fredag den 17. juni 2011

17.6 Flere sommerier

Hvis der er noget, som kan få vandene til at dele sig, må rygeost rangere højt på denne liste. Enten er man en passioneret tilhænger - eller også er man bestemt ikke.
Jeg tilhører første kategori, og naturligvis skal man lave en salat med rygeost mindst én gang hver sommer.



Nordisk tzatziki kunne man i et svagt øjeblik fristes til at kalde denne sag, og dermed få Claus Meyer, det rare menneske, til at juble. Det vil sige, han ville nok blive en smule skuffet, for jeg har tilsat olivenolie og ikke rapsolie..Det må være sådan.

Ingredienser:
Radiser
Agurker
Purløg
Rygeost 10%
Friskt kværnet peber
Havsalt
Olivenolie

Fremgangsmåden er såre simpel:
  • Grøntsagerne skæres i de stykker, kokken måtte finde behagelige
  • Disse vendes med rygeost, salt, peber og lidt olivenolie for at få en mere glat og cremet konsistens.
Smager fabelagtigt sammen med rugbrød, pebermakrel og en god øl

Billedet er taget før jeg vendte tingene sammen af ren og skær æstetisk årsag..
God weekend (med eller uden rygeost)!

2 kommentarer:

  1. Jeg ELSKER det... elsker alle røgvarer :-) Hedder det egentlig rygeost eller røgeost, hvis vi skal være pedantiske?

    SvarSlet
  2. Hov, nu havde jeg nær glemt dig: det hedder rygeost. Og pedantisk må man altid gerne være!

    SvarSlet