At vinkle tingene...

Dette:

Er to toasts. 
Siden siden bloggens udgangspunkt, hvor jeg lavede et indlæg pr dag, har jeg ikke taget et billede af en ret som denne - og dette med god grund, vil man nok mene. 


Hvem interesserer sig i virkeligheden for to skiver brød, der er klasket sammen og udsat for hård og brutal varme?! 
Og hvem kan ikke lave dette: 
- med lukkede øjne
- med børn i baggrunden (eller forgrunden)
- på gode dage
- på dårlige dage
- på dage med lavvande i økonomien eller energien
- på dage med mangel på kreativitet
... eller bare på dage, hvor den barnlige trang til smeltet ost trænger sig på.


Nu har du måske fanget, at dette indlæg i virkeligheden slet ikke handler om toasts. Niks. Det handler selvfølgelig om den grundlæggende lyst og trang til at lave noget nyt - selv på dage, hvor man måske i virkeligheden slet ikke magter det. 

Udgangspunktet og den dybere mening med al denne snak udsprang af en helt almindelig aften, hvor helt almindelige omstændigheder gjorde, at energiniveauet måske nok ikke var sat i højeste gear. Der var ikke taget noget op af fryseren, og tanken om at tage cyklen ud i verden for at handle, virkede heller ikke rigtigt tillokkende. Der var, sandt at sige, ikke ret meget, der virkede tillokkende den dag. 


MEN: man havde lyst til at lave noget mad, som ikke bare tjente til at fylde mavesækken. Man havde en lyst til at skabe bare lidt derude på køkkenbordet, uagtet at samtlige omstændigheder var imod én. 
En lille tur i haven satte gang i den tankerække, jeg så desperat var på udkig efter; dér var basilikum og dér persille. Et hvidløg blev forsøgsvis hevet op af jorden med et sælsomt rejehop til følge; smukke, smukke hvidløg dukkede op af den mørke jord! Og.... så var der ikke mere i den have, som virkede attråværdigt på omtalte tidspunkt. Det var heldigvis også nok. Ind i køkkenet og blende det hele sammen til en grov pesto sammen med koldpresset olivenolie, flagesalt og en lille humpel parmesan. Dette blev smurt på den ene skive brød (generøse mængder), dernæst skiver af nye løg med top, tomater, ost og et par tynde skiver italiensk salami. Til sidst ægte mayonnaise på den anden skive brød - og så i toasteren. 


Var det alt? Skulle der ikke mere til for at redde den aftensmad? 
Nej. Det skulle der ikke. At tillade sig den frækhed at betragte en toast fra en anden vinkel, at glædes over den svimlende duft af hvidløg, persille og basilikum, der ramte næseborene i flere omgange, og samtidig have holdt sig indenfor en yderst behersket tidsramme - det var nok for mig den onsdag aften. 
Der blev ikke opfundet nogen ny tallerken, men en jævn og tilfreds mavefornemmelse bredte sig rundt om bordet. 


Du kan i øvrigt se et glas vin på billedet - en vin, jeg har fået påbud om at nyde helt ud i de små marginaler. 


Det skulle nemlig vise sig...




at jeg havde taget fejl af hylderne med eehm, " temmelig meget gemmevin" 




og så "absolut egnet til en onsdag aften-vin"..... 




Så jeg nyder. Helt vildt.