Nogle tænder for fjernsynet kl. 19.30 og sætter sig godt til rette.
Andre tænder for ovnen og løfter nænsomt klædet væk fra fadet med dej. Betragter de små luftblærer på overfladen og trykker lidt ned i dejen for at se, om den er hævet tilstrækkeligt. Det kan ske, at man er heldig. Så får utålmodigheden knap så trange kår.
Så lemper man det kommende brød ind i en rygende varm ovn..... og sætter sig godt til rette.
Efter et overophedet og interessant forløb lige bag den varme ovnluge, må man rejse sig og gøre noget ved sagerne.
Med hurtige bevægelser lister man et brød ud af ovnen med de bare hænder. Flytter det skyndsomt fra hånd til hånd, indtil det når skærebrættet. Vurderer det uden et ord, mens øjnene, næsen og hænderne arbejder.
Beslutter sig for, at tiden er kommet, og lader så brødkniven - hvis ikke hænderne - frembringe den første skive eller humpel. Dampen stiger op i næseborene, og den første bid rammer munden.
Man bliver en smule skuffet. Altid. Helt rygende nybagt brød smager ikke af så meget som efter blot 10 minutter.
Men så lang ventetid kan man sjældent mønstre.
Mens man gumler og hiver, strækker man i det amputerede stykke brød; undersøger elasticiteten og krummen, piller lidt i skorpen og nikker anerkendende, når resultatet lever op til forventningerne.
Det gør det ikke altid.
Måske netop derfor er det så magisk.
- og det kan man også!
Men man får nu altså meget fornøjelse forærende ved en pakke mel og lidt gær.
Rigtig godt skrevet. Jeg får helt lyst til at bage :-)
SvarSletTak skal du have:) Det var også lysten til at bage, der fik mig til at skrive....
SletGodt skrevet Nina - som altid :-)
SvarSletTak skal du have, det glæder mig at høre!
Slet