onsdag den 1. januar 2014
JAAAAAA!!!!!!
Det er den 1.januar. Det er den første dag i et år, der forhåbentlig bliver både givende og indholdrigt. Sidstnævnte er man mest selv herre over - men jeg glæder mig.
Lidt opstemt og optimistisk kan ingen tage fra denne dag, som på sin egen facon formår at rumme al forventning til de næstkommende 364 dage.
På den madmæssige front er januar også den måned, hvor depoterne tømmes, så der er plads til nye råvarer i takt med at det kommende år folder sig ud. Frysere og skabe er ikke fredede - supermarkederne er derimod dømt ude. Det eneste denne handling kræver er lidt systematisk håndtering så lejlighed, mængder og sult tilpasses de mystiske poser, der ligger og venter i fryseren.
Madplan, som ellers ikke fungerer i dette hus, indføres i denne undtagelseslignende tilstand og følges stramt, til der atter er plads i såvel skabe som frysere....eller følges i hvert fald indtil de ikke følges længere af årsager, der ikke står til at udrede.
Det er en sjov tid.
Onsdag i dag:
Klar suppe med kød- og melboller. Grove flutes og ordenligt smør
Torsdag:
Forret: En lille skål med resten af suppen til hver.
Hovedret: Noget med fisk. Jeg har ikke mindre end 3 små poser med fersk fisk i fryseren, der skal trylles om til noget usandsynligt spændende. Hvad det bliver, finder jeg ud af lidt senere i sengen med en kogebog som godnatlæsning. En let hovedret skal det være- på mere end én måde. Der er i øvrigt broccoli i køleskabet...
Der skal bages rugbrød.
Fredag:
Nybagt leverpostej og hjemmelavet rødkål på rugbrød. Vi har en ret stor portion rødkål på køl, som der skal kigges alvorligt på, inden vi nærmer os foråret - og det bliver ad flere omgange..Der er heldigvis også et par juleøl på køl, der jo også kræver en vis datomæssig opmærksomhed.
Dessert: Vi har en rest krydret solbærsaft på køl, som vi brugte til punch med hvid rom i julen - den bliver varmet og serveret med smørristede kanelcroutoner eller tvebakker. Rommen er ikke i solbærsaften, så suppen kommer til at ligne en klassisk solbærsuppe.
Lørdag: Nudelsalat med marineret and, sesam, lime, hvidløg, etc. Anden stammer fra mortens aften, hvor jeg plukkede resten af kødet fra skroget og smed det på frost.
Dessert: Syltede pærer fra i sommers og så er der ét eller andet, der siger mig, at der i Meyers Almanak er en kold creme, der passer helt genialt hertil...
Søndag:
graver vi længere ned og ser, hvad der så dukker frem af usandsynlig herlighedsværdi!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar