søndag den 15. juni 2014

Chokolade- og nøddemarengs med mascarponecreme og kaffemarinerede jordbær

Marengs med mascarponecreme og kaffemarinerede jordbær

Lang titel, der heldigvis ikke kræver noget særligt håndelag at frembringe; du kan bage kagerne dagen før og have kaffesiruppen klar på forhånd.

Jeg tror, vi springer durk i opskriften:

Til 4 personer

Marengs:
4 æggehvider
175 g flormelis
75 g bitter chokolade, 70%, fint hakket
25 g hasselnødder, malet til mel

Mascarponecreme:
125 g mascarpone
125 g mørk chokolade
1 spsk. instantkaffe, granulat

Sirup: 
5 dl. stærk kaffe
2½ dl. hvidt sukker

1 bakke danske jordbær

Fremgangsmåde, marengs:
  • Tænd ovnen på 150 grader.
  • Pisk æggehviderne stive og kom herefter flormelis i lidt ad gangen. Pisk grundigt, indtil marengsmassen er helt stiv og holder formen
  • Tilsæt den fint hakkede chokolade og de blendede hasselnødder og vend det forsigtigt rundt
  • Kom marengsmassen i en sprøjtepose og lav toppe på bagepapir. Du kan også blot fordele massen på bagepapir med to skeer. Størrelsen er op til dig - der skal blot være et lige antal. Du kan dog med fordel lave en ekstra "prøve-top", som bruges til "konsistens-kontrollør" undervejs i bagningen
  • Bag marengsen 1 time til 1½, eller til overfladen er sprød, men indersiden stadig har lidt "tyggegummi" - det er her, din ekstra marengs kommer ind i billedet!
Imens kagerne bager, laves fyldet: 
  • Smelt forsigtigt chokoladen over vandbad. Tag chokoladen fra varmen og vent et par minutter, før mascarponen tilsættes. Rør godt rundt. Tilsæt pulverkaffen og rør atter grundigt. 
  • Når massen har sat sig lidt, (du kan godt stille den på køl, men vær varsom, for hvis den bliver for kold, stivner den helt) kommer du fyld på undersiden af én marengs, og tager endnu en marengs til at trykke fyldet sammen med. Gentag, indtil fyld/marengs er sluppet op. Dette kan gøres klar maksimum et par timer før servering.
Anrettes sammen med jordbær i kaffesirup:
  • Bring kaffe og sukker til kog i en gryde. Lad væsken koge ind til sirup; det kan kontrolleres ved at lade dråber løbe langsomt fra en grydeske: Hænger de sidste dråber fast i skeen, er siruppen klar. Denne sirup kan opbevares på køl et par uger, og kan så absolut anvendes til meget andet end blot denne dessert. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar