søndag den 23. september 2012

Skrækkeligt, skrækkeligt.


Der har i denne weekend været tid til at tage handsken i egen hånd og få klaret en god del af det, der hører sig til, når man har en have:

  •  Rødbeder og gulerødder er taget ind i garagen og ligger  nu under en betryggende dyne af sand. 
  • Endnu en stak gule, røde og grønne bønner er blancheret og smidt i fryseren
  • Endnu en ordentlig portion pesto af noget blandet herkomst (lad os kalde det, ehmn, grønne urter i skødesløs sammenkomst) er sendt på ophold samme sted. 
  • Men hvad med pærerne og æblerne? Ja, helt ærligt. Hvad med dem! Jo, det spørger vi også os selv om. For koldt forår? Forvirrede bier, uden lyst til bestøvning af vores træer dette år? Noget helt fjerde? Konklusionen er i hvert fald den, at beholderne til dette års koldpressede æblemost, tørremaskinen til æblechips og de utallige poser med frugtmos til vinterens morgengrød står stand by....i hvert fald indtil næste år. 
Det er lige til at blive lettere deprimeret over, og i skrivende stund overvejer man kraftigt, om man skal genoptage sin ungdoms noget blakkede vane med at opstøve æbler hvor det var muligt. Der blev taget alternative og kreative midler i brug, og man havde vel nok troet, at denne form for selvbestaltet Robin Hood'ske tidsfordriv var fortid for ens vedkommende....men nu ved jeg ikke helt...Noget æblereglementæblereglement bliver det ikke til i år. 



Dette snapshot måtte jeg have med - det er en fennikel, kan du nok godt se. Min skosnude nederst i venstre hjørne viser noget om, hvor frygtindgydende stor den er. Det er DESVÆRRE ikke fra min have, men min svoger og svigerindes, som har noget mere sund og nærende landluft end hvad jeg kan hamle op med. Den både så og smagte helt fantastisk; ikke for sejt og trevlet kød og masser af saft og smag.  



Dette her vokser til gengæld upåklageligt i vores have! Hjemmelavet chokoladepålæg - denne gang fyldt med knasende mini-smarties. Oh, det var et skrækkeligt påfund, det må du aldrig forledes til at give dig i kast med. Skrækkeligt. 



Tænk bare på, hvordan man kan smøøøre det ud på en skive nybagt rugbrød, så chokoladen smelter endnu mere og begynder at løbe ned af armen. Nej, lad hellere være, jeg lover dig; det er virkelig skrækkeligt. 

4 kommentarer:

  1. :-) Det skal jeg så lade være med, når jeg er blevet så behørigt advaret.

    Men du har da i det mindste rødbederne - dem har de skumle snegle ædt hos mig.

    Mange hilsener, Karen

    SvarSlet
  2. Hej Karen.

    Ja, altså I det mindste HAR jeg advaret, hvis man alligevel skulle føle sig modig nok til at give sig i kast med projektet... men er der ikke noget om, at det med advarsler kan have den modsatte effekt?! Omvendt psykologi....? :D

    Ja rødbederne gik sneglene hos mig udenom, men så var de des mere grove ved en del af krydderurterne. Man må se at få has på de slimede (og ubudne) gæster!

    Mange hilsner fra Nina

    SvarSlet
  3. smukke billeder Nina - og ærteblomsterne - jeg elsker dem - mine har slet ikke haft det godt i år...

    SvarSlet
  4. Tak skal du have, Camilla! Ærteblomsterne er fra min mors have - dem kan jeg kun tage æren for at fotografere; ikke selve plejen af dem! Det har vist været et besværligt år for mangt og meget i haverne derude...

    SvarSlet