mandag den 2. oktober 2017

Pesto af de sidste krydderurter

Efteråret har meldt sin ankomst. Snart kan græsslåning og hektisk lugeaktivitet sættes i bero og tiden bruges på andre formål udenfor...og det passer mig mere end glimrende.

Min kurv er ikke længere fyldt, når jeg går ud i haven, men næste år på dette tidspunkt ved jeg, at der vil være en overflod af squash, rødbeder, kål og bønner, som stadig er i eller på jorden. Det føles så godt og næsten betryggende at vide - også selvom vi i dag ikke finder os selv i færd med at gnave bark af birketræerne sidst på vinteren, når forrådet slipper op. 

Basilikum, purløg og løvstikke er ved at takke af. Persillen trives derimod, og kan stå til langt ud på vinteren afhængig af temperaturen. Det er med andre ord sidste udkald for at få det sidste ud af de temperatursarte afgrøder, og én af de bedste anvendelsesmetoder er at lave pesto. Den kan holde sig minimum en uge på køl, hvis den er overhældt med et tyndt lag olie, eller fryses i små portioner og anvendes løbende vinteren igennem. Estragon, koriander og estragon er ligeledes smagfulde og gode, men må anvendes med noget mere stram dosering; ellers stjæler de smagsbilledet totalt. 


Det eneste du skal gøre, for at lave din egen pesto, er følgende:

  • Plukke så mange bløde, grønne krydderurter som du har i haven/potterne*.
  • Vaske dem grundigt i rindende vand. Det, der svarer til 3 bunder krydderurter, vil passe fint i forhold til mængderne her nedenfor.
  • Blende dem sammen med:
  • 100 g ristede kerner (græskarkerner, mandler eller hasselnødder. Nogle holder også af solsikkefrø, men jeg holder mere af de andre smagsnoter)
  • 1½ dl koldpresset olie; tidsel, raps eller olivenolie
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tsk. kapers
  • salt
  • 1-2 tsk. citronsaft
Tilbage er der kun det behagelige arbejde med at smage pestoen til. 


*Den klassiske udgave Pesto alla Genovese er lavet udelukkende på basilikum og med ristede pinjekerner og parmesan, men kombinationen af flere urter giver en anderledes kompleks og virkelig fyldig smag, som absolut kan anbefales. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar