tirsdag den 9. oktober 2012

Henrivende æblesmør med citron, ingefær og kanel

Æblesmør
Der har været tale om et æble-afsagn her hos os. Æbletræer, jo tak, det havde vi. Æbler...jovist... et par stykker dumpede da ned på den våde græsplæne. Mange æbler? Nej, se det var jo problemet. Flotte æbler? Nej, det var de heller ikke. 
Gråd og tænders gnidsel er heldigvis sat på stand by, idet et par pålidelige kilder har sørget for, at der nu står æbler på trappestenen foran vores hus; Filippa og Rød Ananas. 

Man kan lave meget af sådan nogle æbler. Det kan man helt bestemt. Hvad man i særdeleshed kan lave, er et uforligneligt skønt æblesmør - som altså ikke indeholder et gram smør - men som er smørbart. Det ligner rav, man bliver lykkelig (for en stund) af at spise det, og det sætter enhver bekymring på pause. En skive ristet brød, lidt blød ost med blånelse i - og så dette på toppen. Oh, salig fryd - og sådan noget!

Det tager to timer at lave - men man kan give sig i kast med andre projekter undervejs.

Ingredienser:
1300 g æbler (renset vægt; dvs. uden kærnehus, skrællet)
450 g sukker
skal af 1 citron 
saft af 2 citroner
1½ kugle syltet ingefær
4-5 spsk. af sukkerlagen fra de syltede ingefær
1½ tsk. kanel

Fremgangsmåde:
  • Skræl æblerne og fjern kernehusene
  • Riv skallen af 1 citron og pres saft ud af 2
  • Smelt sukker til gyldent karamel i en gryde med tyk bund - vær over det som en høg! Det går fra yndigt til forfærdeligt på ganske kort tid. 
  • Når sukkeret er smeltet, tilsættes ingefærlage, citronskal og saft sammen med æblerne. Det vil koge voldsomt op og karamellen vil klumpe fast til grydeskeen: 


  • I det næste kvarter skal du røre lidt i denne klodsede masse, mens gryden står på god, jævn varme. Mit komfur går op til 9, og jeg har gryden på 6 i disse 15 minutter. Du skal ikke mosle det hele sammen, men røre nu og da - væske begynder at samle sig i bunden, og karamellen begynder laaangsomt at smelte.
  • Efter 15 minutter tilsætter du kanel og finthakket ingefær, og skruer så ned (på 3 for mit vedkommende) og lader nu æble-karamellen snurre i 45 minutter under jævnlig omrøring. 
  • Når de 45 minutter er vel overstået, skruer du en tak mere ned for varmen (2 for mit vedkommende); nu er massen kogt næsten ud og har farve som gylden karamel. 
  • Den sidste time kommer til at gå med at røre godt i gryden, så den ikke brænder på. Nu er væskeindholdet ved at være godt reduceret, og ved slutningen af timen slipper det grydens sider en anelse, når man rører godt rundt.
  • Smages til med ekstra citronsaft, kanel eller/og ingefær 
  • Hældes/skrabes over på  rengjorte, skoldede glas, som lukkes til med det samme.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar