tirsdag den 2. oktober 2012

Knap så skrækkeligt: lys fisk med sprød kørvel- og persilleskorpe


Hvis man havde skrupler over at føre det farligt slemme chokoladepålæg med smarties ud i livet, kan man her puste ud og få hold på sig selv igen: Kulmule under et beroligende tæppe af kørvel, persille, rasp, citron...nå ja, og smør. 

Lækre hestebønner og rå majs herunder, hvilket giver den travle og hårdtplagede husmoder mulighed for at trække vejret et øjeblik: Alt er sat i forvaring i ovnen, og således frigøres både god samvittighed over opvarmning af ovn men også overskud, fordi alt er smækket ind samme sted. 
Er man ekstrem påholdende, kan man i en rask vending også lune ægtemandens slippers på nederste ovnribbe - men så må man være så meget over sagerne, at hverken ægtemandens fødder bliver forbrændt eller, at maden kommer til at bære præg af brændt kameluld. Vi må her på redaktionen understrege, at det er en sand udfordring for den ægte husmoder. 




Ingredienser:

En kulmulefilet (eller anden, lys fisk) ca. 4-500 gram
2 håndfulde rå hestebønner (alternativt harico verts) - ikke flere, end hvad der kan ligge under fisken. Bønnerne må ikke være for grove.
Koldpresset rapsolie
1 majskolbe, kernerne skåret fra kolben med en skarp kniv
Salt 

Urterasp:
60 g saltet smør
40 g rasp
en lille håndfuld kørvel, skyllet og duppet tør
et bundt glatbladet persille, skyllet og duppet tør
1 tsk. citronsaft
1 tsk. fintrevet citronskal
½ tsk. sort peber
1 nip salt

Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 200 grader
  • Læg hestebønner og majs på et stykke bagepapir
  • Læg kulmulen ovenpå med skindsiden nedad - skær den eventuelt over som vist på billedet
Urterasp:
  • Blend alt sammen i en foodprocessor eller hak krydderurterne meget fint med en kniv og rør dernæst alt grundigt sammen pr. håndkraft.
  • Bred urterasp udover fisken med en spatel. 
  • Hæld rapsolie udover hele herligheden i en tynd stråle - lidt nærig skal man være, ellers tager smagen over. 
  • Drys forsigtigt med en anelse uraffineret havsalt
  • Bages i knap 20 minutter, indtil fisken er klar. På grund af det ret tykke lag urterasp skal du nok påregne 20 minutter - det kan ellers virke af ganske meget for en filet af denne type*. 

Spises med brød og hvad køkkenhaven ellers formår.

*Fisk er en sart fødevare; intet i denne verden er så nemt som at tilberede fisk for meget. Fisk må ikke være sejt at tygge og der må ikke komme hvidt skum fra fisken - så er du ved at tilberede den for meget. Fisken skal kunne skilles i flager og være smukt klar (ikke gennemsigtig) - i hvert fald når der er tale om tilberedning som her.

Har du en rest (tilberedte) bønner til overs dagen efter, kan disse blendes med de forhåndenværende krydderurter, creme fraiche, hvidløg, en anelse grov sennep og smages til med sort peber. Smager godt smurt på ristet brød, eller som dip til rå grøntsager.

2 kommentarer:

  1. Det ser virkelig flot ud, med alle farverne - det smager sikkert heller ikke værst (:

    - Kit

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kit
      Det smagte præcis så godt, at jeg blev nød til at dele opskriften med I andre :)
      - og tak for de rosende ord!

      Venlig hilsen Nina

      Slet