Jeg arbejdede med en velvoksen portion chili con carne på mit arbejde her i lørdags. Det tog godt og vel 4 timer fra start til slut før resultatet var tilfredsstillende. Da jeg var færdig, havde ingredienslisten sneget sig op over 25 ingredienser, blandt andet kværnede kakaobønner, stærk kaffe, chipotle chili i adobosauce, cayenne og sveskeblommechutney. Smagen var dyb, kompleks, stærk og sød. Mest af alt tilfredsstillende.
Da jeg kom hjem, tog jeg et grundigt kik på vores krydderiskab. Det har, lad os bare være ærlige, sovet sin grundige tornerosesøvn de sidste 6 år. Sjovt nok er vores ældste barn også 6 år.
Hvis man vil lede efter en forklaring på dette sammenfald, finder man nok 2 forklaringer:
For det første lammes langt de fleste forældre af en indgroet skræk den dag deres pode går fra at kyle majsgrød rundt i stuen til at smage på den øvrige families måltid. En indgroet skræk for at maden fortsat bliver kylet på langfart, denne gang blot fordi maden simpelthen er for udfordrende. Det er ikke altid man som lettere udkørt forælder er klar på at lade sig udfordre kl. 17.42 ved at lade barnet møde det, der meget vel kan være den sikre vej til endnu en omgang kasteskyts.
Den anden forklaring bider lidt den første i halen: at man som forældre til helt små børn sjældent kaster om sig med overskud i vilde mængder...måske snarere tværtimod...og dermed er man måske nok ikke det mest proaktive væsen hvad angår test af komplekse gryderetter.
På et tidspunkt begyndte vi med andre ord umærkeligt at udfase en stor del af krydderierne; der var slet og ret et logisk sammenfald imellem lysten til at eksperimentere med szechuanpeber, hel sennep og muskatblomme og så det mærkbare pres fra to små meget trætte og meget sultne børn.
De første tiltag er som følger:
At udvælge ét krydderi og starte med dette som udgangspunkt. Hos os blev det stjerneanis, der kom til at starte lavinen.
Jeg tog et glas med stjerneanis ind til ungerne her til eftermiddag, da de sad og tegnede. Lod dem snuse grundigt ind og delte det smukke krydderi i mindre stykker, så de kunne prøve at tygge på det. Den ældste var solgt og tyggede løs. Den yngste afviste blankt at putte det i munden, men hun kunne godt lide duften.
Det næste bliver at finde morteren frem og lade dem støde krydderiet, så duftene vælter frem. Lade dem bruge det i en ret, der er velkendt og som de godt kan lide; måske bliver det klatkager med stjerneanis i løbet af ugen som en dessert ovenpå en let hovedret.
Herefter kommer jeg det i en hovedret. Jeg vil tro det bliver en gulerodssuppe, der står for skud. Så kan de støde stjerneanis i morteren og komme det ned i gryden, før jeg blender det hele til en cremet suppe.
Om denne strategi virker?? Aner det ikke - men jeg har en god mavefornemmelse uanset hvad! Jo mere fortrolig jeg kan gøre dem med de enkelte krydderier, desto nemmere må jeg også kunne gøre dem glade for mad, der kombinerer og leger med smagene.
Det er godt at have ungerne med i køkkenet!
Min søn har før stødt krydderier i vores tunge morter imens han piller lidt og smager uforfærdet på det, der ligger dernede og støver rundt. Nysgerrigeheden er størst ved køkkenbordet. Det er ved køkkenbordet, magien og oplevelsen indtræder. Når først vi er bænket, sidder vanens magt med til bords, og trækker smagsløgenes præferencer i den konservative retning, så det er helt afgjort at fange dem før det tidspunkt indtræffer.
Bliver vi ved længe nok med at udvide deres smagsmæssige horisont, bliver det, der i dag er anderledes og svært at forholde sig til, noget man på sigt kommer til at acceptere med selvfølgelighed. Det er jeg sikker på. Jeg tror også vi vil falde tilbage - men hvor vi jeg i sidste ende være lykkelig for at sende to unger ud i livet med hver sin ballast af komplekse smage i rygsækken!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar