torsdag den 19. september 2013

Biscotti med mandler, chokolade og kaffe


Biscotti med mandler, chokolade og kaffe
Fra tid til anden bager jeg biscotti. Når denne tid til anden fase er over mig, bages der biscotti i overdreven stil, for pludselig er det som om, at såvel bagateller som større projekter kun kan lade sig gøre, hvis der er en lille hård småkage inden for betryggende rækkevidde. 

Ingredienser:
180 g hvedemel
60 g grahamsmel
150 g sukker
150 g mandler, hele
50 g mørk chokolade 70%
3 æg a' ca. 50 g 
½ tsk. salt
1½ tsk. instant kaffe
1 tsk. bagepulver

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 175 grader
  • Alle ingredienser vejes af og kommes op i en rummelig skål
  • Ælt dejen godt igennem med hænderne, eller rør den sammen med en grydeske. Dejen er ret klistret - det er helt i sin orden
  • Form 3 stænger af dejen og læg dem på en bageplade. Tykkelse er en temperamentssag, men jeg foretrækker ca. 5 cm. 
  • Bag stængerne i ovnen i 20 minutter
  • Tag stængerne ud, sænk ovnens temperatur til 150 grader og skær dem umiddelbart herefter i skrå skiver med en savtakket kniv. Tykkelsen er atter en sag for de enkeltes temperament, men jeg går efter 1½ cm tykkelse. 
  • Fordel småkagerne på pladen og bag dem endnu 15 minutter.
  • Sluk ovnen og lad dem stå ved eftervarmen endnu 15 minutter.
Note
Jeg plejer at drysse mine biscotti med appelsinsukker, men det er ikke en nødvendighed. Dette fremstiller jeg, når appelsinerne for alvor er i sæson i de kolde vintermåneder: Skær den yderste skal af økologiske appelsiner og blend det med rørsukker. Bred den smukt gyldne og glitrende masse ud på et stykke bagepapir og lad det tørre i ovnen - evt. på eftervarmen, hvis du alligevel skal bage. Kan opbevares i sylteglas med tætsluttende låg i meget lang tid! 

4 kommentarer:

  1. Åh, hvor jeg får lyst til at bage biscottier. Tror du ikke de også kan laves med en anelse lakrids?
    Skal vist forsøges. /Merete

    SvarSlet
    Svar
    1. Mjnoo....hvad kan i grunden ikke laves med en anelse lakrids?! :D

      Slet
  2. Åhhh... jeg savler vist en anelse i tastaturet ;-D

    Øv, jeg har ingen grahamsmel, kan jeg bruge noget andet?? De ville jo være vildt lækre at forsøde weekend med.

    - Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Pia - jeg beklager det sene svar; det må vist blive næste weekend, du vælger at forsøde. De er nu også værd at vente på!

      Mht grahamsmel, så kan du bare bruge ren hvedemel i stedet, eller forsøge at erstatte grahamsmelet med finvalsede havregryn. Sidstnævnte har jeg ingen erfaring med, men jeg vil nu tro, at det sagtens kan lade sig gøre
      Venlig hilsen Nina

      Slet