Bananbrød er vist en amerikansk opfindelse. Jeg kom på sporet af det via Hanna; min tidligere kollega (der også har bidraget med en masse andre skønne retter og ideer i den tid, vi har arbejdet sammen).
Er man nysgerrig efter at se mere til dette fænomen, skal man blot søge på Banana-nutbread, og straks vrimler det med opskrifter - med/uden nødder, etc.
Du kan også bare læse videre og prøve nedenstående vejledning..
Denne opskrift giver det, jeg vil kalde en vægelsindet banankage, der i princippet også gerne ville være et franskbrød. Ikke så fed og sød.
Ingredienser:
70 g smør
1,5 dl rørsukker
2 æg
2,5 dl. kærnemælk
3,5 dl. hvedemel
1,5 dl. grahamsmel
2 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
270 g moste, modne bananer
1 stor tsk. vanillesukker
Fremgangsmåde:
- Rør smør og sukker blødt
- Tilsæt æg og fortsæt med at piske/røre
- Tilsæt de moste bananer og kærnemælk, rør atter indtil massen er glat og jævn
- Mål de to slags mel af i en separat skål og tilsæt vanillesukker, bagepulver og natron
- Tilsæt de tørre ingredienser til banan-massen, og rør indtil alt er glat og jævnt.
- Hældes i en foret eller smurt franskbrødsform og bages 1 time ved 200 grader.
- Så kan man jo altid ty til nummeret med at smide mørk chokolade ovenpå, når kagen er bagt - det har vist aldrig skadet noget bagværk, mig bekendt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar