mandag den 19. januar 2015

Opskrift på müslibar, der ikke er væltet i smør eller tilsat sukker


Der var virkelig høje forventninger til weekendens komme. Man havde glædet sig, lusket rundt om weekendfornemmelsen og set frem til timerne i haven, ved stranden, i hønsegården, ved morgenbordet...MEN MAN HAVDE ÆRLIG TALT IKKE SET FREM TIL EN WEEKEND IFØRT FEBER (og det, der var værre..), DYNE OG MUGGENT HUMØR!
- og muggent humør fik man ganske hurtigt, da 3/4 af familien, incl. undertegnede, lagde sig med en omgangssyge, der begyndte at tage fat i os, én efter én, fra fredag nat. 
I dag, mandag er vi først næsten ved at rejse os igen. 

Ungerne og jeg nåede dog at få indfanget noget af lørdagsmagien, inden baktusserne for alvor raserede huset. Der blev tændt bål i haven,



bagt kanelsnegle-krans,


frugtstænger, 

Müslibarrer

- og ellers bare hygget i et noget neddroslet gear.


Opskriften på omtalte müslibarrer kommer her, for de er geniale følgesvende i svømmehallen, efter løbeturen, skituren(oh!), gåturen eller i eftermiddagsmadpakken sammen med noget gnavegrønt og en håndfuld nødder. Som jeg bager dem, bliver det nærmere til små brød, med dertilhørende kortere holdbarhed. Har du nogle små muffinsforme eller lignende, er det faktisk bedst, når fedtindholdet ikke er højere. Alternativt putter man massen i en bradepande, foret med bagepapir.

12 stk. i aflange silikoneforme

Ingredienser:

Del 1
2½ dl havregryn, finvalsede
2 ½ dl ristet müesli uden store klumper i (knus dem)
1 dl grove flager; eks. speltflager, risflager, havreflager, etc. (evt. fra Urtekram)
1 dl mellemfine byggryn
1 dl. boghvede, hel
½ tsk. salt
½ dl hvedemel
100 dadler meget fint hakkede
2 æg
Evt. 1 tsk. kanel

Del 2
1½ dl frugtmos, usødet- gerne æble
1 dl smagsneutral olie
½ dl. honning eller sirup

Fremgangsmåde:
  • Alt i del 1 blandes grundigt i en stor skål
  • Gå til del 2: Opvarm honning og frugtmosen, tilsæt olie og kom det i blandingen fra del 1. Rør grundigt rundt
  • Bred massen ud i en bradepande (foret med papir) i 2½ cm tykkelse, eller i små silikoneforme. Tryk godt sammen
  • Bages 25 minutter ved 200 grader
  • Tages ud af silikoneformene, når de er kølet lidt af. Hvis frugtstængerne er bagt i en brødform, skæres de i stænger, inden de puttes i en kagedåse med helt tætsluttende låg.

Og nu?? 

Nu kan resten af ugen forhåbentlig bare komme an!!!!

4 kommentarer:

  1. Skønt skønt billede af en høne, som ser ud til at nyde friheden i haven - ja, for det ER vel en høne :)

    Mor

    SvarSlet
    Svar
    1. Dét er det! En høne er en høne er en høne...også Ada - ude i friheden og endda i modvind!

      Slet
  2. Du kan også bruge hørfrøslim som en del af bindemidlet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Korrekt! Og det endda med held...
      :)

      Slet