Kaffen galt i halsen

Det er ikke så ofte, at jeg breder mavesur galde over tastaturet. Antallet af eksistenser der mener sig kaldet til at gøre opmærksom på denne verdens ubehageligheder er der så rigeligt af i forvejen. 
Når jeg alligevel skriver, er det fordi jeg nærved og næsten fik min aftenskaffe galt i halsen søndag aften, da jeg så 21 Søndag på DR1. Programmets indhold omhandlede problematikken ved det kræftfremkaldende stof akrylamid, der er at finde i en række bredt anvendte madvarer efter opvarmning. Så langt så godt. At et højt indhold af akrylamid i blodet kan kobles til forhøjet risiko for kræft er et fakta, jeg så afgjort kan forholde mig til - og naturligvis respektere. Hvad jeg derimod har knap så meget tilovers for, er den entydige måde programmet forholdt sig til emnet på. 

Brød og kaffe var to af synderne i programmet. 
Det er dog ikke lang tid siden forskning viste, at kaffe kan modvirke visse former for kræft. Rugbrød, hvis positive egenskaber er bredt anerkendt, behøver nok heller ikke længere introduktion. Begge er fødevarer, der med forskningens nye landvindinger in mente nu ikke længere kan fritages som klassens kæledækker, undtaget for al skyld - nej, nu er de atter med i puljen af de slemme og tunge drenge, der kan få lov til at blive udskældt grundet deres høje indhold af akrylamid. 

Så er vi ved at være fremme ved sagens kerne. Fremme ved det, der nok er kommet for at blive min personlige kæphest for bestandig: 

Hvad er der blevet af alment mådehold? Hvad er der nu galt med at skæve lidt til ordlyden "lidt men godt" - og "lidt af det hele"?? 
Det er usundt at spise (meget) kage. Men ved du hvad: Det er også usundt kun at spise broccoli....! Det kan godt være, at det ud fra en vis optik er usundt at drikke kaffe og spise rugbrød, men hvis disse to fødevarer (og andre almindelige fødevarer såsom kartofler, som også kan indeholde et højt indhold af akrylamid ved for høj opvarmning) indgår i en almindelig sund hverdag, en sund sammenhæng, hvor der findes en naturlig balance imellem det man spiser - så er jeg pine død overbevist om, at man har fat i den lange ende. 

Man må gøre op sig selv, lettere spagt, (for man er i den grad trynet til jorden med frygt for at bevæge så meget som en kagegaffel til munden), hvor meget man vil tage ind. Hvordan man vil tage det ind, og hvordan man vil forholde sig til det. 

Det er ikke let. 

Af samme årsag falder det mig for brystet at man i et indslag, hvis indhold ikke kan andet end bekymre folk, ikke gør mere for at belyse omtalte sag fra flere vinkler. Ikke gør mere for at holde fakta op mod hinanden, så billedet bliver mere facetteret og nuanceret. 

Jeg vil anbefale, at ethvert program med indhold af denne kaliber (der er rettet mod den almindelige forbruger), burde afsluttes - helt rutinemæssigt - ved at dunke den skrækslagne og handlingslammede dansker venligt i hovedet og indprente staklen med sætningen: "Spis nu varieret. Vær sød og rar og spis varieret. Så går det, trods alt, ikke helt galt.