Der var engang...

... en kvan. 

En lille, ubetydelig størrelse, der en dag meldte sin ankomst hos os for 2 år siden. 
På det tidspunkt var det en høflig, lille fyr på størrelse med en velnæret stueplante, som ikke gjorde meget væsen af sig. Den fik tildelt forhavens mest vindstille sted med udsigt til et nymalet plankeværk, en løvstikke og nogle ivrige skovjordbær, der nok vidste, hvordan man skulle komme frem i verden og livet. 
Årene gik, og den lille kvan voksede sig lidt større for hvert år der gik. Det første år kom den ligesom aldrig rigtigt helt fra start, men forblev ranglet og leddeløs. Det næste år havde den brugt vinteren til at samle kræfter, og voksede nu om kap med løvstikken. 
Det næste år, som nok må være det år, vi befinder os i her i skrivende stund, fik den lille kvan ambitioner. 

Den ville se ud over plankeværk, liguster og løvstikke, og frem for alt: vise de næsvise skovjordbær, at selvom man måske ikke kunne brede sig over rige og land, kunne man dog i stedet lade kraften stige til vejrs! 


Og det gjorde den.. 


Som det oftest sker i eventyrerne, sker der grumme og farlige ting, hvilket ganske rigtigt også var tilfældet med denne kvan. Der kunne hverken komme prinsesse eller halve kongeriger i tale - den måtte i stedet lade livet efter at have brugt alle sine kræfter på at sætte frø i store, flotte skærme. 

Frøene var der til gengæld rigeligt af, og rygtet vil vide, at der næste år (hvis ikke nogen gør noget..) er dannet grundlag for en kvangård her i vores forhave. 


Det må vi lige se på til den tid...

Kvan-sukker til pandekager og friske jordbær

Kvan smager temmelig aromatisk - en smule af grannåle med et strejf af rosmarin, hvis man altså har fantasi nok til at forestille sig det. Det siges, at man kan bruge såvel stængler, rod og  blade fra kvan - men indtil videre har jeg kun prøvet at blende de friske stængler med sukker, hakke stænglerne og koge dem med i en omgang solbærsyltetøj og så tørre et bundt blade til te. 


Som man nok kan se på billederne, er der dog rigeligt med frø til de næste mange års forsøg -   så det går nok lige an, at anvendelsen kun har strukket sig over disse tre forsøg. 


Det er, som sagt før, godt at have noget i vente!