Køkkenhjælperens sidste fridag før skolestart

Nu skal i høre. 

Ham, vores store dreng på billedet er på vej ind i skolelivet. Fra i morgen kan han bryste sig af at kalde sig skoleelev og ikke børnehavedreng, og derved er livet lagt i noget mere strukturerede rammer. Det gør lidt ondt på moderens frihedsgen, der nok kunne have trængt til 10-15 år mere med impulsive udflugter og afstikkere sammen med denne kønne dreng. Nuvel, dette må fremadrettet blive i weekenderne og skolernes ferier...

Det leder til aftenens historie, for i onsdags fejrede vi, at han og jeg havde vores sidste hverdags fridag sammen. Aftenen før havde jeg spurgt ind til, hvilke kriterier der skulle være opfyldt for at dagen ville blive godtaget. "Jo altså Mor. Eh, altså, der skal være nybagte boller og så skal vi dække et fint bord til morgenmaden. Og så skal vi have lov til at se fjernsyn, når vi vågner (noget, der ellers hører morgenerne i weekenderne til), og så skal vi læse bøger, og så skal vi (her trækker han muligvis stakåndet vejret) ud i en skov eller sådan noget, altså Mor; og noget med en legeplads, og så skal vi lave god mad, og der skal både være dug og dækkeservietter på, og så leger vi restaurant, Mor, hvor Silje og Far skal komme, og så må de vælge hvad de vil have at spise på menukortet, altså lagkager, pizza, havregrød, frikadeller, tortellini, kager" - Her måtte jeg afbryde det kære væsen og nænsomt indvie ham i det lidt mere realistiske begreb "dagens menu". Ved den melding så han en anelse desorienteret ud. Jeg kunne heldigvis følge op og berolige ham med, at det ikke behøvede at udelukke flere retter, blot at vi nok trods alt ville få svært ved at lave en hel a la carte blot ham og jeg. Så var alt tilbage i den gode stemning igen.  

Jeg var overrasket over at høre, hvor meget maden fyldte i hans bevidsthed, fordi jeg netop havde spurgt åbent ind til hans ønsker for dagen. Jeg lovede opfylde ønskerne, og således var rammerne for dagen sat. 

Dagen blev både skøn og dejlig. 

Efter en god morgenmad smurte vi nogle solide madpakker og vinkede farvel til Lillesøster, der skulle i skoven med sin børnehave. Tog det mest og mindst nødvendige i en rygsæk og kørte afsted. Destinationen var Den økologiske have i Odder, der faktisk rummede samtlige kriterier for de udendørs aktiviteter, som drengen havde sat for dagen. Vi gik rundt, snusede omkring, legede gemme, kløede heste på mulerne og beundrede de flotte høns. Fandt en plet med skygge og hev madpakkerne frem, der lå gemt i rygsækken. Samme sted lå også et par gode historier fra biblioteket, der blev læst højt i samme stund. 

Lidt over middag kørte vi videre ud i skoven til Lillesøster og børnehaven, der tog imod os med åbne arme. Vi blev hængende og spiste vores eftermiddagsmadpakker dér, inden jeg kørte to trætte unger hjem til is i haven og endnu flere historier...og kaffe til mig. 

Så begyndte forberedelserne til aftensmaden. Forretten var tænkt af drengen selv; han havde om morgenen nuppet nogle blade fra vores basilikum, pakket det rundt om noget Vesterhavsost fra Thise mejeri, og spist det med største velbehag. Jeg gav ham ideen om tandstikkere, og det fængede øjeblikkeligt. 

Til aften havde han i tilgift hentet tomater fra haven og ristet noget daggammelt brød, som vi spiste til: et par halverede friske hvidløgsfed blev gnedet på brødet, lidt olie blev stænket på og et par flager groft salt dalede ned og fuldendte hver lille bid. 

Hovedretten klarede sig selv: frisk tortellini, ristet bacon, let ristet løg og sort peber. Ikke mere? Nej, ikke mere. Tortellini står meget højt rangeret over yndlingsmad i en næsten 6-årig drengs bevidsthed.

Desserten var frisk, sprød og fuldstændig uforlignelig: koldskål med dels groft skårne og dels hele brombær i. 

Den aften var drengen glad - og jeg var glad. 

Sikke en dag. Sådan en dag, man husker.