onsdag den 17. april 2013

Ugens dressing: pitabrødets forårskåde frelse

Ugens dressing...det er da vist nyt? Og ja, det er nyt. Konceptet altså. 

Én gang om ugen er det nemlig

- sådan nogenlunde og omtrent - 

tid til at blande en dressing, som så holder ugen ud

- igen sådan nogenlunde og omtrent. 

Man kan også bare købe en dressing i forretningerne. 

Men jeg vil gerne selv. Kan selv. Det vil du måske også.

Derfor denne lille, nye ting på bloggen. 





Denne uge får du en klassisk creme fraiche-dressing, som klæder såvel pitabrød, falafler, kold pastasalat, rejer, avocado og æg....og garanteret også en masse andet, jeg ikke kan komme på i skrivende stund. 
Opskriften er temmelig børnevenlig, hvis ikke barnagtig, men det kan vi alle have alvorligt brug for i ny og næ. 

Ingredienser:
2 dl. creme fraiche 18%
2 dl. A38
2 dl. fint hakket purløg/estragon/persille*
2 fed hvidløg, fint hakket
2 tsk. ketchup
salt og groft kværnet peber efter smag
Evt. et skvæt citronsaft 

Fremgangsmåde:
Pluk og vask krydderurterne godt, grundigt og grundigt igen. Tør dem forsigtigt af.
Hak krydderurterne fint, kom dem op i en skål, og tilsæt de andre ingredienser.
Smages til med salt og peber.

Holdbarhed: ca. 1 uge på køl

* Har du en køkkenhave, og ovenstående krydderurter residerer heri, kan du højst sandsynligt vandre ud og nippe af disse ingredienser til dressingen. Det kunne jeg, hvorved indlæggets overskrift måske nu giver mere mening for dig..

En tilføjende bemærkning: 
Har du stadig dressing tilbage ved ugens slutning, kan resten kommes i: en dej til et madbrød, en æggeblanding til en tærte, en pandekagedej, som en del af væsken i en madmuffin - blandt andet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar