Grove scones med æbler og mandler |
Scones er noget, man vender tilbage til igen og igen.
I en længere periode har man nidkært kredset og puslet om en surdej. Man har ventet både tidligt og sent på gæringsaktivitet og gustige tider for at lempe problembarnet ind i en glohed ovn - med usikkert resultat til følge. Det er både givende, lærerigt - og indimellem bare lidt for meget...
Efter en rum tid med nænsom omgang med brødbagningens utilregnlige primadonna føles det af samme årsag også som en lettelse at bakse ingredienserne til scones sammen.
Det eneste man forpligter sig til at tage alvorligt er faktisk æltningen; for ivrig og ihærdig æltning af dejen gør nemlig en scones sej og utilnærmelig.
Denne udgave (af flere) er den groveste og mest saftige hidtil. Dejen kan slet ikke æltes - den skal blot formes med en ske, sættes på en plade og bages i ovnen. Det er svært tilfredsstillende.
Ca. 15 stk.
Ingredienser:
175 g hvedemel
100 g fintvalsede havregryn
20 g flormelis
1 tsk. strøget natron
1 tsk. strøget kardemomme
50 g saltet, koldt smør, skåret i små tern
1 dl. kærnemælk
75 g groft hakkede mandler (med den brune hinde)
175 g groft revet æble (med skræl)
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 220 grader
- Bland mel, havregryn, flormelis, natron og kardemomme.
- Smuldr smørret heri med hurtige bevægelser.
- Tilsæt kærnemælk, mandler og æble, og rør det hele godt sammen så hurtigt som muligt.
- Kom dejen i klatter på en bageplade, og glat/form dem til små boller med en ske, dyppet i koldt vand.
- Sættes ind i en forvarmet ovn og bages 12-15 minutter, indtil de er gyldne.
- Spises nybagte.
mums - tror du at man kan lave dem med Jytte-mel?
SvarSletJa! Det tror jeg faktisk ikke du vil opleve problemer med. Udskift evt. flormelis med honning, da jeg gætter på, at de ellers vil "krymle" mere end godt er. Held og lykke med forsøget!
Slet