tirsdag den 3. december 2013

Julesennep med snaps og allehånde

Hjemmelavet julesennep med snaps og allehånde
Jeg er fuldstændig pjattet med sennep. 

Et frivilligt riv i næsen, som - i visse tilfælde - kan forplante sig helt ned i tæerne og efterlade én lettere mat og fornøjet. 

I mit køleskab er der fast 2-4 slags sennep, som i kraft af deres forskelighed indarbejdes meget jævnligt i maden. 

Seneste type er den krydrede, søde og dog skarpe julesennep. En sennep man gerne spiser sammen med en god, økologisk medister og rugbrød på sidelinjen. En sennep man også gerne ser som fast følgesvend til en god hamburgerryg, der ikke er pumpet til bristepunktet og dernæst iført elastisk spændetrøje.

Hold den dog udenom den mere ferske sylte - det vil være synd for begge parter.  

Ingredienser:
0,5 dl. gule sennepsfrø
1 dl. brune sennepsfrø
1,5-2 dl. gult sennepsmel
2 dl. brun farin
1½ dl. vand
1 dl. æblecidereddike
0,25 dl. Brøndum klar snaps
2 tsk. friskt kværnet allehånde

Fremgangsmåde:
  • Kværn gule og brune sennepsfrø til pulver. 
  • Kom samtlige tørre ingredienser op i et rummeligt sylteglas.
  • Kom vand og eddike i en gryde og varm op til kogepunktet.
  • Overhæld de tørre ingredienser med den kogende væske og tilsæt snaps til sidst. Rør godt sammen og lad senneppen trække til næste dag. Her vurderer man på konsistensen, hvilket til dels afhænger af, hvor meget man har kværnet sennepsfrøene. Er den for flydende, reguleres der med sennepsmelet. 
  • Lad senneppen stå min. et par dage på køl, inden man påbegynder at spise af den. 
Eh...nu må du love mig, at du ikke smider senneppen ud, når julen er ovre, bare fordi den hedder julesennep!!! Stærke, livsbekræftende sager som (jule-)sennep kan så absolut spises ind i januar, hvis den altså stadig befinder sig i dit køleskab.

2 kommentarer:

  1. Åh, det lyder godt! Elsker også bare sennep, og den her lyder rigtig lækker til julenfrokosternes frikadeller og steg, mmh.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den også. God...og stærk :)
      Måske er det netop derfor, man gerne vil spise sennep til fed julemad - der gives en god kontrast!
      Vh Nina

      Slet