onsdag den 31. oktober 2012

Gittes kringle!

Så kom den. Opskriften på det, enhver spejder med renhjertet sjæl og oprigtig entusiasme kan sværge på er den bedste kringle - og selvom jeg ikke kan påstå at have en uniform med duelighedstegn hængende i skabet, er jeg alligevel helt klar på at sværge ved dens karakter.


Gittes kringle
Til 4 stk.

Ingredienser:
200 g margarine (el. smør)
2 dl. mælk
100 g gær
2 æg
2 spsk. sukker
2 tsk. salt
600 g hvedemel

Fyld - se note!!*: 
300 g margarine (el. smør)
300 g sukker
2 spsk. mel
et par dråber mandelessens
Så mange skrællede æbler, du kan skamme dig til at lægge på kringlen, ovenpå remoncen

Fremgangsmåde:
  • Fedtstof smeltes og mælken kommes heri
  • Tag gryden af varmen og opløs gæren her
  • Tilsæt æg, sukker og saltet
  • Melet røres i, lidt ad gangen. 
  • Dejen æltes godt igennem og sættes til hævning under et klæde, til den er hævet til dobbelt størrelse
Imens klargøres fyldetfedtstof, sukker, essens og mel blandes godt. Æblerne skrælles og skæres i både (kernehusene fjernes naturligvis). Hav det hele parat på køkkenbordet.
  • Når dejen er hævet tilstrækkeligt, deles den i fire, som rulles ud til rektangulære stykker. På midten smøres remonce, æblerne lægges ovenpå, og der drysses evt. med kanelsukker. 
  • Siderne skæres i tynde strimler på skrå; ca. 2 cm brede. Buk den ene ende op om fyldet, og start herefter med at lægge strimlerne på - skiftevis fra den ene og den anden side. De skal lappe indover hinanden for at holde sammen om fyldet. 
  • Smøres med sammenpisket æg og drysses med hakkede mandler og tesukker. 
  • Lad kringlen stå i 10 minutter, før den bages.
  • Bagetid: ca. 20 minutter ved 185 grader

Vigtige noter omkring kringlebagning: 

Gitte bruger margarine, og jeg bruger smør. Der er plads til både den ene og den anden folkeskare her - du bruger med andre ord det, du har inden for rækkevidde.

* Når du kommer til at skulle lave fyldet, holder opskriftens militante orden op. Det er her, Gitte trækker på smilebåndet og lader os forstå, at man selv er herre over situationen - er du til æbler, kanel og rosiner? Godt, så går du ud af dén sti. Mere til marcipan, chokolade og orange? Nuvel, så er det sådan, det må være- så kan du bruge forholdet :150 g marcipan, 150 g fedtstof samt 1 spsk. mel som remonce. Æblerne kan stadig puttes ovenpå...
Valget er dit, der er mange valgmuligheder.... og det er op til dig, hvad der skal puttes i! 

Min personlige favorit er altså æble, kanel og rosin - men tanken om æble, marcipan og kanel gør nu også noget ved sjælen. 
Nu vi er ved det: Som ganske ung arbejdede jeg på et traktørsted, hvor ejeren lavede det mest fantastiske kringlefyld: skrællede æbler blev kogt en anelse møre i en remonce (smør, sukker, en anelse mel) sammen med en fed vanillestang, der gav saft og kraft til molevitten. Oh...det får jeg lyst til at lave igen... en lys og sart kringle med den mest henførende duft af æbler, smør og vanille...


Kringle med æble, rosiner og kanel

2 kommentarer:

  1. hvor er den pæn, og ligner en der kan være med i kapløbet af den bedste kringle. Min svigermor har en nabo, som hedder Janne og hun kan bage kringle som kun få - så denne her har en klar udfordring. Det er for længe siden at jeg har været forbi din blog Nina, men jeg kan se at du har haft travlt som jeg :-)

    SvarSlet
  2. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der må være ret mange rundt om i det danske land, som har en heldig hånd med kringle - der hersker i hvert fald stor interesse,stolthed og interesse for lige netop dette stykke bagværk!
    Skønt du tager dig tiden til at kigge forbi trods travlhed!!!

    SvarSlet