søndag den 11. februar 2018

Sådan tryller du dit gamle rugbrød om til et nyt og lækkert groft brød


Lige nu er du måske ved at kløjs i den 11. fastelavnsbolle. Tanken om mere creme og glasur er ikke til at overskue, og da slet ikke hvis der er tale om udgaven med flødeskum. 
Der er i stedet behov for at finde noget bagværk frem, der tilbyder ro i maveregionen og en mæthed man kan stå ved. Det er her dette brød kommer ind i billedet. Et solidt grovbrød med rugbrød æltet ind i dejen, er en uovertruffen følgesvend til blåskimmeloste og hybenchutney. Eller nybagt leverpostej..

Hvis ikke jeg lige kan finde den type fuldkornsmel, jeg havde tænkt at komme i min dej, slår jeg altid et smut forbi den lokale Brugs, finder hylden med datomærket brød og ser, om ikke der skulle ligge en pakke økologisk rugbrød og vente på mig. Det sker næsten altid*.
Det er nemlig let at genbruge rugbrød i en ny dej og arbejdsindsatsen er minimal. Det kræver dog et halvt døgns tid grundet den minimale mængde gær.  

Ingredienser:
½ l vand
550 g hvedemel, gerne fra en stenkværn, hvor kimen ikke er frasigtet
3 skiver rugbrød
1 tsk. salt
gær på størrelse med en stor ært
1-2 spsk. koldpresset olivenolie til at hælde over dejen
En håndfuld grovvalsede havregryn

Fremgangsmåde:
  • Bring vandet i kog og hæld det over rugbrødet i en rummelig skål. Lad det trække, indtil vandet er tempereret
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det hurtigt sammen med en grydeske. Det ligner på nuværende tidspunkt et sørgeligt morads. Det er helt i orden. Lad dejen hvile 15-30 minutter
  • Dejen har hvilet og er nu blød igen. Rør den godt sammen igen med grydeskeen i ca. 30 sekunder, indtil du kan se, at rugbrødet er helt opløst og blandet med de øvrige ingredienser 
  • hæld lidt olivenolie henover dejen og dæk den til med husholdningsfilm eller en overskåret frysepose. Sæt den på køl til næste morgen 
  • Tag dejen ud og lad den hæve færdig; dejen skal være synligt hævet op, være fjedrende og give efter for et let tryk
  • Tænd ovnen på 250 grader 
  • Hæld lidt olie ud på et bord, drys med grovvalsede havreflager og vend forsigtigt dejen ud herpå

  • Fold dejen sammen uden at trykke luften ud. Vend den foldede side nedad og lemp forsigtigt brødet over på en bageplade
  • Bag brødet ved 250 grader i 15 minutter. Uden at tage brødet ud, skruer du ned på 200 grader og bager brødet færdigt. Det tager ca. 30 minutter afhængig af dit brøds størrelse. Det skal lyde hult, når du banker under bunden på det

*Har du en fryser, kan du med fordel "hamstre" lidt og købe flere pakker. Det skiveskårne brød er let at tø op og bruge i eks. brøddej

Ingen kommentarer:

Send en kommentar