Rustik salat med majroer |
Roen er sprød, frisk og let sød - perfekt i kombination med bl.a. æbler.
Denne salat - eller råkost om man vil - fandt vej til mit bord forleden dag, hvor alt stod i de impulsive handlingers tegn. Vejen fra tanke til handling og fra handling til gaffel var uhyre kort. Ikke desto mindre en saliggørende sprød og behagelig form for frokost.
Pr. person, let frokostret:
1 lille majroe
1 lille dansk æble, gerne aroma
en lille håndfuld mandler, let ristede
et par skefulde god persillepesto (og har du lidt løvstikke i haven, hakker du lidt og blander hermed)
et dryp koldpresset rapsolie...eller to...eller hvad man nu formår at tælle til, når talen falder på dryp.
En humpel godt brød og evt. et par tørrede figner
Fremgangsmåde:
- Skræl majroen og skær den i grove både
- Skær æblet i grove både
- Smid begge dele på et fad, en tallerken, et skærebræt...
- Dryp med pesto og olie og drys groft hakkede mandler over til slut.
- Ikke mere?
- Ikke mere. Spis og nyd.
Nedenstående rummer en hel sommers begejstring og glæde:
Dette er kartoffelafkastet for i år. Det mest magiske har fundet sted: ned i jorden putter man kartofler, sammenlagt knap 1,5 kg. Op graver man....ja...hvor meget er det ikke lige??
Kartofler: den mest opmuntrende afgrøde jeg lige umiddelbart kan komme på!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar