Længe ventet

Så er de her. 


Skovjordbærrene, som heldigvis lever (næsten) lige så godt i en mørk og fugtig skovbund som i en lettere udpint villahave.

Skov eller ej; sæsonen for skovjordbær er netop begyndt. 
Det er ikke meget, der slår et fad med indbagt is, hvor en generøs håndfuld friske skovjordbær er gemt af vejen under dynen af marengs. En nænsom måde at forsegle de små bærs eksplosive aroma, som på smukkeste vis folder sig ud, idet man bryder den karamelliserede overflade og dykker ned i det bløde fyld. 


Indtil videre er det kun blevet til spredte hapsere efter nøje undersøgelser i det lave bunddække - efterfulgt af henrykte hvin fra Køkkenhjælperen, når der var gevinst. Heldigvis er der nok til såvel Køkkenhjælpere, assistenter, trætte forældre, sylteglas og fryser - så det er tilladt at læne sig tilbage og vente lidt. Vente præcis så længe, at nyhedens interesse er falmet og bærrene ikke bliver lænset fra dag til anden. Når den dag kommer, står jeg parat med skål, fryseposer og sylteglas - men indtil da.... spiser vi løs!