Marmorkage de luxe

Aftenfreden er så småt ved at sænke sig over det lille hjem. Skyggerne er ikke længere lange; i stedet er tusmørket blidt ved at udviske konturene udenfor i den våde have. 

Dette har været den første fridag for samtlige medlemmer af husstanden. En tiltrængt fridag med tur til skovbørnehaven medbringende rygsæk fyldt med proviant (mens Morten dog sad tilbage og arbejdede med noget fra sit arbejde, der ikke kunne udskydes - helt fri holder dermed ikke helt!) . Vi andre nød dog den mildest talt friske brise, fri leg, selvopfunden forhindringsbane, besøg i Egeskoven; verdens bedste klatrested, et smut forbi vandet... i virkeligheden var det en tur, hvor jeg blot skulle sige ja!, hver gang der blev spurgt om noget. Det var ikke så svært. Kun svært befriende. 

Tilbage ad snirklede, små mikroskopiske veje, mens ungerne sov på bagsædet. 

Tilbage i køkkenet, hvor to fortinnede forme ventede på os. Jeg havde (på et tidspunkt, hvor almen travlhed udelukkede alle andre svar end nej), lovet køkkenhjælperen at vi skulle prøve at bage sandkage på en dag, hvor man kun kunne svare ja. 

Hans første kage, hvor jeg blot stod på sidelinjen og hjalp med at læse opskriften. Resten klarede han selv. Helt selv. 

Marmorkage

Marmorkage er så klassisk en pund-til pund kage, at det gør helt ondt. Sådan en kage, jeg aldrig bager - men som er sjov, fordi den kan puttes i en form med mønstre, krummelurer og alt sådan noget. Så er der jo også det med de to farver, der skal blandes - med mere eller mindre held. 

Det, der opgraderede kagen, var tilføjelserne: I den hvide dej tilsatte vi revet skal af 1 appelsin samt ½ dl. Grand Marnier. 
I kakaodelen skruede vi op for smagen ved at tilsætte fint hakket mørk chokolade. 
Det hjalp gevaldigt på smagsoplevelsen!

Ude i skuret er spinat, radise og rucola priklet om, og flere potter med lovende indhold er netop sat til forspiring. For første gang er det med forspiring totalt hot her på matriklen; jeg giiiider ikke flere åndede (almindelige, ikke dræber-) snegle og andet kryb, der for diversiteten og alt muligt andet gerne må befinde sig i haven, men som ikke evner at holde sig på måtten hvad angår køkkenhavens sarte, spæde spirer. Nu kan de få lov til at gnave på en Bellis, mens alle mine grøntsager vokser sig store og stærke indendøre! 

I stuen er chili og basilikum godt på vej - og..og...og... når jeg klapper computeren ned om lidt, skal jeg til at kigge på arbejdstegningen til hønsehuset. NU sker der endeligt noget!!! 

Må hellere stå op med de kommende høns i morgen for at nå det hele...