gluten- og sukkerfrie småkager med kokos og dadler |
Vi har haft besøg her i weekenden. Gode venner kom på forbi og gjorde et ihærdigt forsøg på at indhente det forsømte. Der er meget man ikke når at følge med i, når såvel vært som gæst har små børn - og sådanne mundtlige opdateringer tørrer mundlæderet svært meget.
Forfriskninger blev sat på bordet for at bibeholde talestrømmen - uagtet, at det så for en stund blev med den finurlige artikulation der følger med, når hele selskabet høfligt forsøger at tale med mad i munden
Det var nødvendigt at tage højde for gluten- sukker og mælkeallergi, hvilket var en kærkommen undskyldning for at bage noget, vi alle kunne trænge til før alt går amok i småkager og marcipan.
Det blev til disse små toppe, som er i slægtskab med den klassiske, sukkermættede kokosmakron- holdbarheden er dog ikke på samme niveau, så man pådrager sig den tort at spise alt det man kan, samme dag som disse toppe er bagt.
Det eneste sukker, der her er til stede er af naturlig forekomst; det vil sige bananen og dadlerne gør arbejdet.
Ingredienser:
75 g banan (svarer normalt til én øko-udgave)
80 g kokosmel
5 dadler, hakket i små tern
et strejf kanel
0, 25 dl. olie
½ tsk. bagepulver
Fremgangsmåde:
- Mos bananen
- Tilsæt de øvrige ingredienser og bland det hele godt sammen
- Sæt små toppe på en bageplade og bag dem ved 185 grader i knap 20 minutter afhængigt af størrelsen.
Note:
Jeg gør nogen gange det, at jeg udskifter halvdelen af kokosmængden med hirseflager og risflager - simpelthen for at få en knap så kokosmakron-smagende oplevelse.
Fladbrødene er bagt med mandelmel og rismel. Som sådan var de udmærkede, men de mangler den sidste finjustering, før der gives tilladelse til at udgive dem her som en opskrift.
Nu er det også snart ved at være tid. Tid til alt det, jeg holder så forfærdeligt meget af.
Det' sørme, det' snart....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar