tirsdag den 2. april 2013

Den perfekte vandbakkelse

Den perfekte vandbakkelse

Når talen falder på vandbakkelser, skorter det ikke på farverige fortællinger om dette bagværks mystiske måde at te sig på. Det forholder sig da også således, at temmelig mange har udviklet en væmmelig frygt for at lave vandbakkelser, fordi de er skrækslagne for at hele herligheden falder sammen om ørerne på dem. 


Vanbakkelser hæver også umådeligt meget - der er i sandhed tale om et stykke bagværk med volumen og fremdrift gemt i sit indre, og for de der ikke har så farligt meget at foretage sig, kan det anbefales at trække den plysbetrukne fodskammel hen foran ovnlågen og betragte slagets gang. Der sker ikke så lidt. 
Man har sågar hørt om en kagemand, så driftig og frembusende i  sin adfærd, at den så sig i stand til selv at kravle ud af ovnens hede indre imens den skrækslagne husmoder paralyseret og skrækslagent stod naglet til stedet og dermed endte sine dage, omfavnet af en hed (kage)mand. 


Bekymringerne kan vi godt verfe af bagepladen, men sandt er det dog, at man skal holde sig til nogle gode nøglesætninger ved bagning af vandbakkelser:

  • Der skal være god karma i ovnen for at undgå, at dette sarte stykke bagværk ikke falder sammen. En gammel ovn med låge, der sender kold luft ind er bandlyst. Ægteskabelige ufredsord, der kan få ovnen til at ryste, er ligeledes ilde set. 
  • Man skal kende størrelsen på sine æg.
  • Man skal også kende sit minutur.
  • Og man skal i grunden også kende til mådehold. 
Nu til bagningen - opskriften rækker til en kagemand, der nok ved hvordan man skal brede sig på to bageplader:

Ingredienser:
6 dl. vand
260 g saltet smør
300 g hvedemel
8 æg str. "mellem/stor"

Fremgangsmåde:

  • Tænd for ovnen på 200 grader - ikke vamluft.
  • Kom smør og vand i en rummelig gryde, kog op.
  • Når det koger, skrues der en anelse ned for varmen (men hold gryden på pladen) hvorefter melet tilsættes på én gang. Så pisker du ellers eftertrykkeligt med et godt piskeris, indtil dejen har besluttet sig for at blive blank, sammenhængende og slippe grydens kanter - dvs. at den vil samle sig om piskeriset.  
  • Gryden tages af varmen og afkøles - evt. i vandbad, hvis du har travlt. 
  • Når dejen er let afkølet (alt for varm dej vil få æggene til at skille) pisker du æggene i ET AD GANGEN.  Brug elpisker, og pisk knap et minuts tid ad gangen, før næste æg tilsættes. Når jeg understreger "ét æg ad gangen" handler det om, at du måske ikke skal bruge samtlige 8 æg. Er dine æg en anelse større, kan 7 måske være nok. Dejen er færdig, når den er blank, blød og føjelig - men ikke våd og løssluppen. Det er her, at det med mådehold kommer ind i billedet..
  • Kom dejen op i en sprøjtepose, evt. med tylle, og sprøjt dejen ud på bageplader i den form, du ønsker. Husk at dejen hæver, så du skal lave tingene med god afstand, og hvis du laver en kagemand (eller kone) skal du lave den "løst" så den selv kan fylde hullerne ud undervejs i bagningen. 
  • Kom den ene plade i den forvarmede ovn, i midten, og lad vandbakkelserne bage mellem 20-25 minutter. Du må ikke åbne for ovnlågen de første 20 minutter - så er du selv ude om resultatet! Når vandbakkelserne er færdige, er farven smukt gylden og mønstrene i dejen er klart aftegnet. 
  • Bag næste plade på samme måde - altså kun én plade ad gangen. 

Så er der vist kun tilbage at sige, at der også er noget der hedder Marieboller og Walesstænger...Og det er vi også nød til at komme ind på. En anden dag.




2 kommentarer:

  1. Hurra! jeg er vild med vandbakkelser. Jeg får det bare så pokkers skidt af dem, ondt i maven og en frygtelig hidsighed dagen derpå - så mit spørgmål må være - Nina - kan det laves glutenfrit? please...

    SvarSlet
    Svar
    1. Detvar dog et glimrende spørgsmål :) Jeg bliver selv helt nysgerrig...har lige søgt på nettet, og kan se, at det ER muligt :)Med andre ord er der ingen grund til hidsighed eller ondt i maven! Jeg kunne også godt selv tænke mig at prøve - men det skulle altså være til at opstøve. God fornøjelse!

      Slet