mandag den 20. juni 2011

20.6 Skabet med krydderier og en opskrift på kidneybønne-bøffer

I forlængelse af gårdsdagens kogebog; "Killes Krydderier" af Kille Enna, synes det passende at tage tråden op og kigge lidt på krydderiernes plads her i huset.
Det forholder sig nemlig således, at et badeværelsesskab har fået lov til at gøre de eksisterende køkkenskabe selskab, og forsøger dermed på bedste vis at mænge sig med disse.
Det, der er så genialt ved netop et badeværelsesskab, er manglen på dybde. Det giver et sublimt overblik over herlighederne og hjælper én til at få brugt det, der nu engang er blevet slæbt til huse.
Seneste trofæ til samlingen er hel muskatblomme - den skulle jeg til Hamborg for at finde i hel tilstand.
Der findes faktisk et krydderimuseum i Hamborgs gamle havnekvarter: http://www.spicys.de/ - vist det eneste i Europa.


 Havde mit boldøje været bedre, havde aftensmaden stået på nedlagt hare. Dén hare; dét krapyl, som æder mine bønner! Hmpf. 
Meget heldigt er det for Hr. Hare, at jeg hverken er velsignet med boldøje eller skydevåben, så vi valgte at spise noget grønt i stedet - bare lige så den selv kunne få lov til at smage medicinen. En hare, der går besærk i min urtehave står meget lavt i meningsmålingerne - bare lige i det tilfælde, at andre harer skulle læse med..

Køkkenhjælper Nr. 1 i fuld sving med at kvadre kidneybønnerne, som skulle bruges til bøfferne. 


Opskriften på bøfferne kommer her:

Ca. 10 stk

Ingredienser:
400 g godt kogte kidneybønner
1 stort løg, fint haket
2 fed hvidløg
en god håndfuld rasp
70 g fint revet parmesan
1 æg
salt, peber
5 stængler oregano, fint hakket
1 kvist rosmarin, fint hakket
et stænk tabasco

Fremgangsmåde:
  • Mos bønnerne rigtig godt, men undlad at bruge en blender, da konsistensen bliver for klæg
  • Bland de andre ting i og rør rigtig godt, til dejen er formbar
  • Hvis man vil, kan man vende dem i rasp, før de steges
  • Steges gyldne på begge sider.



Glaserede gulerødder:

Ingredienser:
8 mellem gulerødder
saft fra 1 lime
10 stængler timian
havsalt og peber
1 tsk. god honning
1 spsk. smør

Fremgangsmåde:
  • Smelt smørret i en gryde - lad det bruse af, før du hælder gulerødder og timian i gryden.
  • Rør rundt ved god varme, indtil de har mistet lidt af deres fasthed, ca. 3-4 minutter
  • Tilsæt limesaft, honning, salt og peber og fortsæt med at røre, indtil rødderne stille og roligt er karameliseret

Aftensmaden: Bøf af kidneybønner og parmesan. Glaserede gulerødder med timian og pastaskruer med urtefløde.

2 kommentarer:

  1. Hej søde
    Hvor heldigt - for mig - hvor uheldigt - for min mand, at du lige skal smide sådan en opskrift afsted, lige som jeg for alvor har ladet mig hjernevaske af Samvirke, Tænk, Nyhederne og alle de andre, som prøver at fortælle min krop, at den og planeten gerne vil se noget mere planet-- eller planteføde - og knapt så meget bøvsende, muhende føde...

    SvarSlet
  2. Jamen dog :) Kan være, at vi må grave en (sports-) kendis frem af gemmerne, som er fortaler for alt det grønne, så vi kan overbevise ham manden, hehe!
    Ellers kan du jo også redde lidt af verden ved at bruge en masse fintrevet grønt i en almindelig oksekøds-gryde-something, så kødet er der - men strækkes til flere portioner.
    Hvis du laver bøfferne, syntes jeg, at du skulle lave en kold creme fraiche-dressing til.
    Kh Nina

    SvarSlet