I direkte modsætning til brød bagt på surdej, kan hurtigt bagt brød også have sin berettigelse. Er man ikke interesseret i en dominerende smag af gær, kan det være en god idé at bruge bagepulver og natron i stedet for. Resultatet er anderledes både i smag og struktur - krummen smuldrer lettere, og brødet skal spises nybagt - men det er stadigvæk muligt at få et godt brød på under en ½ time på denne måde.
Disse brød er egnet som supplement til aftensmaden, gerne flækket og spist med smør og tynde skiver af radiser.
Ca. 12 stk.
Ingredienser:
2 spsk. havregryn
2,2 dl. fuldkornshvedemel med kim og skaldele
2,2 dl. almindeligt hvedemel
½ tsk. natron
2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
70 g koldt smør
1,8 dl. kærnemælk
1 tsk. honning
3 tsk. tørrede krydderurter - eksempelvis timian og oregano
50 g fast gedeost i små tern (eller anden fast ost med en mildere smag, hvis man virkelig insisterer)
50 g soltørrede tomater i små stykker
Fremgangsmåde:
- Vej alle de tørre ingredienser af
- Hak det kolde smør og smuldr det med melet, indtil det "krymler"
- Bland de øvrige ingredienser i, og saml hurtigt dejen. Du skal ikke ælte.
- Tryk dejen ud på et stykke bagepapir og skær firkanter ud med en kniv eller stiv dejskraber.
- Bages ca. 15 minutter ved 215 grader.
- Spises nybagte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar