søndag den 29. oktober 2017

Gode råd om madspild fra min workshop på Testrup Højskole


Denne søndag har mange brugt på at vende sig en ekstra omgang under dynerne, vrikke tilfreds med tæerne og nyde dagens ekstra time. 

Jeg stod derimod op før solen, og klargjorde den sidste af to madspildsworkshops, som har været en del af Folkeuniversitets minifestival "Hearts and Minds". Workshoppen blev afholdt på Testrup Højskole, hvor jeg er køkkenleder. På knap 5 timer nåede vi omkring rigtig mange ting, både teori, praksis og en snak omkring de 5 grundsmage, og hvordan vi kan bruge vores sanseapparat til at mindske madspild og frigøre os fra den slaviske tilgang til kogebøgernes stringente diktat. Gensidig inspiration, voldsomt meget snak og rigtig god og kreativ mad! 

Du skal ikke snydes for et par af overskrifterne, så de mest markante tommelfingerregler fra dagens program kommer her: 

  1. Start med at tage et overblik over fryser, køkkenskabe og køleskab. Skriv om nødvendigt ned, hvad der er, hvis det virker for overskueligt. I det øjeblik du tager fat om tingene, opstår en anden form for konkret bevidsthed, som hjælper til at huske på, hvad du har.
  2. Sørg bevidst for, at du har dage, hvor du ikke nærmer dig en fødevareforretning (heller ikke på nettet!). De dage gør du brug af dine lister og bruger i stedet de ting, du allerede har i hjemmet. Accepter, at du ikke har alt, hvad du kunne tænke dig og opdag, at det hele går alligevel. Dette er én af de sikreste veje til at bruge de ting, der ellers glemmes igen og igen.
  3. Tænk kreativt: 2 hakkebøffer er ikke nok til en familie, hvis de serveres som sådan på 2.dagen. Smuldres de op og bruges som fyld i en tærte, er der pludseligt tilstrækkeligt med kød. En rest kartoffelmos kan være en del af farsen til enten almindelige eller vegetariske frikadeller. 

Opskrifter kommer der ingen af for nu, men et par billeder og forklaringer på nogle af de ting, de gæve kvinder (og én mand!) fik sat på bordet, kommer her: 


Den klassiske bread and butter-pudding vakte stor begejstring. Halvtørt brød, mælk, fløde og æg, æbler, rosiner, lidt sukker og smør.

Grøntsagstærte, hvor bunden er lavet af kogte ris, blandet med revet ost, pesto og lidt æg. En lignende opskrift kan findes her: vegetarisk ristærte



Vafler på havregrød med pæresirup er godt - og eminent, hvis der er en portion god vaniljeis indenfor rækkevidde..!

Opskrift: havregrødsvafler
Opskrift: pæresirup

Glædelig søndag!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar