upumpet hamburgerryg fra en slagter, du har tillid til, og som du selv kan skære - med andre ord en glimrende måde at anvende en rest kød på)
  • 3 pærer, skrællede og uden kærnehus, skåret i tern, både eller andet fornøjeligt
  • 2 stængler timian
  • ½ lime (øko) saft og skal
  • 3 spsk. ølsirup*
  • 1 spsk. olie
  • 1 spsk. peber
  • saft og skal af ½ lime til pærerne
  • saft af ½ lime til marinaden
  • 2 spsk. balsamico rødvinseddike
  • (1 rødløg i både)
Fremgangsmåde:
  • Læg pærestykkerne i en skål
  • Riv limeskal, pres saften fra samme og rib de to stilke timian ned til pærerne.
  • Videre til kødet:
  • Skær hamburgerryggen i tynde skiver
  • Lav marinaden: ølsirup, olie, balsamico og limesaft blandes godt, og hældes henover kødet. Lad trække min. 30 min.
  • Varm en pande op og hæld marinaden fra kødet derned. Lad skiver af rødløg dumpe derned, og svits, indtil de karamelliserer let.
  • Tag dem op (jeg har anrettet dem separat - men de kan i princippet også blandes med pære og kødet) og tilsæt kødet
  • Svits - igen til også kødet karamelliserer let.
  • Kødet blandes forsigtigt med pærerne og serveres - evt. sammen med en stærk sennep.

(I baggrunden blot lidt ekstra svitset kød til en suppe - måske i morgen)


*Ølsirup:
2 dl øl - her er der brugt Harboes ”Siden 1883 – mørk specialøl med malt, lakrids og humle"
1 dl. rørsukker

Koges indtil det tykner. Kan bruges til is med stort held...





3 kommentarer:

  1. Selv tak for en hyggeligt dag.. Og suk, hvor ens æggestokke dog bare ringer for fylde drøn *Gg*

    Jeg lovede jo lige at smide en besked til dig, så du kunne finde min blog. Det er hermed gjort..

    Mvh. Rikke / pilles univers :-)

    SvarSlet
  2. Tak for en god formiddag med en god snak om fødevare og huskeråd. Jeg lavede faktisk også pærer i går, vi fik tapas og jeg ristede nogle tyske nürenbergere, snittede en pærer i fine både og ristede med til sidst - det passede super til de små krydrede pølser :-) god søndag til dig.
    Camilla

    SvarSlet
  3. Selv tak begge to!! :0)

    Ja, pærer kan bruges til mangt og meget - også i det salte køkken!

    Rigtig god søndag til jer også!

    SvarSlet