Det er så yndigt derude.
Alt er pænt pakket ind i hvidt og alt ser meget mere ordenligt ud. Væk er mudder, legetøj og glemte spande, der ser ud til at have slået rod rundt om på græsplænen.
I baggrunden lyder tonerne fra Beatles' "Here comes the sun" som jeg af uransaglige årsager har forbundet med snedage, siden jeg har været 11-12 år.
Det særlige hvide lys.
Den lange grusvej, der var fyldt med sne - måske sneede man endda inde - hvis ens forældre da ikke var de ondeste i verden og bestilte en rendegraver(?) fra den lokale maskinstation til at rydde vejen.
Man kunne se, at der var børn oppe på kælkebakken, og jeg var så afgjort selv på vej derud. Inden var der dog lige noget, jeg først skulle have styr på. Køkkenet skulle fyldes med dufte fra det bagværk, der senere skulle fortæres af børn og barnlige sjæle med røde kinder og tøj, der var gennemblødt af for mange ture på kælkebakken.
Nogle gange var jeg den eneste, der kom på kælkebakken, og dermed også den eneste, der sad ved kaffebordet med en løbende næse og kinder, der blussede. Det var sagen underordnet. Lyset var der, duftene og kælketurene.
Da jeg var barn, var sneen god til at dække landskabet i weekenderne....(vistnok).
Nu er jeg voksen, og det har sneet en god del af natten....til en mandag.
Hvis nogen finder knappen, der springer direkte til weekend, må de endelig give lyd af sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar