I går lørdag, en sen aftentime, fandt jeg ingredienser frem til amerikansk Never Fail Fudge. Årsagen skulle findes i en bøtte "Marshmallow fluff", som jeg havde fundet på hylderne i et supermarked beliggende i en meget lille flække i Sverige. Måske var dette geografisk-atypiske sammenfald det, der gjorde udfaldet og resulterede i, at bøtten kom med os hjem.
Den har stået på vores køkkenbord et stykke tid - for ligesom at indgyde mandsmod og lavt nok blodsukker til at kunne stå distancen. Lavt blodsukker, jovist. Det skulle nemlig skyde i vejret som en gal raket ved nytårstide, da det færdige resultat endelig så dagens lys:
Uhyrlige mængder sukker, klistret kondenseret mælk, lidt vanille og smør og temmelig meget mørk chokolade - og så dette hvide, klistrede sukkerstads. Siden mål og vægt var angivet efter amerikanske mål, var det først under selve processen, de kaloriemæssige uhyrligheder tonede frem. Da var det for sent at vende om..
Selv hærdede kagespisere må vist give efter for denne konfekt - jeg tror forholdene er 1 kande god, skoldhed og stærk kaffe til 2 små stykker fudge...
Nina/
Muligvis i raskt trav mod nogle sagesløse ænder, der er trætte af tørt bagerbrød og hvide birkes - men ikke fudge...De har bare at dukke sig!
Kan også købes i Kvickly, på englandsvej Amager i deres "amerikanske" hjørne af butikken. Velbekomme
SvarSletJa, det er åbenbart også et kendt fænomen her i Danmark - jeg har også fået en reference på det her i Jylland efter dette indlæg blev postet.. Sødt og klistret er det i hvert fald :D
Slet