torsdag den 23. februar 2017

Grød med rugflager, hampefrø, kakaonibs og svesker


Dette er en grød med tyngde, smag, aroma og mætningsgaranti. En grød proppet med så meget godt, at kroppen smiler til dig.

Der er faktisk kun gode ting at sige om hampefrø, hvis man tager de ernæringsmæssige briller på. Listen af gode egenskaber er lang, men et højt (og aminosyremæssigt stærkt sammensat) proteinindhold på 34,6 g/100 g samt en god balance mellem omega-6 og -3-fedtsyrer er nok det mest væsentlige at trække frem i denne ultra korte beskrivelse.
Du skal dog ikke spise denne grød, fordi du gerne vil være sund!!!! Du skal spise den fordi smagen gør dig glad, tyngden gør dig mæt og sanserne bliver tilfredsstillet.

Ingredienser:
1 tsk. hampefrø. Jeg har brugt udgaven med skal, hvilket giver både knas og mere udpræget smag. Vil du helst have en mere blid udgave, skal du bruge de afskallede.
1 tsk. koldpresset kokosolie
1 tsk. kakaonibs
0,5 dl. grovvalsede rugflager
2, 0 dl. vand
6 svesker groft hakkede
½ tsk. kanel
Et strejf citronskal

Tilbehør:
Et sprødt, dansk æble i nydelige tern og en fnuglet og fløjlsblød sky af flødeskum fuldender værket. Årh..!

Fremgangsmåde:
  • Kom hampefrø og kakaonibs i en gryde og tilsæt kokosolie. Skru op for varmen, og rist frø og nibs i olien, indtil de syder let.
  • Tilsæt rugflager, kanel og svesker og rør godt rundt. Tilsæt så vandet. Rør atter, mens grøden kommer op at koge.
  • Skru ned og lad grøden simre knap 5 minutter, mens du rører med jævne mellemrum.
  • Kast en ubekymret anelse salt og et strejf fint revet citronskal i gryden, når den ser ud til at have samlet sig om det, den nu skal samle sig om.
  • Smag til med kanel, måske lidt mere salt og måske lidt sirup, hvis ikke sveskerne har sødet grøden tilstrækkeligt.


Resterne kan du enten liste i en vaffeldej, bage som tyndt knækbrød eller lade en bolledej blive saftig og lækker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar